Jakob Martin Strid er endnu engang aktuel med en stor, flot børnebog, fortalt i Strids sædvanlige eventyrlige streg og holdt i den palette, som vi efterhånden forbinder med de bøger, som kommer fra hans hånd (cyanblå, falmet gul og masser af lejlighedsvise pangfarver). Som tidligere nævnt er anmeldelserne af netop Strids værker ikke just objektive, for allerede før Kapellets fanboy (aka. Redaktøren) har åbnet den første side, er han barnagtigt begejstret og klapper ivrigt i hænderne.

Strid kan nemlig noget ganske særligt – han er ikke kun en hamrende dygtig tegner, som det meget tydeligt fremgår af bogens labre cover, men hans værker skummer også altid over med en hittepåsomhed og kreativitet, som er forbeholdt de færreste.

For de, der kender Strid, vil den nye bog være fuld af gamle kendinge, samt et par helt nye figurer. Af de kendte kan bl.a. nævnes alles blå favoritelefant Mumbo Jumbo, som er en del af det slæng, der også tæller Post-Geparden og Tapiren. De har sat sig for at hjælpe pigen Minna, hvis lillebror er forsvundet under mystiske omstændigheder. Lillebroderen forsvandt efter han undersøgte en mærkværdig maskine, der pludselig dukkede op i nabolaget. Da vore hovedpersoner ikke ved, hvad de skal gøre, opsøger de heksen Baba Jaga, der i dette univers tydeligvis hænger ud i Kløvermarken i udkanten af København.

Den hjælpsomme, bette quinde er helt sikker på, at flokken har behov for evnen til at flyve for at kunne genfinde lillebroderen. Derfor instruerer hun dem i, hvordan de bliver i stand til dette. Selv om der er noget Peter Pan-agtigt over dette koncept, er det hos Strid ikke tryllestøv, man skal benytte for at kunne flyve, men derimod ting, som alle burde kunne skaffe hos den lokale købmand. Om dette flyveritual rent faktisk fungerer, har Kapellets redaktør, grundet deadlines, desværre ikke kunne afprøve i praksis, men efter tegningerne at dømme, fungerer dette fint, og på den led giver bogens titel også fin mening.

Da vennerne letter, følger læseren dem over nogle helsidestegninger, der er lige så spektakulære og flotte som de bedste tegninger Strid har lavet. Der flyves over Hovedbanegården i København, over Nordhavn og videre ud over vandet, indtil vore helte når bogens undertitel: Monstrenes ø. De tre monstre, der opholder sig der er dog ikke Kenn Mortensen’ske uhyggelige men derimod store og vældigt rare. Problemet er blot, hvordan flokken dog skal vende hjem igen. Det er her at Metallica – nærmere bestemt hovednummeret fra den skelsættende thrash metal-plade Master of Puppets - bliver bragt ind i historien. Hvordan, ja, det må du så sandelig selv hitte ud af ved at drible ned til din lokale boghandler og pænt spørge efter Flyvebogen – Rejsen til monstrenes ø.

Det er der i øvrigt også al mulig grund til, for som antydet, så er Strid atter engang i topform. Det er også rart at se, at noget så aparte som selveste Metallica har sneget sig ind i fortællingen, for efter selve hovedhistorien er slut, kan vi på en af bogens allersidste sider nyde Strids karikatur af bandet ved deres mikserpult. Umiddelbart havde undertegnede aldrig gættet at James Hetfield og co. ville snige sig ind i en bog side om side med Mimbo Jimbo, men omvendt er det aldrig for tidligt for alle børn at opdage bandets bedste plade til dato.

Er du, som Kapellets skriverkarl, fan af Strid (hvad enten du er fem eller 90 år gammel), så er der selvfølgelig ingen vej udenom Flyvebogen – rejsen til monstrenes ø. Det er sjovt, magisk og fjollet, og så er det vildt lækkert at se på. Bogen er trykt i et stort format, der giver god plads til de enkelte tegninger og splash-sider, for selv om historien er hurtigt læst, så er de meget flotte tegninger alle sammen nogle, der er værd at studere nærmere, hvilket er endnu en god grund til at få fat på bogen.

Flyvebogen – rejsen til monstrenes ø fortjener at blive lige så stort et hit som alle de øvrige udgivelser fra Strids pen. Der er ikke træthed eller træghed at spore hér. Det virker i al fald som om Hr. Strid langt fra er færdig med at fortælle sine fabulerende fortællinger til alle os, der konsekvent nægter at blive helt voksne. Kapellet anbefaler i al fald den nye bog på det varmeste, om ikke andet så som en kærkommen eskapistisk modgift til den dommedagsstemning, der ellers omgiver os i hverdagen. Tusind tak, Jakob!