Anmelderen af denne roman, Dette fremmede i mig, er bjergtaget, ganske enkelt. Hvad er det, den tyrkiske nobelpristager i litteratur kan?

Orhan Pamuk skriver med en utrolig nerve – en sitrende rød tråd. Fortællingerne er skrevet med en empatisk og poetisk penneføring, der indfanger den tålmodige læser, og scenerne males derfra meget nuanceret og roligt frem til læserens bevidsthed, hvor aftrykket kan mærkes.

Vi kender Pamuk fra Uskyldens museum, fra Den sorte bog og fra Mit navn er rød, blandt andre fængende fortællinger.

I disse romaner dvæler Pamuk meget gerne ved detaljerne i de scener, der er i fokus, hvorved læseren får et glimrende blik for handlingens mekanik og kan følge med som denne særligt årvågne flue på bymurene.

Pamuk skriver om Istanbul og om individer, der roder sig ud i en slags problemer.

At kalde Pamuks romaner for deciderede ’pageturners’ kan have sin rigtighed, men ikke i den forståelse, vi har af ordet. Ganske vist vender man som optaget læser siderne i en afmålt rytme, og fordybelsen er sikret – tidsfornemmelsen bliver begravet – men man, og det er særegent for Pamuk, farer ikke igennem siderne med et hidsigt tempo, idet man derved går glip af dybden og roen omkring læsningen.

Man skal altså gerne have tid til ham, og han vil tilbagebetale med en farverig oplevelse. Du kan eventuelt læse videre om forfatteren her Nu til et generelt nedslag i den røde tråd i Dette fremmede i mig. I bogen møder vi Mevlut Karatas. Han er gadesælger i Istanbul – den by, Pamuk ynder at fremskrive – og han lever ganske enkelt i Istanbuls gader og gyder. Han er født i en tyrkisk landsby i 1957. Han lever af at sælge yoghurt og ’boza’, som er en traditionel tyrkisk gæret drik.

Gennem Mevlut kastes vi ind i hans families særdeles omtumlede tilværelse, ligesom vi stifter indgående bekendtskab med hans kærlighedsliv. Vi støder sammen med Mevlut ind i mange mennesker i Istanbul, hver og en med sin historie, og derfra bygges et farverigt perspektiv på by og individer op. Således spejles Mevluts liv i Istanbuls historie.

Fortællingen indledes med et brag – et lysende bang. Lynet slår ned og forskubber Mevluts situation. Det skal ikke røbes videre her.

Det træder tydeligt frem, at Mevlut som nuanceret karakter bliver vores guide igennem byen, og at vi gennem hans møder med mennesker og deres historier får serveret en vidtrækkende forståelse af Istanbul og Tyrkiet op igennem det 20. århundrede – en kærlighedserklæring til byen.

Mevlut rammer med sin fader Istanbul som tolvårig, og han får ikke held med at få en fod inden for skolesystemet, mens forretning og politisk ro ej heller er at finde. Mevlut bliver forelsket i en trettenårig pige, som han ikke kan slippe igen, men som han samtidig har umådelig svært ved at nærme sig. Derfor begynder han at give sin forelskelse form i adskillige – og det bliver til ganske mange over tre år – kærlighedsbreve. Han giver dem videre til pigens bror, og han er klar i mælet, for han vil ganske gerne gifte sig med hende. Broderen hjælper, så godt han kan, og han arrangerer en flugt for de to. Det går først for sent op for Mevlut, at noget ikke er, som det skal være.

Derfra rejser vi rundt i Istanbul, med mindeværdige fortidige afbrydelser og nutidige møder, hvorved det giver mening at se romanen som en kalejdoskopisk rundtur i dette fascinerende tyrkiske miljø.

Det kan lyde – det er jeg klar over – som en stor mundfuld at give sig i kast med. Dertil kan jeg skrive, at jeg ikke på noget tidspunkt følte mig frustreret – det er en følelse, der ikke er tid til i læsningen af romanen, for der er stor, dejlig risiko for at blive oprigtigt fanget af historien og glemme sig selv, tid og sted.

De psykologiske portrætter er eminente, forbilledlige og særdeles fængende, og det er dem, der har prentet sig ind på min nethinde efter endt læsning.

Søger du vitaminer til hjernen, er denne bog et glimrende sted at starte.