Kim Leine har gang i noget af et projekt. Det har han haft igennem flere år. Nu er det afsluttet, og han kan knejse med hovedet og lade det være op til læserne at bedømme det. Og dem er der mange af!

Forståeligt.

Kim Leine kender jeg som en ambitiøs forfatter, der går efter at skrue en roman sammen, så den indeholder selvmodsigelser, for det er romanens motor, må man anskue, det er i al fald, hvad jeg umiddelbart får ud af at læse trilogien. Det er en polyfon romantrilogi, der har det bærende element i sig at tematisere kolonisatoren Danmarks møde med Grønland og herunder i særlig grad den grønlandske befolkning.

Det er her afgørende at fastslå, at Kim Leine ikke har gang i et politisk projekt, der skal få læseren til at tage stilling på baggrund af for og imod-argumenter. Det er snarere en baggrund for psykologiske miljøer, hvor forskellige mennesker støder sammen og skal finde ud af det sammen. Hvordan gør man det, når man kommer fra forskellige kulturer? Hvem underlægger sig hvem, og hvilken betydning får det for den enkelte?

I Efter åndemaneren er vi i Vestgrønland i 1883, hvor Hanseeraq modtager et brev fra sin bror. Han ligger på sit dødsleje i København. Han vil så gerne have lov til at se sin søn, Jens, igen, for savnet er stort, og Jens agter da også at rejse af sted med næste skib. Han forlader Hanseeraq og hans kone Sara, mens de diskuterer i store bølger, hvilket faktisk får dem til at fjerne sig fra hinanden, idet de hjemsøges af ånder og spøgelser. Jens flygter fra fortiden, men han martres, og kan han blive et helt menneske. Han er splittet, og han er en trykket mand. Vi får afgørende historisk indblik i hans liv og i tiden her i Grønland – det er berigende.

Efter åndemaneren er den afsluttende del af trilogien, forud går Profeterne i Evighedsfjorden, som næppe behøver nogen præsentation, idet den kendes af mange som en prissluger! I midten af trilogien befinder sig Rød mand/sort mand, som introducerer en ånd, der kan rejse gennem tid og sted.

Den ånd vil jeg gerne gribe ud efter, for han viser sig for mig at bære en afgørende rolle i projektet her, idet han minder om en stor forfatter, der kan hæve sig op og kaste et blik ud over situationen som en slags gud og i al fald en alvidende fortæller, som så også kan suse ned i 1:1-forhold og portrættere den indre mekanisme, et menneske er bygget af.

Jeg er ikke bleg for at udråbe denne som en af de helt store romaner, og hele trilogien som en milepæl for dansk litteratur.

Hos Kim Leine får man som læser serveret en bred vifte af glæder, særligt sprogligt og strukturelt excellerer han.

Sproget vokser i munden på en, når man læser. Kropsvæsker flyder og sanses, og tanker vandrer fra hovedpersonerne og over i læserens bevidsthed. Man er med, følger og føler med, vender sider i et væk.

Det er ganske enkelt fremragende.