Som tidligere nævnt her på disse sider tidligere har spilserien Call of Duty mange gange budt på kontroverser. Den mest omtalte kontrovers var, da man i en af de første missioner i Call of Duty: Modern Warfare II fra 2009 skulle spille en soldat, der havde infiltreret en terrororganisation og sammen med de øvrige terrorister skød sig gennem civile passagerer, børn som voksne, piloter og sikkerhedspersonel i en større lufthavn i missionen ’No Russian’.

Til trods for dette - eller muligvis netop på grund af dette blev Modern Warfare 2 til et af de bedst sælgende og mest populære FPS spil i nyere tid. For gamle gamere, som undertegnede, kan det godt være lidt vanskeligt at følge med i kronologien af denne spilserie, for her i 2022 er der dukket endnu et spil op, der bærer titlen Call of Duty: Modern Warfare II. Et spil, hvor du i singleplayermissionen både hjælper og får hjælp fra en række af spilseriens mest populære figurer.

Eminent single-player
Faste læsere af kapellets spilsektion vil vide, at undertegnede overlader vurderingen af multiplayerdelen i Call of Duty til medanmelderne Carl og Sebastian Bille, der er langt hurtigere på aftrækkeren end deres gamle far og som tillige mener, at det netop er de mange muligheder for varierede multiplayerspil, der er hovedattraktionen ved disse spil. Personligt er det altid singleplayerdelen, der virker som det mest fascinerende ved spillet – og hvilken singleplayerdel!

Det er som om Call of Duty har genfundet sine rødder. De 6-8 timers, som singleplayerdelen af spillet tager at gennemføre (alt efter hvor sej du er til at klare banerne og hvor høj en sværhedsgrad, du har angivet), er en af de mest intense actionspilsoplevelser i meget langt tid. Det er faktisk ret befriende, at man ikke kæmper i hverken Anden Verdenskrig eller mod overlegen teknologi i en fjern fremtid, som man har oplevet i andre dele af spilserien (læs: Ghosts eller Infinite Warfare. I stedet befinder du dig i nutidige omgivelser udstyret med et overrumplende arsenal af våben og bliver kastet ud i missioner, der – uden at vide dette med sikkerhed – virker utroligt realistiske.

Realistisk er også den måde som fjendernes AI er blevet opgraderet på. Hvis du spiller på en vis sværhedsgrad vil du opleve, at du måske ikke som tidligere kan regne ud af den måde fjenden agerer på, for i næste nu de flankerer de dig eller går selv i dækning. Det er udfordrende, men også virkelig fedt, når det så endelig lykkes dig at nedkæmpe modstanden.

Varieret jagt
Selve baggrundshistorien kan stå på bagsiden af et frimærke, hvis man vel og mærke koger den ned til det helt essentielle. Ultrakort fortalt så bliver du som medlem af en international specialstyrke, kaldet Task Force 141, sat til at opspore en gruppe meget slemme folk, der har stjålet containere, som indeholder ballistiske missiler. Det er selvsagt generalstabens frygt, at disse terrorister har til hensigt at vende missilerne mod dem, der har fabrikeret dem, så uret tikker, mens alt intel bliver gennemgået i et forsøg på at forpurre fjendens planer.


Langt de fleste missioner i denne del af spillet er helt traditionelle FPS baner, hvor granater skal kastes, dækning søges og fjender i hobetal pløkkes ned, før du kan gå videre til næste mission. Heldigvis er der også – som altid – afbræk fra dette. Med frygt for at spoile, er der missioner, hvor du skal hoppe fra køretøj til køretøj og bemægtige dig kontrollen over disse for at standse en konvoj. Der er missioner, hvor du skal snige dig i fuld camouflage gennem fjendens linjer. Senere agerer du ’øje i det høje’ og skal med missiler og gatling af den helt store kaliber sørge for at dit team af soldater får den dækning, de fortjener, idet de skal indtage et sted, hvor terroristerne menes at opholde sig.

Realistisk flot
Kapellets redaktør har selv ingen praktisk soldatererfaring (ud over de mange digitale fjender, der i årenes løb er blevet til plukfisk) men en kilde tæt på undertegnede kunne fortælle, at folkene bag spillet virkelig har gjort deres hjemmearbejde, i forhold til bl.a. hvordan animationerne af skydevåbnene håndteres på. Han fortalte, at den måde som ens soldat eksempelvis skifter fra maskinpistol til håndvåben på, hvis man løber tør for kugler, er helt i tråd med den måde, som man træner det i det danske forsvar. Studerer man rulleteksterne efter at have gennemført spillet vil man da også kunne se, at der – som tidligere - optræder en del militære rådgivere hér.


