Karoline har en kærlighed. En kærlighed til det russiske.

Hun billiger som en af de få den russiske præsident Putin, og hun får problemer.

Vi ramler med Karolines Kærlighed durk ind i et sprængfarligt forhold, der har nutidig karakter, og det er noget af et genreskifte for Kim Leine, der senest har været aktuel med afslutningen af Grønlandstrilogien.

Karoline Blicher er hovedpersonen. Hun har levet et lidt omflakkende liv, får jeg fornemmelsen af, og hendes far har haft gang i en politisk karriere, der ikke har kulmineret i det helt store. Det kan der ændres på nu, for det står vist skrevet, at det parti, som han og nu også Karoline repræsenterer, har vind i sejlene, og hvorfor ikke ride med videre på bølgen?

De er begge med i højrefløjspartiet Demokratisk Alliance.

Det største problem for hende er, at hun som udstationeret på Den Danske Ambassade i Moskva får varme følelser for en fyr, en russisk militærattaché ved navn Mikhail Petrov. Han kan give hende indblik i Kreml på en måde, som ingen anden kan, og hun kan godt bruge det.

Alt er såre godt – hvis ikke det var for Jesper Skov. Hendes ekskæreste, som er journalist, og som kommer på sporet af noget – ja, noget som ikke bør – synes Karoline – komme frem i aviserne.

Så er trekanten i gang, og spændingen kan udløses.

Til det hører dog at nævne, at jeg ikke synes om hele konstruktionen. Den virker påfaldende urealistisk sine steder.

Når det kommer til det sproglige, har jeg endog et par bemærkninger dertil. Det er, som vi kender det, når det kommer til det sproglige. Der er klædelige billeder og pludselige indfald, som overrumpler og trækker tråde til spændende områder i fortællingen. Så sprogligt er den i vigør, hvilket bringer den over mere almindelig spændingslitteratur.

Der er en anden og mere pågående nerve.

Kim Leine excellerer her, og han har endog skruet op for dynamikken, kan jeg forstå, når jeg læser. Dialoger er der tonsvis af, og der er fart på i dem – til tider. Det hænder dog, at jeg får en fornemmelse af, at dialogen ikke tjener et formål, at fortællingen snarere træder vande, og det er uheldigt.

Forlaget skriver, at det er en intens spændingsroman, og at der er to mere på vej.

Jeg er med på, at den er intens, men i min optik er den også undervejs for søgt intens, således at den mulige autenticitet og troværdighed i plotstrukturen kan diskuteres.

At det er en knaldroman og en basker, er der ikke nogen tvivl om, og jeg synes, det er modigt og spændende med en ændring af kurs i forfatterskabet. Det er lige Leine at foretage sig et sådant, for man skal jo nødig sidde fast. Al ære og respekt for det.