Siden den første bog om Jack og hans liv i den monsterplagede by Wakefield udkom i 2019, er det også blevet muligt for Netflix-abonenter at opleve bandens eventyr i animeret form. Det skal indrømmes at anmelder ikke selv har set denne serie, men adspurgt kan sønnike og medanmelder Carl (på 12) fortælle, at den animerede serie overordnet set fortæller læseren samme historier som dem, man kan finde i bøgerne, blot med en hel del tilføjelser, der sørger for, at der i hvert af de i alt ti afsnit pr. sæson, er masser af action og flere mindre handlingsforløb, der er med til at gøre hver enkelt episode spændende.

Hvad enten man er fan af animation, monstre, nørderi, zombier eller som anmelder bare finder en sær fornøjelse i at læse actionfyldte børnebøger, så vil det glæde dig at vide, at den fjerde del i serien Last Kids on Earth: Kosmisk Kaos udkom i august 2020. Da Kapellet, siden den første bog udkom, har været fascineret af denne postapokalyptiske børnebogsserie, så skulle den naturligvis også have et par ord med på vejen.

Da vi sidste gang forlod Jack og venerne, sad de i en ruchebane i en forladt forlystelsespark. Her var det med teknisk snilde og held lykkedes Jack at skabe radiokontakt til en gruppe overlevende, der kunne fortælle, at de havde forskanset sig på den lille ø udenfor New York hvor Frihedsgudinden er placeret. Det ville derfor være nærliggende at tro, at Jack og vennerne i fjerde bog ville pakke deres nelliker og tage mod storbyen. Dette sker imidlertid ikke, for vinteren har bidt sig fast i Wakefield og de store snemængder umuliggør desværre denne rejse for nu.

Selv om det har vist sig, at ikke alle de monstre, der pludselig er blevet en del af den verden, som Jack lever i, er fjendtligtsindede, så dukker der til stadighed nye, skumle figurer op, som kan være med til at gøre livet lidt ekstra besværligt for ham og hans venner. I Kosmisk kaos viser det sig, at børnene pludselig står over for en modstander, der på mange måder er mindst lige så sej og nørdet som vore hovedpersoner. En formidabel fjende, der, hvis vedkommende ikke havde valgt at kæmpe for, at den urgamle dæmonfyrste Rezzöch kommer til vores planet, så kunne vedkommende sagtens være blevet en del af vort slæng af helte.

Med vanlig flair for at blande action, eventyr, (u)hygge og ikke mindst humor, får Max Brellier i samarbejde med hans dygtige illustrator Douglas Holgate atter engang skabt en historie, der med garanti vil appellere til såvel faste læsere som de, der først nu er blevet gjort opmærksom på serien. Som nævnt i forbindelse med omtalen af de andre bøger i serien, så er illustrationerne en fast del af handlingen. Ikke alene understøtter tegningerne, hvad der fortælles, men de fungerer ofte som en slags tegneserieframes, hvor talebobler og lydord tilsætter et visuelt element til historien i en slags symbiose.

Som det er tilfældet med andre lignende serier, er det anbefalelsesværdigt at starte med den første bog, men heldigvis sørger Max og Douglas for at lave et indledende kapitel, der på overskuelig måde opsummerer handlingen frem til starten af denne fjerde bog. På den måde kan nye læsere godt starte med den 4. bog.

Et andet fast element i denne serie er de mange konstante referencer til (nørdet) popkultur. Denne form for intertekstualitet er selvsagt en glæde for (op)læsere, idet mange forældre sikkert vil kende rigtigt mange af de henvisninger, der laves til populære superhelte, klassiske firserfilm som Star Wars, Tilbage til fremtiden, for nu blot at nævne et par stykker og mange andre ting. Kapellets redaktør håber i samme åndedrag, at de børn der er blevet glade for Last Kids on Earth-serien muligvis også vil lade sig inspirere af forfatterens begejstring for disse ting, til ligefrem selv at opsøge de film, tegneserier og forskellige figurer for på den måde at blive endnu klogere på denne herlige del af kulturlivet.

Den fjerde del i serien er ganske god, men det skal også nævnes, at når man nu i tre bøger har fulgt Jack, June og alle de andre, slås mod en masse uhyrer og konstant blive udsat for trusler om verdens undergang, så kommer denne fjerde bog til at virke en smule gentagende og formularisk. Situationen er stort set uændret fra den første bog. Ungerne er stadigvæk strandet i Wakefield. Der er igen en udefrakommende trussel, der skal håndteres. Kapellet havde håbet på, at denne fiktive verden kunne blive åbnet mere op, eksempelvis ved, som nævnt, at lade vore venner tage afsked med deres allierede i hjembyen og i stedet begynde at bevæge sig ud i resten af den verden, som med garanti også er plaget af alskens uhyrligheder og mørkevæsener. Hvis dette ikke sker, kan der være fare for, at Last Kids on Earth-serien går i stampe, hvilket ville være en skam, når nu udgangspunktet indtil videre er så godt.