En af de mange klichéer, når man beskæftiger sig med litteratur er at ”forfattere skriver om det de kender”. Mange forfattere benytter selvsagt deres egen verden, omgangskreds og det de oplever som inspiration, mens andre skaber litteratur med et langt mere direkte udgangspunkt i ens eget liv. ´Nøgleroman´ er betegnelsen for den sidstnævnte type af bøger. Bøger hvor det kan være ganske vanskeligt at skelne en nøgtern reportage fra dagligdagen fra fiktionen.

I et ret så pinligt tv-øjeblik for år tilbage, blev Brett Easton Ellis interviewet af en DR journalist, der helt tydeligvis ikke havde læst mere end starten af Lunar Park, for forfatteren havde meget svært ved at tage spørgsmål som ”Hvor tæt er bogen på din egen virkelighed og dig selv” seriøst, når romanen, der godt nok havde en hovedperson der var forfatter og tilfældigvis hed Brett Easton Ellis, men som mod bogens slutning måtte redde sin familie fra bl.a. tøjdyr der blev levende.

Jenny Rossanders debutroman virker, uden at kende hende personligt, langt mere som en egentlig nøgleroman, for den går en del tættere på virkelige hændelser end Easton Ellis´ roman. For den navnløse kvindelige hovedperson i bogen bliver lige som Jenny selv hyret af et teater til at lave musik til først en, senere to forestillinger.

I romanen er den første forestilling den græske tragedie Elektra. Ved en hurtig søgning på internettet kan man hurtigt finde ud af at virkelighedens Rossander skrev musik til og medvirkede i forestillingen Orestien på Århus teater tilbage i 2019. Den anden forestilling som nævnes i romanen er Tine af Herman Bang, men her synes der ikke at være ændret ret meget, for Rossander var netop med i denne forestilling på Aalborg teater i 2022.

Når man ved dette, er det heller ikke vanskeligt at finde ud af hvem instruktøren er, selv om han i romanen udelukkende omtales som ”instruktøren”. Faktisk optræder alle personerne i bogen blot som enten deres arbejde eller med det navn som deres figur i stykkerne har. Selv om det måske kan virke lidt kunstigt, så betyder det overordnet intet for oplevelsen af det drama som udspiller sig.

Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er den dramatiske titel på debutromanen. Hovedpersonen føler at hun er blevet smidt ud på meget dybt vand, hun er jo musiker og har efter eget udsagn kun været i teatret så mange gange at det kan tælles på en hånd. Til gengæld fascineres hun også hurtigt af det hektiske liv på teatret og ikke mindst af den karismatiske instruktør. Disse oplevelser har resulteret i en roman der både er utrolig personlig og hvis hovedfokus undervejs bliver det forhold som vores hovedperson indleder med netop instruktøren af forestillingerne.

Bogen er skrevet i tredjeperson, men indimellem dukker der også en jeg-fortæller op, der meta-agtigt kommenterer på de ting vores ”hun” oplever. I den sidste del af bogen synes disse to positioner dog at opløses en smule. Det er et kunstgreb der i den grad virker, for det skal nemlig vise sig at det kærlighedsforhold som opstår mellem hovedpersonen og instruktøren sigt bliver meget vanskeligt at være i for vores unge musiker.

Selvfølgelig - tør man næsten sige - er manden gift, selvfølgelig har han børn, selvfølgelig har han ikke i sinde at fortælle sin hustru om sit sidespring. En historie som mange af os sikkert har hørt eller oplevet masser af gange før, en historie der er blevet fortalt og genfortalt i en lang række fortællinger og medierformer. Det helt særlige ved Rossanders roman er til dog at prosaen ender med at være så hudløst ærlig. Forfatteren udstiller sig selv – eller rettere hendes alter ego - som én der har en masse fejl, er udfordret på selvværdet og har enormt svært ved at finde ud af hvordan hun skal navigere rundt i denne umulige situation.

