Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Knack
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
8 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth
9 - Spilanmeldelse
SpaceChem
10 - Spilanmeldelse
Back to Bed

Horizon II: Forbidden West / Playstation 5
Guerilla Games / Playstation
Anmeldt 6/6 2022, 12:19 af Torben Rølmer Bille

Tilbage til Aloys verden


Tilbage til Aloys verden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Aloys fremtidsverden er jo stort set den samme, som den du og jeg kender. Altså lige bortset fra at Aloy bor på en version af jorden, der eksisterer mange tusind år ude i fremtiden. Hun, og de mennesker hun møder, må forsøge at overleve på Jorden lang tid efter en altødelæggende klimakatastrofe har ødelagt planeten, lang tid efter en samling forskere forsøgte at gøre den beboelig igen, lang tid efter samme forskere skabte nogle meget forskelligartede, dyrelignende robotter, der måske skulle hjælpe planeten med at gendanne sig selv, men som til gengæld endte med at være meget aggressive over for mennesker.

Denne verden er allerede blevet skildret før, nemlig i den fremragende fantasy-sci-fi-fabel Horizon – Zero Dawn, der med den ret omfattende udvidelsespakke Frozen North så dagens lys på Playstation 4 i 2017. Her i 2022 er der så kommet en officiel fortsættelse til dette spil. En udgivelse, der har fået den oplagte titel Horizon II med undertitlen Fodbidden West.

I denne postapokalyptiske fabel spiller du endnu engang den rødhårede furie Aloy, og endnu engang hviler hele jordklodens fortsatte overlevelse på dine smalle skuldre. Selv om du muligvis havde troet, at ondskaben og den fjendtlige AI, der truede planeten sidst, forlængst var nedkæmpet, så tro om, for da spillet starter, er det helt tydeligt, at der er noget riv ruskende galt.

Nok at tage sig til
Hvis du enten har læst Kapellets tidligere omtaler eller blot har spillet det første spil i serien, så vil du også vide, at det er en af den slags spil, der kan tage ganske lang tid at gennemføre helt, hvis du altså hører til de spillere, der kaldes ’completionists’ – sagt på en anden måde, de spillere, der ønske at få løst alle gåder, lukket alle døre op, klaret alle missioner, samlet alle typer påklædning osv. osv.


Landskabet er meget varieret. Fra skoldhede ørkener til frostklædte bjergtinder. Hvert landskab gemmer på sine hemmeligheder og modstandere

Selve hovedspillet kan dog godt gennemføres i løbet af ca. 30 timers spiltid, men vil du også gennemføre en betragtelig del af sidemissionerne, så bør du mindst afsætte det dobbelte. Det er i flere spilfora blevet diskuteret, hvorvidt nye spil der tager så meget af ens tid, er en god eller dårlig ting, men dette afhænger vel i sidste ende om den verden spillet tilbyder er fascinerende nok at opholde sig i og at de missioner, man skal klare er enten tilpas afvekslende eller morsomme at gennemspille.

I Kapellets optik så er Horizon II lige som forgængerne et spil, der både byder på en virkelig smuk og lidt trist verden, der er virkelig fed at gå på opdagelse i. Selv om man godt kan anklage de mange opgaver Aloy skal løse for at blive en anelse ensformige i længden, hvis vi ser samlet på dem, men dette gælder jo rigtigt mange spil. Anmelder valgte i al fald ikke udelukkende at ’tage den lige vej’, da spillet skulle anmeldes, for der var undervejs en masse svinkeærinder og sidemissioner, der lokkede. Missioner, der var både interessante og udfordrende. Mere om det herunder.

Blandt stammefolk i Las Vegas
Den del af verden som Aloy skal krydse denne gang har været anset som tabu førhen. Hun er dog, som nævnt, tvunget til at opsøge folkeslagene her, da de bliver nødt til at hjælpe hende med at genfinde nogle tabte data, der potentielt kan helbrede den syge natur, som optræder. En slags ’rød pest’ har bredt sig i Aloys verden. Afgrøder skifter deres farve til rød og bliver uspiselige, ja ligefrem giftige. Sygdom spreder sig gennem planterne, og findes der ikke en løsning, så tyder alt på at denne pest vil sprede sig til alle planter på planeten.

