Det skal siges med det samme, spil som Arcadia Fallen hører normalt ikke den slags spil undertegnede bruger tid på. Selv om anmelder – takket være sin fremskredne alder – da trådte sine spilmæssige barnesko med tekstbaserede adventurespil (som eksempelvis Hobitten ) og senere peg-og-klik eventyr (som eksempelvis Day of the Tentacle ), så virkede traileren til Arcadia Fallen ikke just som et spil, der lokkede helt vildt.

Der var flere grunde til dette. Det skyldes måske især det noget statiske grafiske udtryk, som ved første øjekast mindede mest om retroagtige flashanimationer, og det gameplay som vises i traileren virkede ikke særligt udfordrende og fascinerende. Til gengæld bør man jo altid udfordre ens egne fordomme, så da de søde folk på PR Nordic spurgte, om ikke vi havde lyst til at anmelde dette danskproducerede spil. Derfor blev der takket ja herfra.

Spil eller intearktiv roman?
Indimellem kan ens fordomme blive gjort til skamme, og det skete også delvist i forhold til Arcadia Fallen, for selv om grafikken ganske som forventet ikke er synderlig imponerende (især ikke hvis man sammenligner med mere grafiktunge titler til Nintendo Switch som eksempelvis Zelda: Breath of the Wild eller Monster Hunter: Rise) så fungerer disse animé- og mangainspirerede tegninger af de mange figurer der er med til at forme historien faktisk overraskende godt. Det er heller ikke statiske illustrationer, for her gang figurerne ændrer deres følelser, så følger grafikken med. Det er ikke fuldt animeret, men samspillet mellem figurernes vekslende udtryk, og dialogen kom på sigt til at virke rigtigt fint.

Det samme kan faktisk siges om selve gameplayet, for til trods for at dette på den ene side består af en række udsagn, som spilleren kan vælge mellem i slutningen af spillets mange forskellige dialogsekvenser og på den anden at få forholdsvis simple puslespil til at gå op, var både historien og stemmeskuespillet så tilpas glimrende, at Arcadia Fallen faktisk blev gennemført. Undervejs blev undertegnede ligefrem grebet af fortællingen, intrigerne og opsat på at få klaret udfordringerne så godt som muligt. En samlet spilletid på omkring seks timer var også medvirkende til, at det var et overskueligt projekt. Til gengæld ville et spil som dette heller ikke kunne bære at vare meget længere, idet de interaktive elementer er så forholdsvis begrænsede, som de er. På den vis minder spillet mere om en slags interaktiv kortroman end et egentligt spil.

Magiske særlinge
Du starter spillet med at skabe din egen avatar, som du endda kan navngive. Fordi Kapellets spilanmelder mentalt aldrig har forladt børnehaven når denne mulighed opstår, fik spillets hovedperson et virkeligt tåbeligt navn, for det har alle dage været morsomt at opleve dette navn dukke op med jævne mellemrum under gennemspilningen. Ud over denne mulighed for at smågrine lidt fjoget, hver gang der var en figur, der brugte ens navn, så er der mulighed for at ændre både udseende, køn, mm. på ens spilfigur, før man går i gang.


Uanset, hvad du måtte vælge af navn, så spiller du en ung lærling udi alkymiens verden. I den verden, som du er en del af, har en længerevarende krig lagt stærke begrænsninger på magi og sat de her magiske evner under skrap overvågning. Der er en generel mistro til alt ,hvad der har med magi at gøre, noget som du selvfølgelig også kommer til at opleve på egen krop, idet historien udfolder sig.

En af tematikkerne i denne visuelle, interaktive (kort)roman er da også at fokusere på en samling protagonister, der stort set alle er forfulgt af systemet eller af de borgere, der bor i Anemone Valley, som er navnet på det sted, handlingen udfolder sig.

Trylledrik og romantik
Når du har fået fat i de ingredienser, som du skal bruge til at skabe en bestemt trylledrik, så bliver du præsenteret for en skærm med tre cirkler, der griber ind i hinanden. I disse cirkler skal du så indsætte forskellige symboler og rotere cirklerne enten med eller mod uret, så du forhåbentlig kan få midtercirklen til at ligne det billede, som er identisk med det, du skal bruge for at avancere i spillet. Det lyder måske forvirrende, men det er meget intuitivt at gå til, idet du begynder at spille.


