Den skotske chicklit-forfatter med det spøjse navn, Mhairi McFarlane, er aktuel med sin sjette roman af slagsen, og kender du til forfatterens bøger, så får du det, du plejer at få; en hjertevarm historie om en moderne kvindes kamp for at finde kærligheden og sig selv, tilsat rigelige mængder humor og spiddende sarkasme.

Advokaten Laurie er midt i trediverne og ved at være klar til at tage skridtet om at blive forælder, da hendes kæreste gennem næsten tyve år pludselig forlader hende. Da det lidt senere kommer frem, at han oven i købet har gjort en anden kvinde gravid i samme sekund, han forlod Laurie, er ydmygelsen total. Og den står på kronisk ydmygelse, fordi ekskæresten arbejder i samme firma som Laurie. Det ændrer et møde med firmaets flotte ungkarl, Jamie, på. Som notorisk player har han nemlig brug for en pæn og stabil kæreste til at imponere cheferne, så han kan opnå den forfremmelse, han ønsker mere end alt andet. Og hun har brug for at gøre sin eks jaloux.

I et alkoholforbedret øjeblik indgår den forsigtige Laurie en pagt med Jamie: De skal agere kærester i nogle måneder, indtil de begge har opnået det, de vil have. Men det, der begynder som iscenesatte fotos af parlykke på Instagram og Facebook, glider langsomt over i en gråzone, hvor det kan være svært at mærke forskel på ægte og iscenesat kærlighed.

Selve grundplottet i romanen er et, vi kender fra talrige andre romantiske fortællinger: Kvinde bliver droppet, kvinde anskaffer sig stand-in-mand for at vinde eks tilbage, kvinde forelsker sig i stand-in-mand i stedet. Det, der gør romanen interessant, er, hvor tidstypisk den er. Chicklit-genren er generelt god til at kommentere på sin samtid og lave referencer til alt fra populære biografhits til tøjmærker. I Hvis bare du var min kommer den tendens til udtryk på flere måder.

Først og fremmest er romanen et billede på det, man måske kunne kalde tidens ideal om kønsroller, hvor manden er blød og kan tale om følelser (ofte over mange sider i bogen), og kvinden handlekraftigt redder sig selv frem for at sidde og vente på at blive reddet. Men det stopper ikke dér. Det er tydeligt, at McFarlanes sjette roman er præget af to af de mest debatterede emner i tiden, nemlig bevægelserne #metoo og Black Lives Matter. Det ser vi for eksempel i bogens tematikker, der blandt andet kredser om mandschauvinisme og sexisme på arbejdspladsen, og i hovedpersonen Laurie, der som halvt sort ofte mødes af folks ugennemtænkte kommentarer, såsom ”Gud, dit navn lyder ellers så engelsk!”

For nogle vil forfatterens brug af de her debatemner nok virke påklistret eller kommercielt motiveret, mens det for andre sikkert vil føles både rigtigt og vedkommende, at fiktionen sådan behandler de her emner. Uanset hvad holder bogen og den kærlighedshistorie, den fortæller, så hvis du elsker McFarlanes humor, vid og bid, så bliver du ikke skuffet med det her stykke sommerlæsning.