Faste læsere af disse sider vil vide, at når der kommer en ny udgivelse fra den danske tegner og forfatter Jakob Martin Strid, så følger der som regel en nærmest usaglig tosseglad anmeldelse fra Kapellets redaktør (og kæmpestore fan). Derfor kan du også lige så godt skippe til sidste, lige så rosende, afsnit nu, for det følgende bliver stort set endnu en gang ensidig, subjektiv ros til den fantasifulde og dybt talentfulde tegner/forfatter bag I form med Tapiren!.

Når det så er sagt, så er det lykkedes Strid at få skabt noget furore blandt en hel del forargelsesparate og tyndhudede mennesker, der både på internettet, på sociale medier, i diverse aviser, ja selv i radio og tv har udtrykt deres utilfredshed med Strids seneste værk. Hvorfor folk er faret til tasterne og medierne, vender vi tilbage til om lidt, men først en kort gennemgang af, hvad den nye bog egentligt handler om.

Som titlen antyder, så handler børnebogen om Mimbo Jimbos ven Tapiren, der til en børnefødselsdag indtager hele fem kopper kakao med flødeskum, seks stykker lagkage, syv boller med marmelade, en halv kagemand og 84 M&Ms. Dette imponerende kalorieindtag resulterer i at Tapiren bogstaveligt talt kommer ud af form, da deltagerne til fødselsdagen efterfølgende leger gemmeleg. Tapiren gemmer sig nemlig i en papkasse, og da vennerne hælder ham ud af den er han blevet helt firkantet.

Over de næste mange sider forsøger Tapirens venner at få ham tilbage i den vante tapirform. Da de ruller ham ned ad trappen bliver han femkantet, altså en polygon. Senere, da de triller ham rundt i græsset, bliver han kegleformet. I det hele taget kommer Tapiren til at se sig selv i alle mulige og umulige former, før der måske – måske ikke - findes en løsning til allersidst.

Det, som er faldet alle kritikerne for brystet, er at børnebogen jo handler om en Tapir, der skal i form. Kritikerne mener, at det er decideret usmageligt, at en bog henvendt til de alleryngste, byder på en figur, der drilles med, at han er tyk. Faktisk er der, efter flere gennemlæsninger, kun et enkelt billede, der handler om dette. På tegningen ser vi krokodillen, som kigger ned i papkassen med den kvadratiske Tapir, og da Leoparden spørger ”Hvad er det?” svarer Krokodillen: ”Gæt engang: Det begynder med T og ender på YK – TAPIR!” Ifølge de, der har lagt Strids seneste værk for had, er udgivelsen altså et oplagt eksempel på ’fat-shaming’, som det hedder på nudansk, altså en bevidst nedgørelse og udstilling af folk, der er overvægtige.

Selvfølgelig skal hverken børn eller voksne udstilles, hverken i nærmiljøet, på de sociale medier eller andre steder på grund af deres vægt, udseende, etnicitet eller alt muligt andet, men Strid bruger jo bare det velkendte fitness-slogan ”i form” som et udgangspunkt til at lade hans tegnede figur antage en masse forskellige fysiske former. Se det er i Kapellets optik jo en fin pointe og ikke mindst meget opbyggeligt, at børn læser denne sjove, veloplagte og veltegnede historie og samtidig – nærmest uden de lægger mærke til det – pludselig vil være i stand til at kende forskel på en keglestub og en prisme.

Som et svar på den nærmest automatiske – og i tidens ånd måske forventelige kritik – der dukkede frem efter publiceringen i slutningen af oktober 2020, gik Strid selv på de sociale medier og leverede dette svar (du bliver nok nødt til at zoome lidt ind på billedet, for at se hvad der foregår), der i Kapellets optik helt rammer hovedet på sømmet. Selv om denne anmeldelse ikke skal blive til en form for holdningsbaseret manifest, så bør der i kunsten, hvad enten det er finkultur eller kulørte børnebøger, være plads til, at man fortæller historier, der måske er grove eller grænseoverskridende, men som netop ka tillade sig at gøre det, fordi det er fiktion.

Kapellets skriverkarl er i al fald overbevist om, at smed man en stak skønlitterære værker efter de samme folk, som har været hurtige til at anklage Strid for at ødelægge ungdommen, så vil de opleve, at der eksempelvis i krimier myrdes fiktive figurer, selv om mord i virkeligheden er både forbudt og forfærdeligt. I næste nu vil de i en hel del chick-lit-romaner opleve, at fiktive kvinder heri bliver forladt af lige så opdigtede mænd, fordi disse tosser synes, at bogens hovedperson er blevet for tyk og gammel.

Selv om denne anmeldelse primært bare har til formål at skamrose I form med Tapiren!, så bliver redakteuren også nødt til at slå fast, at Strids kritikere samtidigt svært undervurderer, hvor kloge børn er. Langt de fleste kernelæsere af I form med Tapiren ved jo udmærket godt, at man ikke må kalde de andre i klassen, eller på legepladsen, for ”tykke”, mens at det er ret sjovt, når en krokodille kalder en kvadratisk tapir tyk, især når den forslugne Tapiren som nævnt lige har spist al maden til en børnefødselsdag. Måske er det i orden at pege på, at en sådan grovæderopførsel måske heller ikke er i orden?

Anmelder er i al fald mindst lige så begejstret for Strids seneste værk, som han har været for alle de tidligere bøger og vil derfor anbefale alle de, der holder af Strid, at give en stor, fiktiv finger til alle de usaglige, kritikske røster og i stedet skynde sig ned i den lokale boghandel for at købe deres egne eksemplarer. Om ikke andet så bare for ved selvsyn at vurdere, om der kan være noget om snakken.

Sidst men ikke mindst, så er det svært for anmelder at få armene ned efter at have set den allersidste tegning, der optræder i I form med Tapiren!. I en sirlig blå streg møder læseren Strids portræt af en af undertegnedes favoritforfattere; Charles Bukowski, i færd med at læse i sin egen Tapirbog. Der er sikkert også mange, der vil mene at en fordrukken, spilleglad, mandschauvinist ikke hører hjemme i en børnebog, men så kan du trøste dig med, at Buk i denne sammenhæng er mindst lige så fiktiv som alt det andet.