Thomas Boberg har skrevet en roman.

En roman.

Mig bekendt betyder det, at en historie udfolder sig, og at den historie har mestendels grundlag i det fiktive. Det, at forfatteren digter, og denne, forfatteren, har således mulighed for at etablere en kontrakt med læseren.

En kontrakt, der i al sin enkelhed går ud på at få læseren til at tro på det skrevne. Er det tillidsvækkende, er det autentisk? Troværdigt, med andre ord.

Det skriver jeg for at fremhæve, at denne roman har vist sig at skabe røre. Særligt på en lille ø. På Fejø, hvor forfatteren flyttede til med sin familie for at forsøge at starte tilværelsen på en frisk, med nærhed og tilstedevær i et mere afgrænset miljø.

Og her har vi et spændende felt, for der er flere mennesker på øen, som føler sig udstillet, og det er mange gange dét, der går igen i omtalen af romanen.

Af romanen.

For det er jo det, der er tale om. En roman, altså en kontrakt med læseren om, at det, der berettes er fiktion. Ganske vist tages der udgangspunkt i erfaret liv, i oplevelser, og det er vist ikke helt forkert at skrive, at Thomas Boberg her går tæt på. Og for nogle endda også over grænsen. Men det er alment kendt.

Tænk også gerne på Karl Ove Knausgård. På Tomas Espedal. Som også skaber stor kunst med skriften om det liv, de lever.

Ligesom Thomas Boberg her gør. For jeg finder netop, at der er tale om en stor roman. Et meget fint kunstværk, som netop lykkes med at omsætte erfaringer til skønlitteratur. Med al den formgivning og sproglig bevidsthed, som det kræver.

Vi lander i en beskrivelse af en familie bestående af Thomas, Rebecca og deres søn Hugo. De søger - lidt af forskellige grunde - til en lille ø.

De søger fred og frihed og et tættere liv sammen i nærheden af natur mere end kultur og København.

Øen, igen bestemt form, ligesom efternavne ikke har meget at gøre i romanen, viser sig at tage imod dem, og det samme kan man skrive om dens indbyggere. Nogle mere åbentsindede end andre, og alt er fryd og gammen. Ganske sådan, at jeg selv undervejs i læsningen tænkte, at det må være lykken at lande et sådant sted, hvor hjælpen er nær, og hvor fællesskabet synes at være en bærende kraft.

Der er de to traktorførende bønder, som søger at opdele øen imellem sig, og som lever meget af udenlandsk arbejdskraft, samtidig med at der er skolen, som stille og roligt går mod afgrunden, idet en lærerinde går lige lovlig hårdt til elever og forældre. Samtidig med at rygter spredes, og frugter rådner.

Fortælleren Thomas har sit at forholde sig til. Han kan vist ikke helt finde sig til rette, og han føler sig mere og mere kaldet af stranden og markerne, for der findes historiske sten at hjemtage. En frihed, han finder, men som han gang på gang afbrydes i, idet han betræder privat grund, og han ender i ‘problemer’.

Romanen her er en af de store udgivelser i 2024, vil jeg vove og påstå, og det er ikke udelukkende på grund af de debat, den kan vække. Bevares, det er også spændende at følge den, for ærligt talt er det vel et spørgsmål om kunstnerisk frihed. Hvor langt må man gå på som forfatter?

Jeg vil gerne fremhæve, at man som læser her sidder tilbage med et håndværk i stort format. Der er sprogligt overskud, stringens og flow i fortællingen. Der er forskellige tempi og nedslag i liv, der leves mellem mennesker, som undertiden går fejl af hinanden.

Og så er titlen meget velvalgt.

Insula.

Ø-boeren. Og området i hjernen, der kan føle smerte.

På mange måder en smuk smerte at gennemgå her.