Over femogfyrretyve timer. Så lang tid har undertegnede indtil videre tilbragt i selskab med den nyeste spil i Playstationserien God of War: Ragnarök - den direkte efterfølger til det eminente eventyrspil fra 2018. Selvfølgelig tænker du – Kapellets oplyste læser – at spillet da ifølge alle oplysninger online kun tager omkring 25 timer at gennemføre og derfor er spørgsmålet nærliggende; er anmelder ved at falde af på den? Burde Torben monstro sætte sværhedsgraden ned?

Svaret er dog, at selv om hovedhistorien i spillet sikkert nemt kan rundbarberes en hel del hurtigere end tilfældet var her, så kan der altså nemt gå sport i at fuldføre de mange sidemissioner, skattejagter og forskellige fysiske puzzles, som spilmagerne gavmildt har fordelt rundt i de store baner, man bevæger sig igennem. Dertil kommer de mange ofte udfordrende bosskampe som ligeledes er placeret i de imponerende spillandskaber, som Kratos og sønnike Atreus vandrer rundt i.

Global nedkøling
Som i en slags omvendt verden, lider den vores helte bor i ikke af global opvarmning men derimod står alle vejrudsigter, da spillet starter i hovedfigurernes dunkle bjælkehytte, i Fimbulvinterens tegn. Alle ved, at Ragnaok (der af uransagelige årsager har fået tilføjet et ’Motörhead – ö’ i navnet – muligvis for at få titlen til at fremstå meget mere ’skandinavösk’ ? – red. ) kommer, spørgsmålet et blot, hvornår det sker og under hvilke omstændigheder.

Før du kan nå og tænke ”fedt spil, jeg tror ikke helt, jeg har helt styr på contolleren endnu” kigger selveste tordenguden Thor forbi, og så bliver du kastet ud i den første af mange, mange episke kampe mellem guder og fantastiske væsener på den ene side og Atreus og Kratos på den anden.

’Wow’-faktoren er derfor helt fra spillets start i top. Det er den også altid, når det er Sonys eget videospilfirma Santa Monica Studio, der har sat alle vikingesejl til i forsøget på at lave en opfølger til det, der blev kåret som ’Årets Spil 2018’ – en titel, der til trods for mange andre gode spil i 2022, igen i år burde have været givet til God of War: Ragnarök. Det skete ikke, idet prisen som Årets Spil ved det nyligt overståede awardshow, gik til det lige så episke – men meget sværere - Elden Ring, selv om det også bør nævnes at GoW: Ragnarök tilranede sig en masse andre af årets mest prestigefyldte priser. (Redaktørens yngste søn holder til gengæld stædigt fast i, at alle årets priser burde været gået til Goat Simulator 3 – red.)

Med besvær mellem verdener
Kender du forgængeren, vil du nok kunne huske at Tyrs tempel blev smadret ganske grundigt i spillets episke klimaks. Det var netop dette tempel, som Kratos og sønnike benyttede til at rejse mellem de mange fantastiske riger. Mange af disse er selvsagt inspireret af nordisk mytologi. Idet templet og portalerne ikke virker længere, så bliver en af de første opgaver for spilleren at få genetableret en form for vej til de andre verdener, så vore helte kan komme frem til de mange missioner og nærkampsoplevelser, som spildesignerne har forkælet os med.


Det er dog ikke det eneste der skal genetableres. For husker man begivenhederne i det sidste spil (og kniber det med hukommelsen, har spilmagerne heldigvis inkluderet en ’begivenhederne indtil nu’-feature, så man kan få genopfrisket fortællingen før man starter spillet - red.) – så ved man at Kratos undervejs fik skabt en række fjender blandt sine tidligere allierede. Spørgsmålet er så, om det vil lykkes vores gnavne muskelbundt at få glattet disse problemer ud. Kratos er jo ikke just kendt for at være diplomatisk.

Den diplomatiske søn
Heldigvis har Kratos jo Atreus med sig. Drengen, der som alle os andre er blevet lidt ældre, er heldigvis bedre i stand til at kommunikere og mere villig i forhold til at finde kompromiser end farmand. Faktisk er en af de allerbedste aspekter ved det nye spil den måde, forholdet mellem far og søn udvikler sig. Skildringen af Kratos er langt mere nuanceret i det nye spil end i forgængerne. Selvfølgelig er det rart at styre en ensidig, gnaven muskelbøf rundt på banerne og smadre alt, han ser, men det er også fedt at spildesignerne har gjort sig umage med at skabe nogle spilfigurer, der har dybde og sjæl. Det forlyder at Santa Monica Studios overvejede at lave to spil, da spillet jo er omfattende, men selv om det tager mere end et døgns samlet spilletid at gennemføre, så gør længden også, at der er god tid til at bygge både figurerne og hovedhistorien op.

Uden at spoile får du nemlig også mulighed for at styre Atreus rundt på egen hånd, og det gør også, at man lærer ham meget bedre at kende. Disse tiltag gør, at spilleren bliver en del mere investeret i begivenhederne, der udfolder sig, end i mange andre A-liste spil på markedet. Der kan måske være enkelte spillere, der vil mene, at de mange cutscenes og dialogsekvenser sætter tempoet i dette actionspil unødigt ned, men nærværende anmelder blev ret hurtigt grebet af stemningen og den velskrevne fortælling.

Smadr, hærg og level up
Selv om der er masser nyt at komme efter, så er formlen også meget lig de andre spil i serien, især minder det om spillet fra ’18. Du skal, sammen med både guder og andre overnaturlige væsener, forsøge at få de mange verdener på ret køl igen. Gammelt had blusser op, og der er masser af twists og forviklinger undervejs, der gør at man som spiller også kan danne sig et langt mere nuanceret billede af de andre figurer, som deltager i løjerne. Der er gammel gæld, der skal betales, nye alliancer, der skal formes, og had der skal lægges bi i forsøget på at få dig sikkert gennem den verden, Ragnarök, som omgiver dig.


For at dette kan lade sig gøre, så bliver du nødt til at smadre dig gennem et utal af fjendtlige skabninger - fra irriterende småkryb, til gigantiske monstre. Undervejs skal du selvsagt både opgradere dine våbens egenskaber, bruge erfaringspoint på dine og Atreus’ specielle egenskaber. På sin vis er der ikke meget nyt under solen her. Til gengæld er grafikmotoren på din Playstation udnyttet til UG. God of War: Ragnarök er et bragende flot spil, der udover en imponerende grafisk side også har et levedesign og en række udfordringer, der gør, at det som nævnt har meget svært ved at slippe - også efter selve hovedmissionen er gennemført.

Kort sagt så har dette spil alt, hvad et moderne action-adventure spil skal have; eminent grafik, en god historie, episk action, fine fysiske puzzles samt masser af sidemissioner og ting, man kan tage sig til, hvis man som undertegnede har svært ved at slippe dette superfede spil. Sværhedsgraden er ganske fint afstemt, og så er lydsiden mindst lige så imponerende som den visuelle. Så ejer du en Playstation, er dette et af de spil, du bliver nødt til at få fat i – det bliver i al fald ikke meget bedre end det her.