Med Du må aldrig glemme mig leverer skotske Mhairi McFarlane sin femte chicklit-roman, og det er endnu en gang rigtig lækker læsning for alle med hang til romantik og humor. Titlen klinger måske lige lovlig patosladet for nogen (især på dansk), men McFarlanes selvironi sikrer, at det aldrig kammer over.

Georgina Horspools liv er ikke noget at prale af; i en alder af 30 har hun ikke opnået andet end et miserabelt job som servitrice og en skummel lejelejlighed med en maddikefarm som nabo. Tingene går dog hurtigt fra skidt til dobbelt-skidt, da hun bliver fyret og samme aften finder sin komikerkæreste i færd med noget avanceret sex med en anden kvinde. Som en feberredning sikrer Georgina sig et nyt job på en pub – kun for at opdage, at den ene chef er hendes første kærlighed, Lucas McCarthy, som det hele gik så grueligt galt med tilbage i gymnasiet. Men hvorfor lader han ikke til at kunne huske hende? Som kronen på værket lægger hendes berømmelseshungrende ekskæreste an til at bruge materiale fra Georginas dagbog i sine stand-up-shows. Modgang motiverer heldigvis, og Georgina tager kampen op for at få styr på sit liv og mest af alt slutte fred med fortiden.

I romanen anvender McFarlane en model, hun med succes har brugt før: Den gradvise afsløring af en traumatisk hændelse tilbage i skoletiden – med fokus på de konsekvenser den slags ofte har for et menneskes selvopfattelse. Sammen med kærlighedsintrigen er det garanti for spænding og konstant nysgerrighed, så du vender siderne. Tematikkerne om at slutte fred med ikke bare fortiden men også sig selv og sine fejl virker autentiske og vedkommende.

Miljøerne i McFarlanes romaner placerer sig et sted midt imellem de glittede storbysettings, vi ofte ser hos Marian Keyes, og de landlige, kæledyrsfyldte miljøer, vi finder hos Lucy Dillon. Heltinden hos McFarlane er en helt almindelig pige med former, der ikke gør sig i nymodens trends som intimbarbering eller deling af nøgenfotos. (Det er altid en fornøjelse at følge forfatterens små stædige stikpiller mod netop den slags tendenser!). Det er dog langt fra sådan, at de sociale medier og sms’er ikke er med i bøgerne; vi ser netop tit, at McFarlane indfletter de her helt dagligdags kommunikationsformer i sine værker. Det er med til at gøre historien realistisk.

Jeg har på fornemmelsen, at Mhairi McFarlane foretrækker sine mænd lidt bløde. Heltene er i hvert fald typer, der føler dybt og inderligt og ikke er bange for at græde eller tale udtømmende om deres følelser (over op til flere sider). Om man selv er så romantisk anlagt, må komme an på den enkelte læser. Den kvindelige hovedperson er omvendt en klassisk chicklit-heltinde: Usikker, kaotisk, men med et hjerte af guld – og helt i tråd med nutidens idealer redder hun naturligvis først og fremmest sig selv frem for at sidde og vente på, at manden skal komme og gøre det.

Således forener Mhairi McFarlane både det traditionelle og det moderne inden for den romantiske genre, og når først du kommer i gang med hendes romaner, kan de godt gå hen og blive vanedannende. Vælger du at følges med Georgina over de små 400 sider, vil du i hvert fald være i godt selskab.