Et udbrud har fundet sted.

Har vi hørt om det før?

Spørgsmålet er, hvordan man forholder sig til det i samfundet, blandt myndigheder, for det er ikke den pandemi, vi fra nutidens perspektiv kender så godt.

Orhan Pamuk har med Pestnætter henlagt den til et tidspunkt omkring 1900, nærmere bestemt 1901, hvor et skib en ganske mørk nat lægger til på øen Mingheria mellem Kreta og Cypern.

Bonkowski, kemiker, og doktor Ilias kommer op fra båden med et for øje: at stoppe et pestudbrud.

Det lyder ligetil.

Men … guvernør Sami Pasa er en kilde til frustration, idet han hårdnakket påstår, at der på øen ingen sygdom er, og at alt er fryd og gammen. Det bliver vanskeligt for de to detektiviske karakterer at optrevle øens intrikate system, idet konflikter følger i kølvandet på deres gøren og laden.

De er dog nødsaget til at iværksætte visse perspektiver. Der er fraktioner. Dem, der støtter karantænen, mens andre bliver ved med at benægte sygdommens eksistens.

Kender vi til det?

Orhan Pamuk lykkes atter med at skabe en fortælling med det konkrete i centrum, som så i løbet af handlingen rækker videre ud mod et politisk rum, som kan få betydning for det store magtmæssige puslespil.

Det fungerer igen meget godt at skabe rum for en diskussion om eller en undersøgelse, som det snarere er, af, hvad en forståelse af en given situation kan tilvejebringe af splid mellem mennesker.

Det fine her er, at Orhan Pamuk tager udgangspunkt i en historisk begivenhed, som så kan række frem mod vores nutid og kaste et mere bredspektret lys på vores tid.

Denne roman kalder i al fald på refleksion og på at se sin samtid i et større perspektiv, og det er vel egentlig særligt kendetegnende for romangenren, vil jeg mene.