Henrik Pontoppidan.

Ham husker vi vist gerne for romanen Lykke-Per. Eller for De dødes rige.

Begge er romaner, der indgår i en cyklus, der nu med Det forjættede land afsluttes, ikke i den forstand at de er skrevet i dag, men mere forstået sådan, at Gyldendal, som er forlaget bag genudgivelsen, har sendt værkerne i trykken.

Det er en trilogi, der jagter en forståelse af, hvad lykke er.

Peder Sidenius jagter på sin side lykke og succes i Lykke-Per, mens et kor af stemmer i De dødes rige står på tærsklen til en ny æra. Hvem kommer med?

Dette værk udkom for første gang samlet set i 1898. Forinden havde forfatteren udgivet den i tre dele, som Muld (1891), Det forjættede land (1892) og endelig Dommens dag (1895).

Vi har netop nu mulighed for at læse den i den reviderede, sammenhængende form, med forord af Kristian Bang Foss. Der er med andre ord al mulig grund til at dykke ned i et af de forfatterskaber, vi i Danmark kan være meget stolte af.

I Det forjættede land møder vi en mand, og vi ser hans skæbne udfolde sig. Den har en bibelsk dimension – hør blot: ”Emanuel Hansted, som er vor præst, vor hovedperson, rejser til et afsidesliggende sogn for at virke der, og han oplever lykke i syv år, og uheld forfølger ham i … ” Ja, han går ikke fri.

Emanuel er draget videre fra en konform, borgerlig og tryg tilværelse i det københavnske, for han er ikke tilfreds, ej tilpas. Han længes efter noget større. Han vil mere end at have lykken inden for skjorten og gemt bag høj kultur og intellektuel tilgang til livet. Han søger ud, hvor krager og vind vender, for han vil møde det jævne folk og finde en autentisk livsnerve – tænker jeg.

Det er i al fald, hvad jeg læser.

Han vil vække, være en åndelig vejleder.
Vil folket lytte?
Vil han blive tilfreds?

Med denne roman lykkes Henrik Pontoppidan med det, han selv har beskrevet som projektet at beskrive datidens Danmark fra slutningen af 1870’erne og frem til Første Verdenskrig. Han gør det ”gennem skildringer af menneskesind og menneskeskæbner, hvor tidens sociale, religiøse og politiske brydninger afspejler sig.”

Og det er en lise, en fest, at være med til.

Sprogligt i mesterklasse.
Jeg kan kun anbefale at dykke ned i værkerne.