Elif Shafak har her begået en streg af en roman, tegnet et strejf af levet liv, og hvilket!

Vi kastes som læser hovedkulds ind i slutningen af et liv, ganske på de første sider, og det er dramatisk og direkte fra første færd.

Det er den 43-årige Leila, som befinder sig i en affaldscontainer, og hun reflekterer, mens livet langsomt ebber ud.

Hendes bevidsthed bølger, og den bruser af sted, for der er mange erindringer at forholde sig til. Der er barndomshjemmet, der banker på.

Der er flugten derfra, og der er storbyen Istanbul, som viser sig fra alle sine sider, også de dunkle, og det er fortættet og så smukt – på tragisk vis – skrevet frem.

Jeg har tidligere læst med stor fortabelse Orhan Pamuks bøger, hvor Istanbul står som egentlig hovedperson, og her må jeg sige, at Istanbul som karakter blegner, idet Elif Shafaks portrættering af Leila går skridtet videre og indrammer en person, for hvem livet ikke har været let.

Du får her et indblik i en tyrkisk verden, på en anden måde end hos Orhan Pamuk; fremskrevet af en ferm kvindelig forfatter med blik for det kvindelige i samfundet, og det er grufuldt og nødvendigt at berette om, fornemmer jeg.