Langt de fleste spil der bliver omtalt i Kapellet, er nogle som man skal benytte en spillekonsol eller computer for at prøve, men da pressemeddelelsen til Tales of the Loop dukkede op, var det for interessant til at overse.

Titlen virker måske bekendt. Måske har du set Amazon Prime tv-serien af samme navn, men den er baseret på den svenskfødte tegner og forfatter Simon Stålenhags imponerende, stemningsfulde bøger Tales from the Loop (2014), Tales from the Flood (2016) og The Electric State (2017). Disse bøger startede egentlig blot som en serie vildt flotte illustrationer, der blander hvad der minder om svensk 80’er hverdagsrealisme med science-fictionelementer. Så man ser store robotter og anden fremmedartet teknologi, der ofte ser ganske forfalden ud blandet sammen med Volvoer, børn på BMX-cykler og så videre.

Det er spilfirmaet Fria Ligan (aka. Free League Publishing) som står bag brætspilsversionen af Tales from the Loop. De har, foruden et regulært RPG (læs: rollespil – red.) baseret på Stålenhags bøger, efterhånden udgivet en række meget interessante rollespil, bl.a. Væsen der er baseret på nordisk mytologi, samt rollespil baseret på episke film som Alien og senest Blade Runner. De står også bag The One Ring, der foregår i Tolkiens univers og så var selvsamme Fria Ligan der var så søde at stille de imponerende, gennemillustrerede versioner af Lovecrafts At the Mountains of Madness til Kapellets rådighed da de udkom sidste år og tiggede om at blive anmeldt.

Fra bog til brætspil
De begivenheder som udspiller sig i Simon Stålenhags univers kan på sin vis godt minde om den firsernostalgi der også gennemsyrer Netflix’ flagskib Stranger Things. Rent faktisk kom den første bog et års tid før den første sæson af tv-serien gik i luften. I begge universer er en af de centrale omdrejningspunkter et hemmeligt, underjordiske forskningskompleks hvor der tydeligvis sker nogle opdagelser der rykker ved tid og rum. I Tales from the Loop (både i de flotte tegninger og mange af afsnittene i Amazons serie) er hovedpersonerne børn, lige som dem vi møder i Hawkins. Den allerstørste forskel synes at være det geografiske område, for der er noget umiskendeligt skandinavisk over Stålenhags verden.

I brætspillet spiller alle deltagerne – op til 5 spillere - også børn. Der er fem forskellige figurer du kan vælge imellem; computernørden, sportstossen, weirdoen, metalhovedet og slutteligt skolens populære pige. Fælles for dem er at de går i den samme skole, på den øgruppe, som spillepladen præsenterer for spillerne. Hver af disse figurer har fordele og ulemper og hver karakter har en unik ting, som vedkommende med fordel kan benytte, eller kombinere med andre objekter i løbet af spillet.


Det er muligt at spille de medfølgende scenarierne solo - en mulighed som Kapellets anmelder dog sprang over. I de to sessions hvor spillet blev afprøvet, var vi fire spillere. For at komme i gang vælger man som udgangspunkt et af de syv medfølgende handlingsforløb. Selve spillet er et kooperativt spil, hvor børnene skal forsøge at komme til bunds i et mysterie. Går det godt, så optjenes der såkaldte ’insights’-point, mens der modsat optjenes ’enigma’ (mysterie)-point hvis ungerne fejler. Hvis der er flere enigmapoint ved spillets slutning (en periode på enten 7 eller 14 ’dage’ – altså runder), så taber børnene og mysteriet forbliver uopklaret.

Øhop blandt robotter
Spilpladen præsenterer som nævnt en øgruppe, der er omdrejningspunkt for de mysterier som skal opklares. Foruden papfigurer af de enkelte børn samt medfølgende kort over deres evner, er også et antal robotfigurer i plast, der varierer i antal og type, alt efter det scenarie man spiller.

Robotterne kan modarbejde ungerne, men det kan også lykkes børnene at hacke dem, så de kan bruges som transportmidler, for at komme længere rundt omkring på øerne. Dette er ofte nødvendigt, da det kan være knusende nødvendigt at komme til en post langt væk og få løst den, inden dagen er ved at være omme. For det gælder om, i slutningen af ens tur også at være hjemme til aftensmad. Lykkes det ikke at komme hjem, så medfører det at ens forældre bliver gnavne, og i bedste fald ikke vil give dig et lift, i værste fald giver dig stuearrest.

Uklare regler
Når vi taler om hacking, så er de medfølgende regler altså ganske svære at følge. Selv om spillet blev afprøvet blandt rigtigt rutinerede bræt- og rollespillere, der er vant til at læse og forstå guidelines, var det ret vanskeligt at finde ud af præcis hvordan dette skulle foregå.


