Pigen på billedet er Linda Bostrøm Knausgård i 12-årsalderen. Hendes klædedragt var et højst usædvanligt syn i Sverige: en pioneruniform fra Sovjetunionen (som faktisk stadig bruges i Putins Rusland). Forklaring følger.

I tre romaner – Helioskatastrofen (2013), Velkommen til Amerika (2016) og nu Oktoberbarn – er Linda Boström Knausgård gået tættere og tættere på sit eget liv, og i den nye roman trækker hun virkelig på ”hovedstolen”: de vigtigste personer er hende selv, hendes forældre, hendes fire (navngivne) børn og hendes tidligere ægtefælle Karl Ove Knausgård (som hun blev skilt fra i 2016). Oktoberbarn giver begrebet autofiktion nogle nye betydningslag (i hvert fald for mig): Der er ingen grund til at betvivle den faktuelle del af stoffet som autentisk, men dette stof er – gennem et meget stærkt og forskelligartet sprog – indskrevet i en poetisk fortælling, hvor drømme, fantasier, angst og vrangforestillinger har mindst lige så stor vægt og betydning. Jeg synes derfor godt man kan sige, at bogen lever op til forlagets genrebetegnelse: roman.

Det er en førstepersonsfortælling, men forfatteren nævner sjældent sit eget, og aldrig forældrenes eller Karl Oves navne – sidstnævnte optræder mest i anden person, altså med en nærhed og fortrolighed, som er velgørende når historien er så trist som den er. Kun de fire børn nævnes ved navn, og det gør meget af teksten decideret hjerteskærende.

Psykiatrifabrikken
For det er – i det store og hele – en stærk og sørgelig fortælling. Om et yderst talentfuldt og sårbart menneske, hvis liv kører af sporet og havner på depressionslinjen – med stationer som akutmodtagninger og psykiatriske hospitaler flere steder i Sverige. Teksten beskriver det hele både nøgternt, fabulerende, metaforisk og poetisk. Fx spiller ”fabrikken” en stor rolle: det er det afsnit af den psykiatriske afdeling, som tager sig af hvad man i psykiatrisprog kalder ECT-behandlingen. I Knausgårds sprog er der tale om en fabrik, som sætter strøm til plagede menneskehjerner – på samlebånd.

Forlaget præsenterer bogen med meget stor vægt på depressions-diagnosen og som ”et fortvivlet opgør med det psykiatriske behandlingssystem”. Det synes jer er at gøre bogen mindre end den er. Vist er forfatteren – som her er identisk med fortælleren – uhyre kritisk over for elektrochok-behandlingen og ikke mindst de travle læger, som ingenting forstår, men hun er også nuanceret forstående og empatisk over for plejepersonalet og de andre patienter, som for en tid får et beskyttende rum at være i. For hun gør alt hvad hun kan for at forstå sig selv og hvorfor hun er havnet her.

En af ECT-behandlingens værste bivirkninger er kortere- eller længerevarende hukommelsestab, og jeg opfatter faktisk først og fremmest bogen som en studie i hukommelsens væsen og erindringens vigtighed i forhold til et menneskes oplevelse af sin egen identitet.

”At vokse op er ikke for børn”
Det er her, pioner-uniformen kommer ind i billedet: På en sommertur med moderen flygter fortælleren fra selskabet og lukker sig inde på dasset, hvor hun i en avis ser et billede af en pige på en lejr i en sovjetisk landsby:

Hun var en af flere, men alligevel alene. Hun så lige præcis ud sådan som jeg havde villet set ud hvis jeg havde kunnet vælge. Fletningerne, de blå sløjfer, det røde tørklæde bundet om halsen, hvid skjorte, blå kjole, den røde stjerne på brystet. Hun var et oktoberbarn…. Jeg var født i oktober måned. Jeg var et udvalgt barn blandt andre udvalgte, men jeg var kommet på afveje på en måde intet menneske kunne forstå og derfor kaldte de på mig overalt. Det var deres stemmer jeg hørte når jeg vågnede hver morgen. I flere år gik jeg med pionerenes uniform. (s. 73-74)

Hun er glad for uniformen, fordi ”jeg vidste hvem jeg var og det gav mig styrke” (s. 74). Børnene i skolen mobber hende som ”kommunist”. Det var hun (eller moderen) bestemt ikke; uniformen er et lærestykke i, hvordan man som barn kan bygge en persona op i forsvar. Som ung bygger fortælleren en anden persona op: egentlig er hun genert, men i gymnasiet spiller hun udadvendt:

Min generthed var mere sand end den højtråbende persona jeg havde tillagt mig på Östra Real. Men alligevel var jeg mere mig selv når jeg var sammen med dem [kæresten Erik og hans storebror Magnus, som hun var hemmeligt forelsket i]. Det var sådan jeg var. Sammen med dem lignede jeg mig selv som man ligner sig selv når man ikke lyver, klæder sig ud eller skaber en så vakkelvorn tryghed at det mindste vindpust kan få en til at stå i en gang uden tøj på, uden forsvar. (s. 95)

Teksten strømmer
Fortællingen er ikke opdelt i kapitler, kun (med kortere eller længere mellemrum) i afsnit. Man kan godt sige, at hovedstrømmen er fortællingerne fra de psykiatriske indlæggelser, og derfra stråler teksten så ud i (sygdomsrelaterede) fantasier og erindringer fra forskellige perioder i hovedpersonens barndom, ungdom og voksenliv.

Plejeren Maria beder fortælleren om at huske positive ting, og det gør hun så, og det er skønne afsnit – men (”lorte”-)erindringerne om vanskelighederne i barndom og ungdom trænger sig alligevel hele tiden på. Forældrenes tidlige skilsmisse, faderens maniodepressivitet og grænseoverskridende adfærd, moderens skuespillerliv med meget fravær og andre mænd tæt på, den fjerne (gode) familie og de skrøbelige relationer til skolekammerater, venner, veninder og kærester fylder meget.

Sproget er som sagt ganske suverænt (og det er ikke noget nyt hos denne forfatter). Her er fx en beskrivelse af depressionens univers, som det ellers er så vanskeligt at finde ord for:

Depressionens sløve mørke, dens intet og dens vågne død, det er den der venter på mig, når jeg synker endnu dybere. Der hvor der ingen ord er, ingen samvittighed, blot den sløve morgen, middag, aften og angsten der omslutter hver celle. / Hver morgen når du vågner og skrækken når det til sidst går op for dig med hver en del af dig og hver tanke. Du er vågen. (s. 96)

Bogen er ikke lang, men heller ikke letlæst. Det lønner sig til gengæld: Linda Boström Knausgård er en stor forfatter.