Foruden realistiske elementer som de nævnte, så er spillet også et der virkelig udnytter den processorkraft, som Playstation 5 kan mønstre. Selv om det ofte er svært at få tid til at se sig omkring og nyde landskaberne, idet kuglerne ofte flyver om ørerne på en eller fjenden nærmer sig fra flere retninger, så får man indimellem lyst til bare at rejse sig fra det sted man er krøbet i dækning for at nyde, hvor laber grafikken er. Det bliver nærmest umuligt på en af det nye spils mest imponerende missioner. Den foregår på et stort fragtskib i stormvejr. Containere og andet isenkram ikke er tøjret fast, men bliver kastet frem og tilbage på dækket i trit med bølgernes rullen. Dette kaos skal du så navigere i, alt imens fjenden nærmer sig fra alle retninger. Mere intenst bliver det næppe her i efteråret 2022.

Ligeledes er de forskellige cut-scenes i spillet ustyrligt detaljerede, flotte og meget stemningsfuldt fortalt. Det er måske endnu ikke 100% fotorealisme, men det er knageme tæt på. Idet man når til slutningen af singleplayerdelen får man også serveret en lille snas information, der gør at fans af spilserien pludselig kan sætte de begivenheder man just har oplevet i relation til resten af spilserien – men selvfølgelig vil Kapellet ikke afsløre, hvad det er, der sker - det må du selv opleve.

Skyd dine venner
Som nævnt er ovenstående en masse begejstrede ord om solomissionen, men som nævnt tidligere er Call of Duty måske primært et spil, der fascinerer fans af multiplayer FPS. Af samme grund har Kapellet spurgt unge Carl Bille om dette aspekt af spillet, og her er hvad han har at sige om de to nye multiplayerdele; henholdsvis DMZ, som er den del der følger med spillet og Warzone 2, som kan downloades og spilles gratis.

Hvis vi starter med DMZ (som står for ‘De-Militarized Zone) så er det et stort open-map, hvor du som spiller kan boltre dig i forskellige missioner og opgaver. Du kan påtage kontrakter med ret forskelligt indhold. Eksemplevis kan du jage andre spillere, der har fået en ’dusør’ på deres hoved og få belønninger i form af grej og virtuelle penge til at købe nyt udstyr for.


I andre missioner skal du lede efter informationer gemt på forskellige computere og bringe disse data til særlige radiotårne, hvor du skal uploade denne data. Undervejs skal du selvfølgelig sørge for ikke at blive skudt, men får du klaret missionen er belønningen det samme for før. Der er også en spilmodus, hvor du skal opsøge et bestemt sted på kortet, hvor en kasse bevogtes af en såkaldt ’Juggernaut’ en soldat i tung rustning udtyret med et meget kraftigt maskingevær. Det er ofte ret udfordrende at få ham ned med nakken. Sidst men ikke mindst er der en særlig radioaktiv zone, hvor du kan møde ’The Chemist’, som når han dør, dropper sit unikke våben. Lykkes det dig at nakke ham og slippe væk, får du permanent hans unikke våben som en del af dit store arsenal.

Gratis sjov, der lagger
Der er nok mange, der har ventet i spænding på Warzone 2, som er den gratis udgave af CoDs multiplayer. Her er det lige som i det første Warzone et spil, der minder om mange lignende Battle Royales, der findes på markedet. Man starter mange spillere på et stort kort, som efterhånden bliver mindre og mindre, indtil der er fundet én vinder. Mange kender denne form for spil fra Fortnite blot med den forskel, at du hér ikke skal samle ressourcer og bygge trapper og vægge.

Grafisk er denne del af spillet mindst lige så flot som både singleplayer og DMZ, men selv om det er mægtigt sjovt at spille, så har Infinity Ward desværre ikke fået udryddet alle spiltekniske problemer. Carl kan berette om at der flere gange undervejs optræder det som han kalder ”lag-spikes” – det vil sige at det ene øjeblik så kører spillet upåklageligt, for så i næste nu at fryse, eller glitcher, fordi andre spillere også skal opdateres. Det gør, at denne del af spillet, i al fald i skrivende stund, ikke er det foretrukne, selv om selve game moden faktisk er ret sjov at spille.

Ret beset er det også hovedspillet, der bliver anmeldt her, og det fejler bestemt ingenting. Du kan selvsagt vælge blot at kaste dig over Warzone 2 og håbe på at fejlene bliver udbedret, men vores råd er at du smadrer sparegrisen og får fat i CoD: Modern Warfare II. Infinity Ward viser, at de er kongerne af FPS, og hvad enten du er til en intens singleplayeroplevelse eller mest af alt vil kæmpe online, så er dette altså spillet, du bør få fat på.