Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

De tabte minders ø / Yoko Ogawa / 304 sider
Gyldendal. ISBN 9788702306088
Anmeldt 5/11 2021, 11:33 af Martin Rytter Handberg

Hensygnet, glemt, fortabt!


Hensygnet, glemt, fortabt!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Yoko Ogawa har her skrevet en roman om glemsel. En roman om at miste fodfæste i alle henseender.

Læseren fragtes med til en ø. Det er ubestemt og signalerer på sin vis, at der kan være tale om en hvilken som helst ø. Her huserer en tåge, en glemsel, foranstaltet af de højere magter, håndhævet af glemselspolitiet – mindejægerne.

De er frygtede.

En frygt folder sig ud.

Minder og fysiske ting forsvinder. Det har stået på i lang tid, og der er tilsyneladende ikke noget, man som borger kan gøre – andet end at frygte, at man bliver taget med af mindejægerne.

Det for mig iøjnefaldende her er, at størstedelen af øens beboere er holdt op med at stille sig spørgende an, når forsvindinger finder sted. De tager således blot forsvindingerne for gode varer og reagerer ikke. Det være sig, hvad enten der er tale om en spilledåse, en parfume eller en småkage, eller hvis der er tale om en kropsdel. Det er skræmmende, og det er godt formidlet af Yoko Ogawa, som faktisk har skrevet denne bog for ganske lang tid siden (1994). Den fik en renæssance for et par år siden, da den blev oversat til engelsk, og sidenhen har den rejst rundt og bjergtaget mange læsere verden over.

Her er det Mette Holm, som har oversat den fra japansk – så velklingende og tro mod originalen, forestiller jeg mig!

Hvad er omdrejningspunktet? Jo, der er nogle enkelte personer, som ikke umiddelbart mister mindet, når det tages fra beboerne på øen. Der er med andre ord mennesker, der kan huske.

Det er farligt, for hvis det kommer mindejægerne for øje, vil de straks angribe og trække den huskende herre eller kvinde med sig. Derfor er der opstået et netværk i mørket; bestående af borgere, der går imod den store magt og de mange overvågende situationer. De gemmer slet og ret disse huskende individer, så minder kan bevares og liv reddes.

Det er også situationen for jeg-fortælleren, der ikke træder frem med navn, men som træder frem som forfatter og som delagtig i skjul, idet hun tager R til sig og skjuler ham – en ven af familien.

Han isolerer sig i et rum, som bliver specialfremstillet til ham, og herfra går den hemmelighedsfulde affære sin gang.

Og det går stille og roligt frem mod en afslutning, der overrumplede mig. Den er læsere forundt, for det kan god litteratur; overrumple.

Romanens sprog er blottet for ekstravagancer, hvilket vil sige, at skriften er nøgtern og sine steder berettende med en kølig distance, men man nærer dog alligevel en idé om, at der er frygt og bæven mellem linjerne.

Den nøgterne opridsning skaber en urovækkende klang og slår en tone an, der kan skræmme.

Jeg kom flere gange til at tænke på 1984, da jeg læste denne roman, og også En fortælling om blindhed. Dog er den måske endda mere spiselig og til at angribe end de to titler, jeg lige har nævnt.


Forrige anmeldelse
« Efter åndemaneren «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Flere prosaanmeldelser