Pernille Juhls roman Dagmar & Johannes er ikke nem at anmelde.

Man kan næsten ikke nævne noget fra romanen uden at spolere dele af læseoplevelsen for kommende læsere. Romanen er en af Pernille Juhls allerbedste, hvis ikke den bedste, og den byder på et væld af overraskende drejninger, der ikke bør nævnes her.

Cirka halvvejs inde i romanen er der et tipping point, hvor to af romanpersonernes roller byttes om, magtforhold ændres, og læserens egen godhed sættes på en prøve. Vores forestillinger om “ægte kærlighed” og det indpakningspapir, vi pakker disse forestillinger ind i, bliver ridset.

Dagmar & Johannes er en kærlighedsroman med Sønderjylland under Første Verdenskrig som et spændende bagtæppe - eller ‘Nordslesvig’, som både dansksindede og tysksindede kaldte egnen dengang.

I pressemeddelelsen fra forlaget People's (der har fjernet ordet ‘Press’ i sit navn) hedder det, at romanen er “inspireret af virkelige hændelser”. Lykkeligvis bruger man her ordet ‘inspireret’, for med det undgås både en diskussion om den historiske korrekthed samtidig med, at forfatteren har det nødvendige rum til at skabe god litteratur.

Svigermor er en heks
Hovedpersonen er den dansksindede sønderjyske kvinde Dagmar, der falder for kvindebedåreren Erik Vildtoft. Kort tid før Første Verdenskrigs udbrud når de at blive forlovet.

Erik bliver ligesom cirka 30.000 andre nordslesvigske mænd indkaldt til tysk krigstjeneste. De bliver endda også gift, og hjemme i Haderslev må Dagmar blandt andet døjes med en svigermor, der er noget af en heks.

Dagmar har kysset sig opad i det sociale hierarki, mener svigermoren, og denne mistænker Dagmar for at være ude efter den fine Haderslev-families moneter. Andre dele af romanen foregår på Aabenraa-egnen, hvorfra Dagmar stammer. En gammel skolekammerat, Johannes, dukker pludselig op i Dagmars liv og sætter hende i noget af et dilemma.

Holder os fast
Romanen er mættet med overraskende scener og uventede drejninger. Pernille Juhl har et flydende sprog og en stærkt bevidsthed om, hvor hun vil hen, og det i en sådan grad, at andre romanforfattere pure må misunde hende.

Sætningerne er enkle, fortællestilen stilistisk sikker, og hun begrænser sit persongalleri, så vi kan holde styr på det. Vi lærer hver enkelt person godt at kende. Forfatteren holder læseren fast med små tricks, som man næppe bemærker - for eksempel de stille retoriske spørgsmål som små kroge, der får læseren til at gnave sig videre gennem teksten. Vi kommer hurtigt tilbage til bogen, selv om vi skal ud i køkkenet og sætte kaffen over. Ja, romanen kan sluges i én stor mundfuld, hvis det er det, man vil.

Suverænt
Dagmar & Johannes er suverænt godt skruet sammen. Måske nogle af hændelserne ikke helt har hold i virkeligheden, men omvendt har den dansk-tyske grænselandshistorie også budt på hændelser, som vi først mente var højst usandsynlige, indtil vi fik at vide, at tingene altså var sket i virkeligheden. Bogen føjer sig til en række af skønlitterære udgivelser, der tager udgangspunkt i det dansk-tyske grænselands dramatiske og omskiftelige historie.

I romanen handler det om de sønderjyske soldater, hvis frihed blev stærkt begrænset, fordi de tyske myndigheder vidste, at mange af dem ikke sympatiserede med sagen og drømte om at tage flugten over Kongeåen eller over Lillebælt til Ærø for at komme ind i kongeriget Danmark. Omkring 6600 sønderjyder mistede livet. Alt dette er naturligvis med i romanen.

Kvindens synsvinkel
Romanen føjer sig også til en stribe af andre dansksprogede romaner, hvor vi oplever situationen i Nordslesvig under Første Verdenskrig fra dansk side. Krigen og den efterfølgende afstemning i 1920 er kun sjældent beskrevet fra den tyske side.

Til gengæld ser vi tiden gennem en kvindes briller. Meget ændrede sig på hjemmefronten i Nordslesvig. Mens mændene lå ved fronten, måtte kvinderne få dagligdagen til at hænge sammen på gårdene derhjemme.

Der var skarpe regler - så og så meget af høsten måtte kun beholdes til eget forbrug, og der var love, der fortalte, hvilke fødevarer der skulle produceres og hvilke ikke.

Hen imod slutningen af krigen - i juli 1918 - er stemningen i bogen noget løssluppen, da kvinderne ved en lille festlighed ikke helt uden stolthed ser tilbage på de fire foregående år:
“Meget er forandret, siden vores mænd tog af sted, jeg tænker nogle gange på, hvor chokerede de bliver, når de kommer hjem”, siger Dagmar.
“Fordi vi har overtaget deres arbejde?”, spørger konen på gården, hvor Dagmar er ansat.
“Nemlig! De har aldrig troet, at vi kunne klare os uden dem”.
Reaktionært system
Men kort bagefter sker der noget. Det patriarkalske og reaktionære kejserrige har endnu magten, da lovens håndhæver sniger sig ind på gården. Det er nemlig forbudt at omgås krigsfanger privat, selv om de er arbejdskraft på gården.

Dette er en tankevækkende interessant vinkel.

Nu nævntes ovenfor diskussionen om den historiske korrekthed i romanen. Der er en række småfejl, som læsere med kendskab til Nordslesvig i tysk tid og med kendskab til det tyske sprog og med kendskab til jernbaner vil falde over. De er dog så små, at de næppe ødelægger læseoplevelsen for det store flertal.

Men forlaget bør have kritik for den lidt kiksede forside, der ingen forbindelse har til Nordslesvig før 1920 eller det tyske kejserrige i øvrigt. Damplokomotivet, der er afbildet, er ikke tysk. Røgkammerlågen, frontlanternen og rømmeren på lokomotivet afslører, at det er russisk. Heller ikke baggrunden virker særlig sønderjysk eller tysk. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Romanen er dog intet mindre end fremragende. Man keder sig ikke et sekund.