Den selvstændige efterfølger til Morgenstjernen er landet.

Den lander tungt, de mange sider taget i betragtning, og sammenhængen med forgængeren, etteren i serien, er ikke sådan lige at få øje på.

Karl Ove Knausgård har gang i et projekt, der er fiktivt funderet, og bind II er netop udkommet. Denne gang struktureret om færre fortællere og fastholdt over flere sider på samme person - det klæder romanen, synes jeg. Det skaber i al fald et dybere indblik i en tid, i nogle karakterer, og det giver mig et autentisk billede af en tilværelse til forskellige tider i et fiktivt rum, jeg virkelig kan se for mig, og som finder realistisk funderet.

Ulvene i evighedens skov tager sin begyndelse i Norge i 1977, hvor Helge er den første fortæller, og han beretter hemmelighedsfuldt for læseren, at han bevidnede et trafikuheld, som fik en tragisk udgang, men som han ikke har indviet andre i. Læseren er med på en kigger, og det er engagerende. Bum.

Næste stop er Syvert Løyning, der har installeret sig hos sin mor og sin bror, efter at han har overstået sin værnepligt. Han er tilbage en tid i barndommens bolig, og han bliver bestormet af minder og trukket ud i en garage af ren og pludselig opstået interesse for de ejendele, hans far efterlod, da han forsvandt. Der er breve skrevet på russisk, og der er andre sager, der vækker interesse hos den unge dreng, der med sine godt tyve år skal finde sine ben at stå på i livet. Han har en lillebror, som udviser utrolig viden, og han har en mor, der skranter. Ham følger vi over flere hundrede sider, og det er dybt betagende at være med så tæt på. Der er indre syn for alle pengene, og det er så ganske troværdigt bygget op.

Derfra rejser vi til Rusland, hvor vi møder Alevtina. Hun har afløst en anden russisk fortæller, der er ude for en grum skæbne, og hun er næste større stop på vejen. Hun er biolog, og hun ved et og andet om evolution. Meget brugbart for læseren her!

Alevtina skal vi følge over mange sider, og hun er indgangsvinklen til det værk, en af hendes veninder er i færd med at skrive, og som romanen henter sin titel fra. Dette værk i værket optræder i sidste halvdel af romanen, og det er spækket med betydning og lærde passager, som jeg slubrer i mig. Det er særligt filosoffen Nikolaj Fedorov, der fylder her; mere specifikt hans idé om, at det var muligt at genoplive alle mennesker, der nogensinde har levet. Det er reelt, det er fakta, og det er behandlet i en fiktiv ramme - interessant.

Romanen her er i min optik et unikum. Den er så suggestiv stimulerende og en kraftpræstation af de større - struktureret skarpt og fængende og en bedrift for romangenren. Ja, det er de helt store termer, jeg slår op.

Ulvene fra Evighedens Skov er - skal jeg sige - ikke en roman, der glimrer ved at være perfekt og afrundet. Den er på den måde ufuldstændig, hvilket demonstreres af bogens fortællere, der ikke lykkes med at ‘komme i mål’, hvilket i sidste ende kan frustrere læsere af romanen. Dog ikke mig, for det er en kvalitet, synes jeg, at delene ikke går op. Det minder vel om, ja, det liv, vi lever, og der er - lad mig slå det fast - reel risiko for, at man som læser sidder tilbage med en mulig tomhedsfølelse, der kommer af at have besøgt denne verden og fluks blive afmonteret igen, når sidste side er vendt, uden at man af den grund ved fuldstændig besked om, hvad der er op og ned. Hvad er meningen? Det er netop romanens undersøgelsesrum, en modus, Karl Ove Knausgård har gjort til sin foretrukne måde at skrive på. Undersøgende. Sansende. Spørgende. Tænk også her på Min Kamp.

Man ved vel, at en bog er god, når opvasken i huset støt vokser, og børnenes tøj bliver genbrugt snarere end vasket, og således har jeg slugt denne roman råt og fuld af fascination, for hvor kan denne mand dog skrive. Så udsøgt præcist og billedligt forførende. Selv sætninger, der ikke burde fungere, idet subjektet undertiden mangler.

Jeg må nu tilbage til tøjvask og praktiske perspektiver - livet i den virkelighed, jeg bebor.

Hvor Morgenstjernen havde et konkret symbol at hænge tematikken op på, er det anderledes her. Hvor Morgenstjernen viste sig på himlen og fik ondskaben til at flyde mærkeligt direkte hos mennesker, der betragtede stjernen, har Ulvene i evighedens skov et andet, mere underlæggende og dystert spor. Spørgsmålet om evigt liv.

Begge bøger handler overordnet set om livets store spørgsmål. Hvad er livet? Hvad er døden? Hvorfor indtræffer den? Kan man leve evigt?