En anden måde du kan interagere med spillet på er som nævnt gennem dialogerne. På den vis minder spillet meget om en slags virtuel roman eller en af de kendte ’vælg selv dit eget eventyr’-bøger, som du måske husker fra din barndom? (f.eks. Warlock of Firetop Mountain af Ian Livingstone – red.)

Den måde, du reagerer overfor de figurer, du møder, har selvsagt en indvirkning på den måde, de behandler dig på, og undervejs kan dine valg ligefrem føre til romancer mellem din spilfigur og enkelte karakterer, du møder på din vej. Det lykkedes i al fald Kapellets anmelder at komme så tæt på en af de øvrige spilfigurer, at de begyndte at kysse hinanden.

Har jeg klaret det?
Hvorvidt spillet ændrer sig drastisk afhængigt af de valg, der træffes, skal lade være usagt, for spillet er altså kun blevet gennemført en enkelt gang. Du kan sagtens springe i dialogsekvenserne, så du blot læser teksten, i stedet for at høre på de stykker dialog, som er ledsaget af indtalte stemmer. Dette er langt fra alle, men de mest vigtige fortællinger er blevet indspillet.

Da spillet er så dialogtungt, som det er, bliver dette på sigt noget, der gør at man nok ikke har mod på at gennemspille spillet igen, for at se om andre valg kan have en indvirkning på spillets udfald. I øvrigt så crashede spillet på Switch’en, da den sidste scene var slut. Der stod at der var opstået en fejl, og Kapellets anmelder blev bragt til Switch’ens menu. Dette gentog sig desværre, da spillet blev indlæst på ny, og det sidste savegame blev indlæst i håbet om, at man måske kunne se informationer om, hvordan man måske havde klaret sig. Forhåbentlig får udviklerne udsendt en patch, der gør, at dette ikke sker fremadrettet.

Nemt, men interessant
Spillet er dette til trods båret af en rigtig fin fantasyhistorie. Det som nævnt langt fra alle dialogsekvenser, som er blevet indtalt af stemmeskuespillere, men de vigtigste er, og som nævnt i indledningen, så er det lykkedes at finde både gode folk til at lægge stemme til de figurer, man møder, samt at få skabt en masse god dialog, som kan engagere spilleren.

Da Arcadia Fallen er et spil, der på den vis er drevet frem af handling og dialog, så ender oplevelsen også med at være tættere på den, som man har, når man læser en roman eller ser en miniserie. Derfor er det nok et spil, der primært vil appellere til de, der holder af fantasylitteratur og sekundært af at spille videospil. Sværhedsgraden er samtidig helt i den lave ende, for selv om det da kan være en udfordring at få skabt alle de forskellige trylledrikke, som man har opskrifter til i ens receptbog, så skal man være meget dårlig til at løse simple puzzles for at være ude af stand til at gennemføre Arcadia Fallen.

Arkadia Fallen er debuttitlen fra det danske spilfirma Galdra Studios, og det er en debut, de godt kan være stolte af. Selv om spillet er hurtigt gennemført, så får det alligevel skabt en fed om end generisk fantasyverden og en række glimrende figurer. Som det kan opleves i spillets trailer og i pressematerialet, har spildesignerne været meget fokuseret på at skabe et spil, der både var underholdende men som også samtidig inkorporerer den såkaldte ’woke’ mangfoldighedskultur som diskuteres meget i disse år. Det er meget sympatisk og kommer i denne anmelders optik ej heller til at blive en hemsko for spillet.

Indimellem kan det godt synes noget anstrengende når Hollywood, Disney eller andre selskaber i magfoldighedens, forskellighedens og den politiske korrektheds navn nærmest tvinger budskaber om tolerance ned i forskellige af deres narrativer i sådan en grad, at det indimellem synes at tage fokus væk fra fortællingen – så er det heldigvis ikke tilfældet i dette spil. Så er du frisk på en noget anderledes spiloplevelse, så prøv også at bryde dine fordomme og giv Arcadia Fallen et skud.