Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen vandt DR Romanprisen for Snehild, der er første bind i serien Vølvens vej, som er dansk fantasy inspireret af nordisk mytologi. Nu er hun aktuel med andet bind, Misteltenen. Da jeg først har fået fingre i begge bind nu, dækker denne anmeldelse dem begge.

Omdrejningspunktet i serien er den nordiske mytologi og mere konkret vølven Snehilds rolle i de magtkampe, der udspiller sig i det fiktive kongerige Sialand (der lyder påfaldende meget som Sjælland). Snehild bliver født under mystiske omstændigheder af en enlig mor og vokser op i kongebyen Himlinge.

Snehilds ærkerival er den intrigante ypperstepræstinde Ragnfrid, hvis jalousi i første bind driver Snehild ud på en rejse til jætternes land. Her lærer hun sine spirende vølvekræfter at kende og bliver kvinde. I andet bind kaster Ragnfrid en runeforbandelse over Snehild, der igen må drage ud. Denne gang går den farefulde rejse til dødsriget Helheim, hvor målet er at lære runemagien at kende.

Snehild er en stærk kvinde, der ikke er bange for at række ud efter hverken mænd eller magt. Særligt i Misteltenen bliver det et tema, at hun i sin bestræbelse på at bekæmpe ondskab med sine vølvekræfter skal passe på ikke selv at blive ond. Og faktisk har jeg som læser den udfordring, at jeg slet ikke kan lide hovedpersonen. Jeg forstår sjældent hendes valg, ligesom jeg savner noget menneskelighed over hende. Snehild har ganske vist vølveevner, men hun er lige lovlig æterisk. Der mangler noget menneskelig varme og noget relaterbar tvivl på egne evner.

Til gengæld har serien et helt galleri af interessante bipersoner. Takket være den skiftende synsvinkel får vi flere gange adgang til deres tanker og følelser. De har hver især deres fejl og mangler. Én er eksempelvis pædofil, mens en anden kæmper med at forlige sig med sin kvindelighed. Når det kommer til karakterskildring, ligger seriens store styrke altså i bipersonerne og i det omfattende persongalleri generelt.

Det er ikke uden grund, at serien er blevet kaldt ”en nordisk Game of Thrones” af Troldspejlet. Spillet om magten – og det, du gør med den magt – er et af seriens store og universelle temaer. Det er efter min mening også mere interessant end det tidstypiske feminismetema, der også er i bøgerne. Fokusset på magt og ansvar understøttes af, at personerne sjældent er entydigt gode eller onde, men ofte begge dele. Som læser får du indblik i, hvordan forskellige personer og fløje pønser på at tage magten over Sialand, og du får faktisk sympati med de fleste af dem. Men magten er som bekendt svær at dele.

Vølvens vej markedsføres som fantasy for voksne, og der er da også enkelte grumme elementer såsom voldtægt af børn og selvmord. Samtidig er sproget tilstræbt lyrisk og oldnordisk i stilen, især i Snehilds vølvesyner. Men teenagelæsere kan nu godt være med.

Et basiskendskab til den nordiske mytologi vil nok være godt. Ikke fordi du ikke kan forstå serien uden, men fordi du får større nydelse ud af den, hvis du fanger referencerne. For eksempel er hver bog i serien bygget op omkring en central myte i den nordiske mytologi. Mens Snehild er struktureret omkring bygningen af muren omkring Asgård, er Misteltenen inspireret af Balders død.

I takt med at Snehilds kræfter vokser, nærmer ragnarok – verdens undergang – sig også. Det bliver spændende at følge i serien, ikke mindst at se hvordan Vedsø Olesen vil twiste en undergangsmytologi til den happy end, som fantasygenren traditionelt kræver.