Tilbage i 2012 mødte vi det første bind i det, der bliver en trilogi, og nu er andet bind klar til at tage imod den tålmodige læsers øjne. Første skud på stammen var som bekendt Profeterne i Evighedsfjorden, og den gik i sandhed sin sejrsgang rundt i hele verden. Den var blandt andet med til at sikre Kim Leine De Gyldne Laurbær, mens også Nordisk Råds Litteraturpris ramte ham, og minsandten om ikke også den var med i finalefeltet ved Dublin Literary Award.

I Profeterne i Evighedsfjorden nåede vi frem til Grønland fra København, hvor det var Morten Falck, der var vores hovedperson, og han sejlede ud i 1700-tallet med et mål for Grønland.

I Rød mand / Sort mand, som efterfølgeren hedder, kommer vi tættere på tiden før, begyndelsen. Faktisk foregår Rød mand / Sort mand på en tid, der ligger ca. femogtres år tidligere. Her træder præsten Hans Egede og åndemaneren Aappaluttoq frem som centrale figurer, og lad det gerne stå skrevet med det samme her: Det er i sandhed en dramatisk fortælling om mødet mellem to kulturer.

Hvad er på færde?

Vi sporer os ind på det første møde mellem grønlændere og danskere. Det betyder, at der er flere hedninge end i Profeterne i Evighedsfjorden. Det betyder også, at der er flere handlekraftige personer, samtidig med at der er konfrontationer i massevis, det være sig mellem soldater, præster, gamle, unge, tugthusfanger og prostituerede samt i familien.

Rød mand / Sort mand iscenesættes altså omkring 1728, hvor kolonialiseringen af Grønland tager fart. Her viser naturen sig fra sin barske side, døden lurer i sneen, drukkenskaben er viltert voksende i bygderne, og ondskaben har mange ansigter. Djævle træder endog frem og slås om sjæle. Der er så righoldige perspektiver, det er så bragende godt, ganske enkelt.

Værket her står så ganske stærkt - det er en selvstændig sag, om end der med fordel kan skeles til Profeterne i Evighedsfjorden, eftersom det er mærkbart, at sproget rammer samme nerve, samme brutale og direkte beskrivelse af det skete, og der er denne velkendte historiske nuance og dette nuancerede schwung over fortællingen.

Jeg var underholdt. Spændingskurven er stigende og faldende, og den tager undertiden pusten fra mig, for der er fart over feltet. Det er med andre ord en længe ventet roman, og jeg er så absolut ikke skuffet, tværtimod.