I Galdens bæger får læseren skildret to elskendes korte samvær fra aften til følgende morgen. Som med bogens længde er handlingen da også kort fortalt: en elskovsnat og et morgenskænderi da manden i et irritationsmoment (nogle bladskærermyrer har gnavet en del af hans hegn væk) begynder at smæde kvinden til, på hvilket hun prompte replicerer.

Bemærkelsesværdigt er det her, hvordan forfatteren formår at skildre de underliggende politiske spændinger det portugisiske samfund på daværende tidspunkt. Politiske bøger tenderer jo hovedsageligt hurtigt at gå over til kun en historisk interesse. Dette er dog langt fra tilfældet med bogen her. Replikskiftet går egentlig blot på banale og typiske skældsord (‘gamle fascist’, ‘skide intellektuel’) blottet for information om den egentlige situation i samfundet. Men dette er jo ej heller væsentligt.

Som med affektive momenter generelt er det jo lidet interessant at forholde sig til udviklingen i en samtale hvor kommunikationen mellem parterne bortfalder; altså hvor parterne blot benytter hinanden den tilfældige genstand man kan få afreageret på (og som en boksepude på fjeder opildnes af, når den springer tilbage mod én). Omvendt må man forbeholde det, at hvis størstedelen af en roman er fyldt med skænderier, som det er tilfældet her hvor dette udgør hovedparten og kulminationen (‘Eksplosion’ er den sigende kapiteloverskrift), kunne historien gå hen og blive triviel.

At overhøre mennesker skændes er som oftest blot irriterende fordi så kvalmende velkendt i dets ensformighed (tænkt blot på at skulle læse sig igennem skuespilsmanusser om ‘realistiske’ hverdagsdramaer med beskyldninger til højre og venstre ægtefæller imellem). Alt dette styrer bogen dog i sin økonomiske stramning af sproget til de enkelte lange sætninger, som udgør hvert kapitel. Den lange sætning fungerer ikke så meget til at fastholde en proposition i dens implikationer, således at en tanke portrætteres i dens ubestemmelighed i forhold til de opgrænsende (jeg tænker primært her på Krasznahorkai og bl. a. Modstandens melankoli). Nassars lange sætning er ofte blot at sætte kommaer, hvor punktummer ville have været mere naturligt. Ikke desto mindre er det den træfsikre måde, hvorpå disse valg i fravalg gøres, der skaber en rytme og fremdrift helt overgivet til sprogets præmisser, som nærmest ender med at tilsidesætte en interesse i indholdet.

Man efterlades dog ikke med et savn på fortælling, på karakterskildring; uden disse bliver man endnu des mere grebet af den følelsesladede heftighed som er en så essentiel del af mundhuggeriet og muliggør en reel investering svær at løsrive sig fra når først man er bundet. Da forstår man den udtalelse af den engelske oversætter som, efter at have oversat bogen første gang, frem for at skrive et revideret andet udkast, genoversatte romanen fra begyndelsen. Efter nu at have læst Galdens bæger tre gange i rap, kan jeg kun føle mig solidarisk hin oversætter.