Både i forhold til hacking og visse andre delelementer i spillet, opstod der i al fald en ivrig diskussion. Dette fordi det ganske enkelt var lidt vanskeligt at finde ud af hvordan de beskrevne regler skulle tolkes, forstås, eller i det hele taget finde frem hvad man skal gøre i en gælden situation. Det er meget muligt, at dette bliver meget nemmere jo flere gange man spiller spillet, men det ville have været rart hvis spildesignerne havde taget bedre højde for også uerfarne brætspillere.

Kapellet håber derfor, at folkene bag enten får skrevet nogle mere præcise anvisninger når spillet udsendes i andet oplag, eller alternativt lægger mere præcise anvisninger ud online i enten pdf- eller videoformat, så den slags forvirring kan undgås for eftertiden.

Alle på én gang
En af de særlige elementer ved Tales from the Loop er at det er et kooperativt spil hvor der i grunden ikke er en egentlig turrækkefølge, men hvor alle spiller på én gang. Når den aktuelle dag startes, så starter alle ungerne (læs: spillerne) med at være i skoles (weekender er selvsagt undtaget) og det aktuelle scenarie dikterer hvad der er af udfordringer i løber af dagen. Der er nye områder der skal undersøges, eller ledetråde der skal afdækkes. Hvor dette sker, dikterer spillet.

Har børnene fejlet dagen før og scoret enigmapoint, så er de med garanti flere mysterier og opgaver der skal løses dagen efter. Har de derimod haft succes, kan dagens opgaver forekomme en del mere overskuelige.

Det er altså helt tilladt for spillerne at arbejde sammen om at få løst de fælles mål som scenariet kræver, men hver spiller må også godt have lov til blot at følge sine egne instinkter. Hver enkelt deltager har ved dagens start et bestemt antal orange kuber, der enten kan betales for at bevæge sig rundt på spillepladen, benyttes i forsøget på at rekognoscere en af dagens mysterier, på at klare en opgave, noget helt 4. Om forsøgene lykkes afhænger af terningeslag og hvor mange terninger der skal kastes, afhænger både af opgaven og om der er en kammerat med til at hjælpe.

Jo flere, jo længere
Hver spiller kan på den måde i ro og mag så afvikle deres forehavende, naturligvis med det overordnede formål, at sammen med resten af holdet at forsøge at komme gennem det aktuelle scenarie på den mest hensigtsmæssige måde. Dette kræver som regel tæt samarbejde om opgaverne, for eksempelvis kan det være at en spiller finder en objekt som kan kombineres med en anden spilles unikke genstand, for at kunne løse en bestemt opgave mest optimalt.


Selv om dette er et brætspil, så emmer det også af stemning. Selv om det jo ikke er givet i reglerne, at man også skal forsøge at ’spille’ den rolle man påtager sig, så giver denne fremgangsmåde, erfarede vi da vi spillede, en masse ’flavour’ til oplevelsen - det øgede ganske enkelt oplevelsen. Da alle deltagere i vores spilsession også selv var unge i firserne, var det heller ikke svært at leve sig ind i denne periode, selv om vores barndom ikke indeholdt mærkværdige lysfænomener om natten eller store mechs, der kunne hackes og benyttes som knallerter.

Til gengæld er Tales of the Loop også et spil der tager sin tid. Jo flere spillere man er, jo længer tid tager en session. Hver af de to weekendaftener, hvor spillet blev testet blev der spillet to scenarier og hvert spil varede mellem to og fire timer. Dette skyldtes selvsagt også debatten om reglerne og hvordan disse skulle forstås – men selv om en af deltagerne havde forsøgt at blive klogere på ’hacking’siden den første spilsession, var det stadig til debat, hvordan præcis det skulle foregå.

Let øvede
Er man en ’noob’ hvad angår brætspil, er Tales from the Loop måske ikke stedet at starte. Det er et spil hvor det er en god idé at have styr på reglerne – og som sikkert glider noget nemmere når spildesignerne får optimeret de huller der er i de medfølgende instrukser. Når det så er sagt, er spillet rigtigt fedt lavet. Spilbrikkerne er flotte og ligner de fra Ståelhags bøger. I den udgave Kapellet modtog var de i grå plast som man muligvis selv har lyst til at farvelægge, hvis man i forvejen synes det er fedet at male figurer til enten andre rolle- eller brætspil. Orker man ikke det, er det dog også muligt at købe en deluxeudgave af spillet, hvor robotterne er malet allerede.


Spilpladen, de medfølgende brikker, markører, mm. er også rigtigt lækkert designet, lige som de scenarier der medfølger er rigtigt fede. Selv om spillet har et par skønhedsfejl, så er det fantastisk stemningsfyldt og som nævnt dejligt at det også lægger op til RPG-opførsel, hvis altså spillerne har mod på dette. Det er i al fals ikke sidste gang at spillet hiver frem, når der er dømt nørdeaften i hjemmet. Som et P.S. kan nævnes at der allerede er udkommet et par udvidelsesmoduler til spillet (Invasive Species og The Runaway) som både byder på nye spilfigurer og nye handlingsforløb. Disse kan også fås i de mere ordinære (grå) eller i en deluxe (farvelagte) udgaver.