Mette Kappel tager os i Tilfældige møder« med til et ungdomsmiljø i Aarhus. Vi præsenteres med skiftende scener for en række romanfigurer, nogle af dem med baggrund i Aarhus’ studenterkredse og især i de musikalske cirkler omkring musikkonservatoriet og universitetet. Det er tydeligt, at forfatteren er hjemme i musikkens verden. Hun er selv uddannet sanger og har også i 1970erne studeret på konservatoriet i Aarhus.

Gennem en alvidende fortæller præsenteres vi for et netværk af personer, hvor den unge musikstuderende Marie står som en central figur. Fortælleren ved næppe alt om historien til at begynde med, men registrerer og ved, hvad flere af personerne tænker og føler.

Marie har et sommerferiejob i hjemmeplejen og finder en dag en gammel mand død i sin seng. Hun er ung. Konfrontationen med døden gør stærkt indtryk på hende. Hun kan ikke skubbe oplevelsen til side og fletter bagefter sine oplevelser og tanker ind i sine musikalske kompositioner. Marie tvivler på, at manden har lidt en naturlig død. Der manglede en genstand i hans lejlighed, mener hun at kunne huske. Er der noget om snakken? Her er det, at vi bliver hængende. Senere i romanen dukker en tvetydig person op, og denne viser sig at have en betydning for begivenhederne i den gamle mands lejlighed. Så røbes ikke mere her.

Derefter fortælles rigtig meget om hver enkelt figur. Alle har deres særpræg og individuelle skæbner. Forfatterens kontrakt med læseren er såmænd god nok. Fortællingerne er troværdige, men de bliver lidt lange i spyttet. Der går rigtig mange sider, hvor romanen ikke rigtig rokker sig ud af stedet. Der er mange ord og omveje, før den intense slutning, der er så ordknap, at den står som en stærk kontrast til resten af bogen.

Kedelig bliver den dog ikke. Vi får et forhold til de enkle romanfigurer, hvis historier gradvist bliver bundet sammen. Det hjælper med identifikationen, hvis man har et forhold til Aarhus eller byens studentermiljø - og også interesserer sig for musik.