Man kunne muligvis godt tro, at en roman som denne i disse #metoo-tider blev endnu en ganske ensidig feministisk anklage mod magtmænd, der i kraft af deres position atter engang kan se deres snit til at udnytte kvinden i forholdet, men en af de rigtigt mange fine ting ved romanen er, at den faktisk også får tegnet et ganske nuanceret billede af instruktøren, der udadtil måske beundres af folkene på teatret men som i privaten både er grådlabil og nærmest synes at virke lige så frustreret over hvor svært det er at få lov til at elske det andet menneske man er helt forgabt i. Det som meget nemt kunne have endt som en banal dæmonisering af manden fra en vraget ekskæreste, ender et helt andet sted, hvilket anmelder finder ustyrligt sympatisk.

Alle der har været bag kulisserne på et teater vil vide at de beskrivelser der forekommer i bogen af det daglige arbejde og alle de mange scenefolk, teknikere, medspillere og andet personale der er en del af maskineriet er uhyre præcist gengivet. På samme måde er de mange beskrivelser af vores hovedpersons sindstilstande, der konstant er påvirket af at være havnet i dette vanskelige kærlighedforhold, skildret på en måde der gør at det bliver meget nemt at sætte sig i hendes sted.

Grunden til at det er Sir John Everett Millais billede af Ofelias død, der pryder forsiden, er nok en reference til at en af de teaterstykker som hovedpersonen fortæller os hun har set er Hamlet, men forsiden er nok primært en kommentar til de de dystre, selvdestruktive tanker der opstår i takt med at forholdet til instruktøren bliver mere og mere ubærligt for hende. Så ondt gør det, at hun rent faktisk overvejer at skade sig selv.

Selv om det lyder som en vanskelig roman, er Kapellets råd at du bare skal skynde dig ned i den nærmeste boghandel og selv får læst bogen. Det kan godt være at bogens hovedperson tvivler på sin egen rolle i forhold til sit ´nye´ job på teatret og selv om hun får at vide fra instruktøren at det også er hendes forestilling, så tvivler hun i bogen på hans ord. Lad os derfor helt anakronistisk gense en promo-trailer fra virkelighedens opsætning af Orstien.) og bagefter kan du - kære læser - vurdere om den forestilling vitterligt ville have været den samme uden Lydmor? På samme måde kan romanen heller ikke undvære Jenny Rossander, der i min optik skriver som en drøm – ikke en særlig rar af slagsen, men med stort mod og en evne til at turde vende blikket indad og vise både de grimmeste sider af sig selv og ikke mindst blotlægge noget utroligt sårbart med så fint et ordvalg at det er vanskeligt ikke at læse bogen på én gang.

I en eller anden tidlig anmeldelse for bogen som ikke skal linkes til hér, blev der skrevet ”..er dog lidt lang..” - hvilket Kapellet stiller sig helt uforstående for. Den er lang, netop fordi det kan tage rum tid at komme ud af et kompliceret forhold til et andet menneske som man virkelig elsker. Derfor skal det også føles langt og smertefuldt. Dette ændrer til gengæld ikke på, at det er en virkelig god bog.

Man kan spekulere i om bogen er skrevet som en form for kartarsis, eller også – hvilket i den grad må respekteres – som en roman der til allersidst kommer med et ganske konkret tip til hvordan andre der måske er endt i et lignende forhold potentielt kan finde en vej ud. Ærlighed spiller en væsentlig del af bogen, både i forhold til at forfatteren synes af forsøge at gengive de mange forskellige følelser, samtaler og situationer som var forbundet med forholdet til den gifte mand, men måske især det problematiske i, at han ikke syntes han kunne være ærlig overfor sin hustru.

Kapellet har i al fald kun positive ting at sige om denne bog. Det er muligvis ikke mange der kan relatere direkte til det pres der kan være forbundet med at arbejde på et teater, til gengæld kender mange af os til både det at starte på nyt job og den usikkerhed der er forbundet med det. Desuden er der nok også mange der har prøvet at indlede et forhold til et andet menneske, der ikke har været helt ærlig omkring sine intentioner. Resultatet er i al fald en modig, vedkommende og ikke mindst meget velskrevet nøgleroman.