Når mennesker står ud fra mængden og bliver berømte er der helt naturligt andre at få lyst til at grave i deres liv og fortælle om dette til et publikum. Dette er tilfældet med de mange biografier, der er skabt om skuespillere, billedkunstnere, musikere, men også forfattere, men er man berømt eller berygtet nok, så kan man også se ens liv blive fiktionaliseret.

Her i Kapellet har vi således tidligere kommet tættere på Karen Blixens liv i både dokumentar- og fiktionsfilm baseret på hendes liv. Vi har endda også oplevet baronesse Blixen være hovedpersonen i tegneserien Løvinden .

I Peter Legård Nielsens nye roman De elskende er det samme Blixen fortællingen kredser om. Forfatteren har til gengæld valgt ikke at lade Karen selv optræde som jeg-fortæller, men i stedet fordele denne opgave blandt en række mænd, der i større eller mindre grad har været tæt på den karismatiske forfatter. Bogen starter med beskrivelsen af faderens selvmord og i det efterfølgende kapitel oplever vi hvordan Karens bror, Thomas Dinesen, sammen med sin hustru, dukker op i Rungstedlund, netop som den verdensberømte forfatter har draget sit sidste åndedrag.

Til trods for at romanen kronologisk starter med slutningen for både far og datter, så er fokus i resten af romanen i lige så høj grad det levede liv, som mændene har haft. Som det fremgår af bogens bagside, så er de syv mænd, der fortæller om Karens liv (foruden de allerede nævnte); Dennis FinchHatton, Blixens store kærlighed, Farah hendes afrikanske tjener, forfatteren til Pagten Thorkild Bjørnvig, den svenske tjener Otto Casparsson og endelig Morten, der er en af Blixens egne, fiktive figurer.

Selv om det er en ganske interessant idé på denne måde at flytte fokus en anelse fra hende der pryder bogens omslag og fokusere på menneskerne omkring hende, så er det samtidig et greb, der ikke hele bogen igennem fungerer optimalt. Dette kan have flere årsager. For det første, så er det langt fra alle syv fortællere, som vi kommer lige tæt på. Karens far optræder således udelukkende i romanens første kapitel og læseren lærer ham aldrig bedre at kende end hér. Det er heller ikke alle syv fortælleres beretninger, der på anmelder virker lige fascinerende. Det er bestemt en interessant idé at lade en af Karens egne fiktive skabninger være en af de syv, for det giver historien et metalag, men samtidig så kræver Mortens fortælling vist at læseren kender den Blixentekst, som han optræder i. Figuren Otto Casparsson, der er en svensk vagabond, som opsøger Blixen på hendes farm, er også en noget kryptisk figur, som er svær at komme under huden på undervejs.

Som forfatter bør man sørge for at hver af de syv fortællere som man benytter får deres helt egen, karakteristiske stemme. Selv om dette er tilstræbt, så bliver det ikke helt gennemført. F.eks. så benytter Farah ord som ”memsahib” når han henviser til Blixen, men kunne det ikke samtidig have været en idé at lade den førnævnte svensker berette sin egen historie på sit modersmål, eller i det mindste komme med særlige svenske vendinger? Uanset dette, så er det en stor hjælp at kapitlerne indledes med fornavnet på den aktuelle fortæller, så læseren på denne måde guides til at forstå hvilken vinkel det er der fortælles fra. Her er bogens bagside også en hjælp, da man her kan få genopfrisket hvem der er hvem.

Når vi er ved sproget, så undrer det også at der ikke i højere grad er tilstræbt at gengive beretningerne i et sprog, der ligger tættere på det som var i den samtid som Blixen levede i. Ikke at forstået på den måde, at dette ikke er gjort overhovedet, men griber man eksempelvis fat i ens eksemplar af Den afrikanske farm så falder man eksempelvis hurtigt over alternative (og i 2023 meget ildesete – red.) betegnelser for ’de sorte’ som optræder. Det er selvsagt en del af den aktuelle tidsånd at rydde op i den slags nedladende betegnelser, men sært er det, at ordet ikke engang benyttes i den dialog der gengives mellem mændene og Blixen, når de taler om de arbejdere og tjenere der omgiver dem. Det dæmoniserede ord var trods alt slet ikke tænkt som konsekvent nedladende i Blixens samtid.

Det er helt tydeligt at Peter Legård Nielsen er godt inde i sit stof. Dette kommer selvsagt til udtryk i romanen selv, men også igennem den ret omfattende bibliografi som afslutter bogen. Det virker dog på akademikeren hér lidt sært at han har valgt både at gengiver Karen Blixens danske værker og så Isak Dinesens samme værker med deres engelske titel, da disse tekster ret beset er meget ens. Hr. Nielsen har desforinden også inkluderet et par siders noter, hvor forfatteren tydeliggør hvilke kunstgreb han har benyttet undervejs, for at få nogle af scenerne i romanen til at være mere dramatiske, men hvor virkeligheden muligvis var en anden. Det tilføjer en god portion lødighed til udgivelsen.

De elskende er, efter denne anmelders vurdering, en roman der i særdeleshed vil appellere til alle de der i forvejen er helt vilde med Karen Blixen og hendes liv. Den formår at få skabt en række fortællinger, der til sammen danner en mosaik af den berømte forfatter, samtidig med at den også tilføjer baggrunde og detaljer, som man ikke nødvendigvis får når man læser eksempelvis Den afrikanske farm.

Romanen er ganske velskrevet, for selv om man måske godt kunne have ønsket at den var mindre anakronistisk og havde forsøgt at give hver af dens fortællere en distinkt stemme, så lyser sproget til gengæld ofte op når der leveres miljøbeskrivelser eller idet forskellige tragiske begivenheder kommer tæt på de medvirkende. Her bliver det som læser vanskeligt ikke at føle empati med såvel Karen som med enkelte af mændene. På den vis fungerer romanen godt, men det er stadigvæk vanskeligt, som en læser, der ikke har et nøje kendskab til Blixens forfatterskab, at se hvad det er for et budskab der i sidste ende bliver formidlet. Man kan spørge sig selv hvad De elskende i grunden tilføjer til det vi forvejen vidste om Blixens liv og de mænd, der var tæt på hende.