Da Kapellets spilglade anmelder hørte om The Longest Road on Earth lød selve pressemeddelelsen, som de ofte gør, ganske besnærende, for her skrives der: ”..denne titel fortæller hverdagshistorier som fokuserer på skønheden, der eksisterer i de trivielle aspekter i verden gennem fire ordløse kapitler. Betydningen bag hver af disse fortællinger er helt op til personlig fortolkning. Med minimal styring og uden muligheden for at fejle kan alle samle dette spil op og øjeblikkeligt blive fortabt i grafikken og de mere end tyve originale musiknumre, der er skabt til hver scene.” (redaktørens oversættelse).

I dette forum er vi altid interesserede i anderledes, syrede og bizarre videospil, men redaktøren fik godt nok sin tålmodighed sat på prøve da The Longest Road on Earth blev installeret og startet. Det er helt rigtigt, at spillet ikke indeholder dialog eller for den sags skyld ret meget spil. Det eneste spillet kræver af dig er, at du kan styre dine forskellige spilfigurer til højre eller til venstre på skærmen. Indimellem dukker der et ikon op, der betyder at du kan reagere ved at trykke på en vilkårlig tast. Gør du det, så sker der ofte noget.

Enten får du præsenteret et nærbillede af det objekt, som du er tæt på, da ikonet dukkede op, eller også betyder din interaktion, at spillet afslutter den aktuelle scene for så at gå videre til den næste.

Med retrofabeldyr på arbejde
Spilverdenen, der udfoldes, er en form for retrofabel. ’Fabel’, fordi de figurer, du følger på vej til og fra arbejdet, på deres job eller hjemme i privaten, alle har dyrehoveder til trods for at de samtidig er udstyret med menneskekrop. ’Retro’ bliver det ikke kun, fordi der benyttes en monokromt miljø (læs: sort/hvid med gråtoner – red.), men oplevelsen peger også mod en svunden tid gennem de miljøer, der skildres. Fabeldyrene lever tydeligvis i en verden, der minder allermest om 1950’erne, snarer end om den verden, der omgiver os i dag. Det er også rimeligt retro, idet grafikken helt bevidst minder om den, man kender fra gamle PC adventurespil eller for den sags skyld de spil, man kunne få til de computere, der dukkede op i anmelders barndom, eksempelvis Commodore 64 eller Spectrum ZX-48k.

Det er meget muligt, at det er muligt at finde folk, der har lovprist dette ’spil’ (faktisk har det vundet spilpriser), men priserne må være blevet uddelt med udgangspunkt i helhedsoplevelsen som The Longest Road on Earth formidler snarere end for sine narrative eller ludiske elementer.

Kald endelig undertegnede for en gammel, reaktionær gnavpot, men uanset hvad du har tænkt dig at kalde anmelder, så ændrer det næppe ved, at du bruger dine penge på en samling ganske fine indie-sange tilsat retropixels i gråtoner med kun meget lidt mulighed for at påvirke det, der sker på skærmen, så vil du med garanti føle dig lidt snydt.

Spillet koster i skrivende stund omkring 75 kroner, og det er altså ret dyrt for en titel, der udelukkende lader dig gå til højre og til venstre og lytte til musik, tilsat det faktum at den samlede oplevelse er overstået på lidt over en god times tid. Vel og mærke en halvanden time, der føles langt længere, end den reelt er. Hvis du er i tvivl om rigtigheden af ovenstående, så tjeck bare denne walkthrough ud. Det kan godt være at Kapellet kræver for meget af en spiltitel, men når man samtidig tænker på, hvor mange andre og langt mere fornøjelige titler, der findes til Switch’en, så virker dette altså ikke som den titel, der bør stå øverst på ens ønskeseddel.

Point for forsøg
Ja, det er anderledes. Ja, det er meditativt (hvis man ellers har tålmodighed til at lade sig rive med af stemningen). Ja, det er et Kickstarterprojekt, som viser at spil kan være mange ting. Ja, det er fint animeret og tænkt. Når alt dette så er sagt, så er det samtidig også et stykke software, der fremhæver form over dens indhold. Det går ikke Kapellets næse forbi, at dette selvsagt er et forsøg på at vise ’spilleren’, at der også kan findes skønhed i de små ting i livet og de begivenheder, man kan opleve på vej til sit arbejde, men ligefrem at kaste penge efter dette budskab forekommer lidt fjollet. Åbn dog øjnene i stedet!


Det kan godt være, at der er spilentusiaster derude, der godt kan bruge et afbræk fra de mange voldsfikserede actionspil, der blæser derudaf i et rasende tempo, men har man brug for lidt fordybelse, der samtidig også er både sjovt og underholdende, så kan man jo bare vælge et af de mange glimrende point-and-click retroeventyrspil (f.eks. Thimbleweed Park, Kathy Rain, osv.), der stadig kommer mange af eller for den sags skyld spil som Flower, Journey eller Inside, hvis du ønsker en slags meditativ spiloplevelse, der dog samtidig indbyder til reel interaktion og grafiske miljøer, der er en del mere visuelt og auditivt besnærende. Er det fordi, man ønsker et spil med en enkel styring, fordi man er motorisk udfordret, så da hellere se i retning af Jetpack Joyride, Flappy Birds eller Pac Man.

Smag og behag
Som du nok har gættet, er kapellets anmelder ikke just begejstret for The Longest Road on Earth. Lige som den lille drengs rolle i H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder peger vi og afslører, at hypen om The Longest Road on Earth primært er hype. Det var i al fald ikke et stykke software, som denne anmelder kommer til at starte igen.


Smag er jo meget forskelligt, og der vil sikkert være de, der kan blive fascineret af den fine musik der underbygger stemningen i de lange ’spil’-sekvenser, hvor der ret beset ikke sker noget som helst. For de spillere, der ikke kan få nok af at køre i metro og betragte passagererne, der sidder på bænken overfor eller gå på arbejde og kigge rundt på bygningerne i byen, så er dette bestemt en titel, man skal tjekke ud. Alle andre, der bare er glade for at spille spil, bør til gengæld springe denne titel over.