Længe er den ventet.

Blandt fans. 

Og dem er der mange af i verden - af Karl Ove Knausgård.

Natskolen
Vi rejser til London - efter en indledning på godt hundrede sider, som jeg på mærkværdig vis føler mig opløftet af. Det er paradoksalt at skrive det. Lidt grænseoverskridende, faktisk. Al den stund den drejer sig om en familie, som næppe har haft en gennemgående sammenhængskraft, og som nu går i decideret opløsning. Med et tragisk afsæt. Jeg skal selvsagt ikke røbe for meget her, for jeg er båret af den overbevisning, at den gør sig bedst ubeskrevet her for læseren, for den har det velkendte for Knausgård: det nærgående portræt og det psykologiske indblik sammen med en stille og urovækkende fremadskridende i et hverdagsligt miljø.

Det er Kristian Hadeland, der sættes i scene som den egentlige hovedperson.

En person, som den skarpe læser vil kunne genkende - mest af navn - for han har optrådt meget sporadisk i de forudgående bind, i al fald i Morgenstjernen og i Det tredje rige, roman et og tre i denne serie, som begynder virkelig at sætte sig som en af de helt store oplevelser for mig.

Kristian Hadeland.

Ham, der ikke kan dø. Ham, som uforvarende ender med at (for)følger efter Kathrine, præsten.

Ham, som bor tæt på pigen, som får anfald.

Der er noget mystisk over ham, noget ganske urovækkende, og det er netop dét, der vækkes til live i Natskolen, dette fjerde bind i en serie, som i mine øjne meget gerne må folde sig ud til en lang, lang serie, for Knausgård har virkelig fat i noget her.

Det er, som om dyreriget rykker tættere og tættere på og får mere og mere at gøre i vores verden, samtidig med at den, som vi kender den, falder mere og mere fra hinanden. Jeg mærker, hvordan denne uhygge rykker tættere og tættere på for hvert bind.

Dette er ikke nogen undtagelse, og her er der skikkelser, som træder tydeligere frem foran andre. Der er selvsagt Kristian Hadeland, som vælger at forankre sig yderligere i det London, han - viser det sig - er flyttet til nogen tid inden den omtalte familiesammenkomst i Norge, og som han nu fokuserer endnu mere ihærdigt på at lande i - som kunstner. Han er fotograf, og han er kommet ind på en velrenommeret kunstskole, hvor han vil frem, også hurtigere end mange andre, og det får følger, for han er en dedikeret kunstner, som gerne krydser grænser.

En sådan krydser han en aften på en cykel, for han har et særligt motiv for øje til en særlig serie, og det kræver noget. Mere skal jeg ikke sige.

Andet end at det har med en kat at gøre. Noget, der forfølger ham romanen igennem.

Noget andet, der også ender med at hjemsøge ham, er en situation, som kan vokse i proportioner, noget sket, og som vækker mindelser om Forbrydelse og straf af Fjodor Dostojevskij. En roman, som Syvert i Ulvene fra Evighedens Skov også på sin måde støder på.

Alt er forbundet … Ser det ud til.

Det er Hans og Vivian, jeg peger på som skikkelser, der trækker en i forvejen temmelig mørk-orienteret Kristian i direkte retning af det sorte, det sataniske, og kræfter synes at blive vakt.

Vi er skudt tilbage i midten af 1980’erne, hvor Tjernobyl spøger, ganske som i Ulvene fra Evighedens Skov. Kristian er en ung mand, der forsøger at finde sig selv, og han har lidt vanskeligt ved det, for han kommer for skade at bringe sig i penible situationer, som skaber virak og problematikker, han gerne vil have været foruden. Det, jeg peger på, er ‘mødet’ med en hjemløs, som så gerne vil have hans lighter. Det vækker en vrede i Kristian. En vrede, der er uforholdsmæssig, og som viser sig som en sort substans i hans indre flere gange i løbet af romanen.

En roman, som jeg anser for at være en af de bedste af Knausgård. Især i denne serie. Den står som en solid støbning udgjort af et sprogligt overskud med sætninger, som fejer i min bevidsthed og gør alt soleklart: Dette er skrivekunst og indgående portrættering.

Det hverdagslige, som hæves til højder og abstraktioner.

Det er eminent.