De skandinaviske fantasyforfattere har for alvor fået øjnene op for det skatkammer, som den nordiske mytologi er. Det er en genreblanding som den aarhusianske forfatter Sidsel Katrine Slej før udforsket i sine værker. Nu er hun så aktuel med Ingeborgs fortælling, der er første bind i en planlagt trilogi om tre valkyrier. Som titlen afslører, er det Ingeborg, der er hovedpersonen her. Hendes store problem er, at hun elsker at slås, men ikke kan finde sig en mand, der er villig til at acceptere hendes power woman-side. Så da hun omsider møder Manden, er rivaliserende slægter imod ægteskabet og truer med at udslette Ingeborgs familie. Hendes kærlighedshistorie forrykker altså hele rigets magtbalance.

Lad det være sagt med det samme: Den her bog er kun for teenagepiger og andre med hang til det sentimentale. Bagsideteksten varsler allerede, hvad der venter; der er fuld skrald på patos. Romance-elementet fylder meget i bogen, og det valg giver også god mening, fordi det primært er piger, der læser fantasy. Problemet er, at det bliver pladderromantisk. Det mærker man især i bogens beskrivelser af Ingeborgs forelskelse og hendes seksuelle debut.

Meget af det sødladne ligger i sproget, hvor klichéerne nærmest står i kø i bogens beskrivelse af den henførte tilstand, som Ingeborgs udkårne hensætter hende i. Her kan man undre sig over, at redaktøren ikke har luget lidt ud. Indrømmet, det er virkelig ikke let at skildre forelskelse og sexscener uden at det kommer til at lyde plat. Men det kan lade sig gøre. Norske Siri Pettersens Ravneringene-trilogi er et glimrende eksempel på, at man sagtens kan skildre kærlighed af episke proportioner uden at servere sødsuppe for læseren.

Et andet element ved bogens sprog, som skurrer lidt, er forsøget på at kombinere gammelt sprog med nutidens ungdomssprog og slang. På den ene side har vi for eksempel arkaiske udtryk som ”ej heller” og ældre tiltaleformer som ”Herre”, og på den anden side har vi friske udtryk som ”verdensklasserøvhul”, ”exit” og ”indebrændt”. Det er det klassiske valg mellem at gøre teksten troværdig og relatérbar, og det kan sagtens være, at bogens unge målgruppe vil elske blandingen.

For undertegnede stjæler de sproglige udsving en del fokus. Det er også en pointe, at det sprog, man vælger til en given scene, påvirker hele scenen. Et eksempel er dér, hvor Ingeborgs udkårne omsider frier til hende og alle vores romantiske forventninger skal forløses: Forfatteren har valgt at lade frieriet foregå i høflig tiltaleform hele vejen igennem, så helten må sidde og sige ting som ”De er jo nærmest berusende”. Det skyldes naturligvis, at personerne ikke er dus endnu, men det stive sprog skaber en afstand, som går ud over evnen til at leve sig ind i scenen.

På plussiden er Ingeborgs fortælling lækkert layoutet, både udvendigt og indvendigt. Det ligner virkelig en fantasyroman, og man får lyst til at læse den. Bogen har også en interessant setting. Handlingen udspiller sig i Asgård, som er hjemstedet for de nordiske guder og de genopstandne døde (einherjer). Persongalleriet består af lutter einherjer eller valkyrier, og det er faktisk spændende at læse et bud på, hvordan livet kunne være for den slags skabninger.

Hele trilogien, der hedder Asgårds døtre, udkommer på forlaget Tellerup, og der er som sagt to bind mere på vej. I dem skal vi efter planen følge valkyrierne Íssól og Íslilja, som vi allerede møder her i Ingeborgs fortælling. Så hvis du er til unge kvinder, der både kan tæve mænd og føle, så universet ryster, skal du hoppe ombord i Sidsel Katrine Slejs epos.