Vi er smidt direkte ind i Sachsen i 1681, hvor en 15-årig Anna Voigt er på anklagebænken. Hun har født et barn.

Det har hun dræbt, og hun må bøde for det. Med sit liv.

Eller må hun nu også det? Spørgsmålet runger, og hendes forældre er ikke sene til at gå til værks for i det mindste at forsøge at sikre hende en rigtig rettergang, inden for datidens rammer.

Det samme kan siges om den purunge Christian Thomasius og lægen Johannes Schreyer, som gør deres til at kaste behørigt lys over sagen her.

Sidstnævnte er manden, der står bag den såkaldte lungeflydeprøve, som romanen her, en historisk en af slagsen, læner sig ganske trygt op af.

Prøven viser sig som en test, der påviste, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke til bunds. Em lunge, der har haft luft i sig, vil flyde.

Så på denne vis er det såre simpelt. Det er vel blot at prøve det af, og så har man svaret.

Eller er Anna Voigt dømt på forhånd?

Det er der velsagtens røster, der retter sig omkring?

Det er lige nøjagtigt det spændingsfelt, vi som læsere er kastet direkte ind i. Og det går ikke stille for sig, for der er drama for alle pengene. Det, der dog også er, er en rolig penneføring, hvor forfatteren gør sig umage med at sikre en rolig fremdrift, hvor der netop dvæles ved detaljen og de enkelte karakterer, som bærer historien frem.

Det er så ganske tydeligt, at forfatteren, Tore Renberg, har gjort sig umage med at lægge sig op ad historien, og derfor er den til tider i mine øjne også lidt træg i det, for der er visselig mange kilder at tage højde for, og det er en balancegang også at få en fortælling til at flyde – undskyld mig udtrykket. Jeg trækker luft. Men jeg lader også en rytme og et sus strømme igennem mig, for sproget er ganske inspirerende, og fortællingen fanger mig.

Sproget har en egen musikalitet over sig, og det synger for mine ører.

Alene af den grund vil jeg meget gerne anbefale læsningen af denne roman. Den har gjort indtryk. Dertil kommer, at der er noget af et drama at indleve sig i. I de bedste situationer og scener vil jeg kunne pege på Hilary Mantels Wolf Hall, som også har en dramatisk nerve og et indgående blik på de karakterer, der bærer historien frem.

Det er i og for sig summen af denne roman: nerven. Karaktererne, som kredses om. Det er Tore Renbergs store bedrift: at få karaktererne til at træde så levende og psykologisk autentisk frem fra siderne.

Beskrivelserne af dem har i al fald sat sig hos mig.