Der er dog håb i mørket, for sammen med en flok brave venner finder Aloy ud af, at det måske er muligt at ”reboote” planeten, forstået på den måde, at der muligvis stadig findes noget backupdata, der kan indlæses i den centrale computer Gaia, for på den måde at forsøge at rette op på den økologiske katastrofe, før det er for sent. Det er bestemt ingen let opgave for som tidligere befinder disse data sig langt inde i den forbudte zone, så Aloy bliver nødt til at begive sig herhen, skabe alliancer, nedkæmpe modstandere og i det hele taget lede efter steder, der potentielt kan huse det, hun har brug for.


Som coveret til spillet antyder, er det muligt at genkende dele fra vores verden - eksempelvis Las Vegas, eller som her San Francisco.

Dele af den verden som omgiver Aloy er som bekendt en vi kender fra vores samtid, blot i en meget anderledes udgave. Eksempelvis kommer vor heltinde (som måske kan ses på omslaget til spillet) forbi en overgroet Golden Gate bro i ruinerne af det der engang var San Fransisco, mens hun i en anden mission, hvis første del i øvrigt paradoksalt nok [Og her kommer en mindre spoiler] foregår i en enorm undersøisk verden, dybt under sandet i den ørken, der omgiver Las Vegas.

Kamp og fysiske puzzles
Spillet er et, der sætter nærkampe højt på dagsordenen. For at kunne gennemføre det, så kommer du i utallige slåskampe med såvel de førnævnte robotskabninger – nogle vanskeligere at nedkæmpe end andre - og med folk fra en række af de forskellige stammer, der bekriger hverandre i ’det forbudte vest’.

Som i lignende spil, bliver du nødt til undervejs at opgradere din figurs våben og udstyr, for tro da ikke, at du blot kan fortsætte ufortrødent fra det sidste spil med alle de kræfter, evner og isenkram, du sluttede med i forgængeren. Det er et paradoks i rigtigt mange af denne slags spil, men samtidig giver det også spilteknisk god mening, at der skal være en del udfordringer undervejs.


En af de ting, der peger i retning af science fiction (foruden de drabelige dyrelignende robotter) er de Cauldrons hvor du kan lære at hacke robotterne, så de kan benyttes som ridedyr.

Selv om det er sjovt at slås og finde nye måder til at overtage de robotdyr, du møder, så er der dele af spillet der i særdeleshed appellerede til undertegnede. Det var turene i de såkaldte ’Cauldrons’, som er nogle hemmelige, højteknologiske baser, som du skal infiltrere. Her skal du altid afslutte seancen med at slås mod en mini-boss, hvorefter du så får evnen til at ”låse op” for flere af robotterne, du så kan bruge som ride- /kampdyr senere hen.

En anden type af missioner, som anmelder fandt særligt interessante, var de såkaldte ”ruiner”, som du opdager på din vej gennem landskabet. Finder du en sådan ruin, så skal du løse en række særlige fysiske puzzles for at få adgang til den skat, der altid ligger bag den sidste låste dør. Skatten kan du som oftest se helt tydeligt (enten med det blotte øje, eller ved at benytte Aloys særlige ’radar’-lignende scanningsudstyr, der kan aktiveres med et enkelt knaptryk). Spørgsmålet er blot, hvordan du får fat i det?

Stenalder hi-tech
Der er noget herligt anakronistisk ved oplevelsen af at træde ind i Aloys verden. På den ene side lever hendes medmennesker i stammesamfund som i stenalderen, på den anden så omgives disse primitive samfund af chrom-polerede, højteknologiske robotter og tilgroede ruiner som vi godt kan genkende som resterne af den civilisation der omgiver os i 2022.

Der går nemt mange timer med at udforske denne nye del af Aloys verden, og undervejs får spilleren også serveret en ret kompleks men også genkendelig science-fiction-fortælling, hvor moralen – ja, du har nok gættet det – er at vi allesammen er med til at dødsdømme vores planet, hvis vi ikke opfører os ordentligt både overfor den og overfor hinanden.


Du skal kigge dig godt for, for måske giver omgivelserne dig ledetråde til hvordan du får klaret de fysiske puzzles, her kaldet "ruins".

