Karl Ove Knausgård har gang i noget stort.

Ikke blot er det et romanprojekt, der strækker sig over flere bind, efter sigende fem, men samtidig er det for mig at se en fornyende form for fiktion.

Det er almen kendt, at Karl Ove Knausgård excellerer i det indgående, nærgående og nuanceret portræt af levet liv, fastholdt i en person, som han så indlever sig omfangsrigt i. Det kender vi særligt fra Min Kamp , hvor han anvendte sig eget liv som legeplads for fiktionen. Vi kender det ligeledes fra Ude af verden, hans debut, hvor han installerer et for mig uhørt stort nærvær i skrift og handling.

I Ulvene fra Evighedens Skov, som er bind to i denne serie, mindes jeg, at Syvert, som vi også møder i Det tredje rige, ad flere omgange bliver anbefalet at læse Forbrydelse og straf, og jeg forstår hvorfor.

Jeg har lige netop for få dage siden færdiggjort den, idet jeg tænkte, at jeg ville tage anbefalingen op – måske udgør den en nøgle til forståelse af værket her. Og jeg forstår.

Denne introspektion. Denne uendelige indgang til det menneskelige sjæleliv. Der er forbindelser.

Før det læste jeg Dracula af Bram Stoker, og jeg finder flere forbindelser til den også – særligt denne flerstemmighed.

Da Fjodor Dostojevskij skrev Forbrydelse og straf, var man ikke bleg for at rubricere den som en gevinst for skønlitteraturen. Den fornyede romanformen, satte genren mere fri. Takket være hans introspektion, sådan helt dybt ind i Rodion Raskolnikov.

En lignende modus finder jeg hos Karl Ove Knausgård, som vitterligt demonstrerer, at man i skønlitteraturen som fortæller forlenes med muligheden for at gå dybt, helt ind i sjælelivet. Tove, hustru til Arne, er et glimrende eksempel på det. Her bevæger vi os ind i mørket, i dybet af bevidstheden, hvor en efterhånden mere og mere insisterende stemme sætter sig og forskubber hendes virkelighedssans.

Man fornemmer helt enkelt, at en psykose er i færd med at folde sig ud.

Ligeledes kommer vi ganske tæt ind på livet af Line, som forelsker sig i Valdemar, denne mystiske person, som tiltrækkes af den nazistiske verden, i al fald forståelsen af renhed, enhed og det ariske. Han emmer af et mørke, der kan fascinere.

Syvert, som vi stiftede ganske indgående bekendtskab med i Ulvene fra Evighedens Skov, dukker ligeledes op her. Og han har et problem, idet han som bedemand ikke har meget at lave. Hans forretning undergraves af det faktum, at dødsfald i Norge pludselig ikke finder sted.

Kan det skyldes den nye stjerne på himlen?

Det tredje rige har en opsamlende modus. En forbindende karakter. Her er vi tilbage i den tid, vi også stod i i Morgenstjernen; her møder vi et andet syn på en situation opstået. Eksemplificeret af Gaute, som ser på den situation, Kathrine, hans hustru, befandt sig i, og sådan vendes tingene om og skaber fornyet perspektiv.

Læseren installeres som en art flue, eller, om man vil, medskaber, Gud, måske, i værket, og det er besættende.

Karl Ove Knausgård skriver overlegent godt.

Den rytme, der er i sætningerne. Den schwung og autenticitet, der summer i dialogerne, rammer, rammer rent, og jeg oplever som læser den ekstase, som kun ren og frigjort kunst kan etablere; denne ophøjede følelse, hvor kroppen afmonteres, og jeg letter, svæver. Hvor er det godt.

Og hvor er der længe til næste bind!