Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Vølvens vej: Ormehavet / Anne-Marie Vedsø Olesen / 400 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 9788727114767
Anmeldt 11/10 2024, 18:38 af Birgitte Amalie Thorn

Lidt af en rejseroman


Lidt af en rejseroman

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ormehavet er fjerde bind ud af fem i Anne-Marie Vedsø Olesens prisbelønnede fantasyserie om vølven Snehild. Som i de forudgående bind er handlingen i Ormehavet bygget op omkring to hovedspor: Snehild rejser ud i verden og lærer sine vølveevner bedre at kende, mens magtkampene hjemme i kongeriget Sialand fortsætter.

Hver roman er bundet op på en myte fra den nordiske mytologi, som varsler ragnaroks komme. Som titlen Ormehavet antyder, er det denne gang myten om indfangningen af Midgårdsormen.

Her i fjerde bind spidser situationen til. Både vejret og naturen er i oprør. Snehild, der er fordrevet fra Himlinge, rejser ud for at finde sin mor, men hendes far spøger i kulissen. Hjemme i Sialand fortsætter røverdronningen Berghild sin ensomme kamp for at hævne drabet på sin elskede. Samtidig trækker det op til politisk magtkamp mellem Berghild og kong Roald. Her anes samtidig en potentiel kærlighedstrekant i seriens sidste bind, for Roald har eller har haft stærke følelser for begge kvinder.

Romanen kredser om en række klassiske fantasy-tematikker. En af dem er magtens ensomhed. Det kommer for eksempel til udtryk ved Snehild og Roald, der begge inderst inde savner kærligheden. En anden tematik er spørgsmålet om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Som serien skrider frem, bliver dét spørgsmål sværere at svare på. I Ormehavet føler Snehild for eksempel større sympati for Loke end for aserne.

En tredje tematik er, om et menneske selv er herre over sin skæbne. Den altid selvsikre Snehild gentager stædigt for sig selv, at hun ”ejer sin skæbne”. Men som Ragnarok rykker nærmere, gnaver tvivlen. For måske er også hun (vølvekræfter eller ej) blot er en brik i et større og allerede fastlagt spil?

Dette bind savner et tydeligt klimaks, i hvert fald i sporet om Sialands magtkampe, som i min optik er seriens mest vellykkede handlingsspor. Bogen er også præget af, at mange af de centrale personer er ude på rejse. Denne pendulering fra A til B giver til tider lidt ’banegårdsfornemmelser’ og trækker spænding ud af romanen. Men spændende bliver det, at læse seriens sidste bind!


Forrige anmeldelse
« Lungeflydeprøven «
Næste anmeldelse
» Jeg har tænk mig at skrige hel... »


Flere prosaanmeldelser