Romanen Magnus skrevet af Carsten Kaag handler om, hvad meningen med livet er. Det er en roman om eksistensen og om en eksistentiel krise. Romanens hovedperson er - eller var - en rimelig succesfuld og velrenommeret arkitekt, der pludselig som ved et ‘samuraiangreb’ bliver købt ud af den tegnestue, han selv har været med til at grundlægge. Men hvad så? Det er det store spørgsmål.

Samuraiangrebet får Magnus til være tilovers, fritstillet, overflødig og ubrugelig. Nu kan han nyde sit otium med alt hvad det indebærer af at have masser af tid tilovers til alt det, der giver livet værdi: poesi, læsning, at nyde livet og de gode flasker.

Men hvad er meningen med livet - eller hvad er meningen med rejsen? Er det begyndelsen og intentionen; er det midten og eksekveringen; eller er det afslutningen, ankomsten og belønningen? Er samlejets mening samlejet eller orgasmen? Er meningen med jagten jagten selv, eller er det byttet?

Disse spørgsmål plager Magnus, der vender og drejer spørgsmålet på om ikke uendelig mange så dog rigeligt mange måder. Han har to indre stemmer, hvoraf den ene fremhæver det lykkelige ved, at Magnus er fri af rotteræset, af stress og jag, og nu endelig har tid til at nyde sin tilværelse, mens han er frisk og rørig. For han har mange interesser, som han nu har tid til at nyde. Den anden stemme ser interesserne som substitutter for det egentlige liv, som leves blandt mennesker og i projekterne - i kampen for at få ordrer i bogen og succes. At blive spurgt om noget, der er vigtigt er det der gør forskellen. Den, der er i livet, bliver hele tiden spurgt om noget, der betyder noget, mens den der er udenfor enten slet ikke bliver spurgt eller højst bliver spurgt om noget, der er fuldstændig ligegyldigt.

Det er en klassisk eksistentiel problemstilling, som også kører ind over det klassiske eksistentielle tema om tilskueren og deltageren. Den frigjorte bliver tilskuer til det liv, de aktive deltager i.

Romanen gennemspiller temaet igen og igen - det vendes og drejes i samtaler og refleksioner og med flere forskellige iklædninger. Det kan være som jagten på en partner, jobbet, den fede oplevelse - hvor er meningen: i vejen til det forjættede - eller ved ankomsten i det forjættede?

Litteraturforskeren Peter Brooks har i sin bog om slutningen med udgangspunkt i Walter Benjamin talt om, at det er slutningen, der giver mening til en handling. Når man læser en fortælling, så er det først slutningen, der giver de enkelte dele mening. Derfor taler han om, at læsningen af en anticipation af retrospektion. I hvert øjeblik, må man anticipere det blik bagud, der kan give mening til øjeblikket; nuet.

Det er først i døden, at livet kan forlenes med dets mening, men da - kan man måske lidt mindre højstemt sige - er det for sent. Magnus spørger da også, om det virkeligt kan passe, at mening og betydning skal komme udefra: fra de beundrende blikke, de glade kunder, den tildelte succes. Eller om det ikke også kan være en indre søgen - det rige indre liv, der ikke måles med en ydre skala som penge, succes, den smukke partner alle andre kigger efter og begærer.

Men han finder ikke umiddelbart et svar, for der gives ikke noget svar på den ambivalens, Magnus mærker. Ambivalensen overfor om meningen tildeles af de andre aktive - eller om man kan finde den i litteraturen og nydelsen af livet. Det vedbliver at være et eksistentielt spørgsmål uden svar - måske fordi meningen ikke findes, men må gøres hver gang og på ny. Måske i øjeblikket?

Carsten Kaag har skrevet en udmærket eksistentiel roman. Bogen rummer ikke nogen fortælling i traditionel fremadskridende forstand, men er snarere en række refleksioner ‘på stedet’ over livets mening eller dets fravær. Af bagsideteksten fremgår det, at fortællingen er ‘tempofyldt’, men det må være med en anden målestok end denne anmelders, da der faktisk ikke er nogen fortælling - og der er ikke noget ‘tempo’ i romanen. Dette viser sig også i kompositionen, hvor afsnittene ofte består af et par linjer med refleksion, der afløses af nye linjer med refleksioner - men der er sjældent afsnit, der består af beskrivelser af hændelser, der følger på hinanden - og slet ikke som følge af hinanden.

For læsere, der er lidt oppe i årene, kan romanen være en påmindelse om, at livet ikke nødvendigvis begynder at give mening, når ens hverdag ikke er bestemt af et arbejdsliv. Den meget tid til at beskæftige sig med sig selv og hvad som helst, er ikke i sig selv nok til at fylde et liv med mening - men hvad der så skal til, giver romanen ingen svar på. Det må man selv finde - og det er jo en udmærket pointe!