Denne fiktive krig føles også lidt hul at kaste sig ind i, når nu virkelighedens krig brager løs i skrivende stund, men i spillet kan man jo trøstes med, at det kun er pixels og renderede 3d-figurer, der skal dø. Spillet er heldigvis ikke irriterende moraliserende og med en række uventede twists, og hovedfortællingen er da også et af de fremdriftselementer, der fungerer.

Ridser i lakken
Selv om Horizon II: Forbidden West er et ret så fantastisk sandkasse-eventyrspil, der både sætter klimakrisen i spil og hiver forskellige science fiction-troper frem fra godteposen, samtidig med at det udbygger og nuancerer den verden, som spillere af det første spil blev betaget af, så er der desværre også elementer i spillet, der kan forekomme frustrerende.

Det primære er nok, at spillet er endog meget dialogtungt. Selvfølgelig er de mange dialoger med såvel hoved- som bifigurer godt eksekveret, men det er svært ikke at få ondt af de dygtige stemmeskuespillere, idet man skipper den ene dialogscene efter den anden, fordi der ævles løs uden ende. Der er ganske enkelt for meget snak til at fastholde interessen, i al fald hos denne 51-årige gamer, der havde foretrukket at de mange dialoger kunne have været integreret i spillet på en mere elegant måde, så man ikke konstant fik kløe i den finger, der trykker ’skip’, idet figurerne begynder at tale med hverandre.


Snak snak snak - det vil ofte ingen ende tage. Til gengæld ender nogle af disse samtaler i valg. der får indflydelse på resten af eventyret.

Værre endnu er det måske, at der også gennem gennemspilningen blev oplevet få men også egentlige grafik- og kodefejl. Det skal i al retfærdighed siges, at det i løbet af de 25+ timer der blev brugt på at spille Horizon II kun skete ganske en håndfuld gange, men eksempelvis så oplevede undertegnede, idet Aloy skulle kæmpe med en mini-boss i en ’Cauldron’, at da spilfiguren døde, så re-spawnede vor heltinde udenfor selve banen, og man havde som spiller ingen mulighed for at returnere til det sted ,hvor kampen skulle stå. Ganske frustrerende. I tre andre tilfælde skete noget lignende under udforskningen af forskellige grotter og undersøiske huler – her var også den eneste løsning at genindlæse et savegame fra tidligere. Kapellet er helt med på, at et så omfattende spil som dette selvsagt kan byde på enkelte af disse sjældne fejl, og at fremtidige patches sikkert får rettet op på det, men irriterende var det nu alligevel.

Frem mod nye horisonter
Blot fordi undertegnede oplevede ovennævnte fejl i Horizon II: Forbidden West er det stadig et spil, der helt klart skal anbefales. Ikke kun for de der var fans af forgængeren, men nye spillere kan også sagtens starte hér. Det vil helt bestemt være en fordel at kende til det første spil i forhold til at få den større historie til at give mening, for der refereres jo åbenlyst tilbage til begivenheder fra tidligere, og Aloy støder også i dette nye spil ind i gamle kendinge fra de første to eventyr.


Der er meget at tage sig til i Horizon II - og var du en fan af det første er der ingen vej udenom to'eren.

Uden at afsløre for meget, så lægger spillets slutning også op til, at der er mere i vente. Det kan selvsagt godt forekomme lidt frustrerende, når man har brugt en masse timer på at klare et spil, så at blive konfronteret med at ondskaben måske ikke alligevel er bekæmpet, eller at der måske ligefrem er en ny trussel, der lurer lige rundt om hjørnet, men også det er en del af gamet. Helhedsoplevelsen var generelt virkelig god. Både lyden og grafikken på Playstation 5 er ustyrlig flot, men anmelder antager også, at der ud over meget hurtige load-tider ikke er den store forskel rent visuelt fra PS4 til PS5 versionen af spillet.

Får undertegnede ret i at der om en håndfuld år kommer et tredje Horizon-spil, så må man blot håbe på, at spildesignerne har læst Kapellets ord og ikke ved den lejlighed sætter sine stemmeskuespillere på så voldsomt et overarbejde, som de har gjort denne gang. Uanset om dette sker eller ej, så er Kapellet helt klar på endnu en tur til et nyt vildnis sammen med den ikoniske, slagkraftige og charmerende Aloy.

Forrige anmeldelse
« The Longest Road on Earth «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser