Paul Auster er igen tilbage med en roman.

Her er han klart bedst, og den er noget mindre i omfang end forgængeren, 4 3 2 1.

Det mærkes, at Paul Auster har år som forfatter på bagen, som menneske endog, for denne fortælling, der iscenesætter Seymour Baumgartner, professor på 72 år, etablerer veje tilbage i tid, idet han søger at forstå sit liv og derigennem sig selv en kende bedre med ståsteder i erindringen.

Det er oftest hans afdøde hustru, Anna Blume, som står for skud. De nåede at være gift i 40 år, inden en ulykke tog hendes liv og deres samliv.

Det bliver efterhånden klart, at Seymour Baumgartner savner retning og mening i sit liv, og han bruger ganske enkelt det meste af sine dage på at bestille bøger, han næppe får læst, men som han kan bruge tid på at finde frem til, afbrudt af fouragering og deslige, indtil han en dag kommer i tanke om noget, noget, der fører til noget andet, som fører noget tredje med sig, og pludselig er en gnist i ham antændt.

Et sådan poetisk anstød rummer denne fortælling. En slags kinesisk æske, der rummer mere, end overfladen umiddelbart beretter om.

Det, der træder frem her, er uvægerligt, at Seymour Baumgartners uforlignelige evne til at glemme sig selv og tiden omkring sig, åbenbares på ny. Det kaster ham og således også læseren ud i en undersøgelse af, hvad erindringer er, hvordan sådanne kan siges at bygge et menneske, for hvem er vi, når vi ikke kan huske, hvem er vi, når vi husker, og husker vi korrekt?

Et filosofisk fundament at lande fortællingen på, synes det, og jeg finder frem til, at Paul Auster formår at beskrive det med præcision og rytme, som jeg kender fra hans forfatterskab, her ganske fortrinligt oversat af Rasmus Hastrup, som efterhånden har boret i Paul Austers forfatterskab som oversætter ad flere omgange.

Der er en fortrolighed med stoffet her og en glæde ved at vende ’hjem’ for mig.

Er man kender af forfatterskabet, vil man også kende mere til Anna Blume end umiddelbart, idet hun er en karakter fra en anden af hans romaner.