Klassikeren her har fået nyt udseende.

Og endnu en grund føjes til, når det kommer til det faktisk også at læse den. For er det ikke oftest sådan, at dette værk, som er delt i to bind, står sammen med Krig og Fred i reolen som gruppen af klassikere, man bør læse, men som man ikke lige i en snæver vending og i en tid med mange notifikationer får fordybet sig i?

Måske.

Jeg kan på det kraftigste anbefale at sætte sig med dette værk, og at man sætter sig med ro og tid for øje, al den stund at værket kræver en årvågen læser. En læser, som giver sig tid.

Ganske enkelt.

Vendingerne er mange gange ikke lige til at fange, og sætningerne er undertiden lange, og dialog er der netop ikke meget af, men sværere er det heller ikke. Der er substans. Der er dybe. Og der er noget på spil.

Særligt for Hans Castorp, som træder frem i fortællingen som en egentlig hovedperson. En karakter, som kastes hovedkulds ind i fortællingen, og som undervejs må sande, at han mister sig selv.

For så vidt skulle han egentlig blot besøge sin fætter Joachim, som er indlagt som en af de mange tuberkuløse personer, som vandrer hvileløst rundt og mister fornemmelsen for tid og sted. Noget, der også sker for Hans Castorp.

Helt centralt står for mig den situation, hvor Hans Castorp mister sig selv i landskabet, hvor sneen pludselig slår ind over bjerget, og hvor retningen, han bør bevæge sig, forsvinder for hans øjne. Alt, han kan, er at vente, vente og afvente, mens tiden går, og den smuldrer, i al fald fornemmelsen for den, mens han venter og fryser og trækkes længere og længere ind i sig selv.

Døden er et meget centralt anliggende. Et decideret tema. Undervejs bortgår mange personer af tuberkulose. Nogle af selvmord, og der er i særdeleshed to, som omgiver sig meget med døden. Det drejer sig om Settembrini og Naphta. De kan ikke få nok af døden som metafysisk forhold, og det drager også Hans Castorp. Det får i sidste ende Hans Castorp til selv at søge den mulige død, idet han drager i krig, for han har snart ikke meget af miste.

Dette er værket, der holder.

En udødelig roman. En roman, som aldrig går af mode, og særligt ikke nu, hvor tiden synes at løbe ganske hurtigt for mange.

Her er muligheden for at stoppe op og trække tiden til sig, erfare, at den er subjektiv, og at vi kan forme vores tilværelse efter erfaringen, at tid er det, vi har.