Nobelprisen i litteratur har han allerede hjemtaget. Læsere har han særdeles mange af. Hans bøger er som D-vitamin en vinterdag, det mærkes, når sætningerne skinner, når de summer og sender impulser rundt i kroppen, vækker tanker og idéer til live. D-vitamin er som bekendt afgørende for stærke knogler, og det optages bedst gennem ophold i solen. At læse Orhan Pamuks værker er mere end blot læsning: Det er fordybelse, det er ophold i sætningernes sol, fortællingens varme, og det er livgivende, sådan har jeg det ærligt talt. Jeg prøver at relatere dette perspektiv til Orhan Pamuks forfatterskab, der gang på gang bliver åbnet op – tak til Gyldendal – for nu er hans debutroman ude på dansk: Hr. Cevdet og hans sønner. Nu er der nye D-vitaminer på gaden, og du vokser i styrke, knoglerne bliver endda mere robuste, for det er flyttende, bevægende læsning, sådan er det!

Denne roman udkom for første gang i 1982, længe før han blev kendt i Europa, og Pamuk har da også fremhævet, at denne bog snarere står i gæld til de store europæiske romaner og også til hans eget liv, idet der er visse selvbiografiske spor at spore, så at sige.

Det er ikke som med de senere værker fra hans hånd: De balancerer mellem tyrkisk romantradition og europæisk, hvorunder elementer fra den ene og anden side af Bosporusstrædet træder frem. Tænk blot på Den sorte bog, hvor vandet i bogstaveligste forstand opdeler fortællingens niveauer i et tyrkisk miljø med masser af myter og et mere europæisk detektivisk perspektiv.

Nuvel, i denne tykke sag møder vi en familie, og krøniken udspiller sig i form af tre dele. I første del er det den 37-årige hr. Cevdet, der træder frem. Han er forlovet med datteren til en rig embedsmand, og det er alt sammen supergodt. Dog er der et komma: Hans bror er temmelig tuberkulosesyg.

I anden del rammer vi årene 1936-39, og her er det hr. Cevdets tre børn, der er i fokus. Det er her Refik, som trækker i den røde tråd, idet han er mere i centrum end de andre, tiltrukket af den vestlige kultur og med et andet blik på perspektivet i sit hjemland. Det kommer der virkelig nogle spændte situationer ud af, og det er tankevækkende!

I tredje og sidste del er det Ahmet, Refiks søn, der vokser sig til. Han vil død og pine være kunstner, og han vil da opleve den besættende, vanvittige kærlighed til værker og kvinder. Lader det sig gøre i dette Tyrkiet, hvor der – uden at sige for meget – er en form for censur og undertrykkelse, set med vestlige briller?

Lad mig blot slå det fast med det samme: Dette er en ukuelig bog, en elementært spændende fortælling, som jeg ikke kunne lægge fra mig. Orhan Pamuk viser allerede her sin formidable evne til at skrue en fortælling sammen, hvor det dels er kultur og myter, der er perlerne på den røde tråd, der klirrende og glimtende vækker genklang og refleksion, mens fortællingen på fornem vis bæres af nuancerede personligheder. Der er tale om utrolig dybde i forhold til personkarakteristik. Jeg kender personerne, jeg har mødt dem! De er levende for mig, og jeg har dem med i min daglige dont. Disse tre romandele er ligeledes med til at belyse den historiske udvikling/omvæltning, Tyrkiet blev en del af i det 20. århundrede. Det er så lærerigt.

Tak!