At karakterisere Stephen King som en postmoderne, intertekstuel og metafiktiv, selvrefleksiv gyserforfatterforfatter har en vis mislyd, da gysergenren ikke har en høj position i det litterære smagshierarki. Gys er ikke god litteratur, og genrens absolutte klassikere er få: Mary Shelleys Frankenstein (1818), Edgar Allan Poes noveller, Stevensons The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886) og Bram Stokers Dracula (1897). Disse tre romaner rangerer også højt uden for gysergenren, og Stephen King har tematiseret gyserforfatterens ambitioner om ikke kun at skrive gode gyserfortællinger, men også at skrive god litteratur.

Faktisk kan et forbavsende stort antal af Kings bøger lige så godt kaldes Künstlerromaner som gysere, hvor monsteret kun er en slags MacGuffin eller anledning til at diskutere forfatterproblematikken. Det gælder den tidlige The Body (skrevet 1973-74), Misery (1987), The Shining (1977), Cell (2006) og også her Duma Key. Heltene, der i en Stephen King-bog også er ofrene, er romanforfattere, tegneseriekunstnere og i Duma Key en billedkunstner. Han var egentlig en succesfuld entreprenør, men efter en slem og invaliderende arbejdsulykke blev han uhyggelig god til at male surrealistiske billeder, der i romanen sammenlignes med Salvador Dali.

Kunstnerproblematikken sættes på spidsen i Duma Key, da det viser sig, at hovedpersonen, Edgar Fremantles kunst er så stærk, at den ikke bare afbilder virkeligheden mimetisk, men at den er i stand til at ændre på virkeligheden. Her kunne der være tale om en kunstners grandiose storhedsdrømme; men pointen er den modsatte, nemlig at det slet ikke går med den slags kunst. Malerierne er så gode, at de bliver farlige og dæmoniske. I Misery, der har en del til fælles med Duma Key, er der den samme holdning, nemlig at trivi-forfatteren Paul Sheldon først kan undslippe sin number-one fan, den sadistiske og psykopatiske sygeplejerske Annie Wilkes, da han opgiver at blive en seriøs forfatter og slår sig til tåls med at skrive det, han er virkelig god til, victorianske romancer om heltinden Misery Chastain.

Kings budskab er i Duma Key og i Misery, at det er bedre at være en god gyserforfatter end en for ambitiøs seriøs forfatter, og som sådan forsvarer han metafiktivt genren. Uden for fiktionen har King leveret en aldeles udmærket apologi for genren, inklusiv dens historie, i hans Danse Macabre. Det at skrive en gyser er ikke let, og i Duma Key beskriver King det som at klemme gift ud af et slangebid.

Stephen Kings fortælleteknik er i en nøddeskal, at han tager et psykologiske eller socialt problem, oftest fra familielivet i en amerikansk provinsby, og giver det en konkret og fysik form, som er et (overnaturligt) monster. I Duma Key er problemet eller problemerne arbejdsulykken og invaliditet, skilsmisse, en fars forhold til hans voksne døtre og deres kærester. Blandt Edgar Fremantles venner, der bistår ham i hans kamp mod monstret, er det hos Jerome Wireman det tragiske og meningsløse tab af kone og barn. Hos Elizabeth Eastlake er det begyndende alderdomsdemens, som er skildret fremragende realistisk.

Stephen King undgår omhyggeligt i Duma Key at gøre monsteret alt for konkret, og hver gang det og dets hjælpere optræder, præciseres det, at de ikke er helt virkelige. Hos King er et monster et simulacrum. Det er et intertekstuelt citat, evt. konglomerat af citater, fra gyserens kulturhistorie. Kings ofre har midt i deres tunge problemer ressourcer, der kan hjælpe dem, og ofrene er uendeligt mere interessante end monstrene, der truer dem. Kings gyserromaner er en kombination af (social og regional) realisme og horror, og det der binder disse to forskellige genrer sammen, er den metafiktive og intertekstuelle fortællemåde.

Er Duma Key da en god gyserroman? Den kommer ikke på højde med Misery og langt fra med Kings hovedværk It. Romanens persongalleri, dens lokaliteter og tematik er vellykkede; men bogens bogstavelig talt tunge problem er dens længde på 636 sider, for der er kun stof til det halve. Dette stof pustet op med et utal af gentagelser, næsten som om forfatteren har anvendt tekstbehandlerens copy-paste funktion. Hvis bare forlagsredaktør havde været skrap nok til også at anvende delete-tasten, kunne Duma Key havde været den gode roman, som dens idé fortjener.