Et mord har fundet sted.

Faktisk to. En midsommernat. Og så skulle man tro, at krimiens kendingsmærke sætter ringe i vandet, forgrener sig og engagerer læseren i en egentlig udredning af det skete.

Sådan er det bare ikke her med Kerstin Ekmans Hændelser ved vand, der nu har fået en ny forside, en nyudgivelse, og den står flot, for den fortjener flere læsere.

Den brød igennem i 1993 i Sverige og voksede derfra og hjemtog priser såsom Augustprisen, Svenska Deckarakademins Pris og – ikke mindst – Nordisk Råds Litteraturpris.

Det er blot meget mere end en krimi. Den har noget andet på hjerte.

Kerstin Ekman udmærker sig ved at iscenesætte en landsby med Annie Raft og hendes seksårige datter. Disse to er optaget af at finde frem til en hytte, de skal bo i, hvor de vil søge at leve lettere tilbagetrukket og ganske i pagt med naturen, på distancen. Det ender dog ikke sådan, for pludselig støder de på to lig.

Et mord har fundet sted, og hvad er der sket, synes spørgsmålet at være. Noget makabert. Men svaret er ikke sådan entydigt.

Først atten år senere begynder der at ske noget i landsbyen, der kan ende med at bane vej for en ny forståelse.

Kerstin Ekman skriver med indlevelse og formår at kaste et vidtforgrenet perspektiv op for læseren, som så på sin side kan sidde og fordybe sig forsøgsvis i en forståelse af de indbyrdes relationer og årsager samt virkninger. Der er så meget under overfladen – særligt i de mellemmenneskelige relationer – som man ikke uden videre begriber …

Noget af det smukkeste, vil jeg mene, er netop, hvordan naturen behandles sprogligt; hvordan den tilsyneladende er en egen karakter i fortællingen, man bør lægge mærke til, og gør man det, kryber fortællingen, finder jeg, ind under neglene og sætter mærker!