Kapellets redaktør har, med uvurderlig hjælp fra sine to trofaste medanmeldere Sebastian og Carl, kastet sig over sjette bog i serien om Karmaboy. Er du kun i stand til at finde fem bøger hos boghandleren, er der en forklaring, som du kan finde ved at læse anmeldelsen af bog nummer fem . Selv om historien måske kan virke velkendt, nemlig at Niller (aka. Karmaboy) og hans venner igen trues med at Skovlunde bytorv, hvor de bor, skal jævnes med jorden, er der selvsagt også nyt, men først lige en gennemgang af de velkendte elementer.

Indledningsvis skal det siges, at det er en klar fordel at have læst de andre bøger i serien, selv om de også sagtens kan læses uafhængigt af hinanden. Fordelen ved at læse flere af bøgerne (især som voksen højtlæser) er at man kan få lært de mange forskellige figurer meget bedre at kende (og få øvet sig i at lave de helt rigtige stemmer til) eksempelvis Erkan, Kopi-Kaj, Helse-Else, Tykke og resten af slænget.

Fælles for bøgerne i serien er alle Riisings fodnoter, der ofte tilføjer en smart bemærkning eller leger med sproget, Claus Bigums tegninger og den prisvindende forfatters letlæste, underholdende sprog. Det der truer Skovlunde bytorv denne gang er dog noget nyt, for som titlen antyder, så finder Niller og Co. ud af, at der i Skovlunde eksisterer en hemmelig organisation kaldet ”Klunkeklanen”, som faktisk blev forbudt for år tilbage. Idet Niller kommer på sporet af denne organisation, er han faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt Klunkeklanen er skumle og skurkagtige folk, der mødes i smug eller en samling af byens beboere, der faktisk vil Skovlunde det bedste.

Kopi-Kaj bliver af forskellige årsager faktisk inviteret til et møde i Klunkeklanen, muligvis med det formål selv at blive optaget i klanen, så gode råd er dyre. Hvordan kan Niller dog få indsigt i, hvad der sker til disse møder? Her kan Tykke måske hjælpe, men hvordan skal selvsagt ikke afsløres i dette forum.

Selv om den seneste bog i serien er ret morsom, så virker det desværre også lidt som om den prisvindende forfatter har genanvendt lidt for mange af elementerne fra de øvrige bøger i serien. Kapellets (højt)læser og de knap så prisvindende Billebørn, der venligt lyttede med, var i al fald enige om, at det var en rigtig fin bog, men at man også godt kunne trænge til at komme lidt væk fra Skovlunde bytorv, som det eksempelvis sker i såvel Klokkeværk og Kvindelejr og Sultanen af Dillermann. For selv om der er voldsomt hyggeligt i Skovlunde, så er det ret morsomt at opleve de jævne folk her komme væk fra deres vante omgivelser. Det synes at give mulighed for lidt større fiktive armbevægelser.

Dette skal selvsagt ikke opfattes som om Karmaboy – den hemmelige klunkeklan ikke har sine momenter, men der er måske bare lidt længere mellem dem denne gang. Dette handler på ingen måde om at Riising har mistet grebet om hverken figurerne eller miljøet. Det er helt bevidst, at alle bøgerne i serien handler om Skovlunde bytorv, der er i fare, og hvordan god karma og lidt list kan redde situationen. Genkendelighed er en god ting, men man skal også passe på med at gentage formlen så mange gange, at de unge læsere holder op med at blive overraskede.

Dette skal på ingen måde opfattes som en sønderlemmende kritik, for Kapellet er helt sikker på, at der både er mange trofaste læsere og en del nye, der vil nyde den seneste Karmaboybog lige så meget som de øvrige. Det er stadig sjovt, skørt og fyldt med finurlige påfund, der udnytter mediet ”bog” virkeligt fint.

Så leder du derfor efter en gave til det der stædige drengebarn, der ikke rigtigt gider at læse, så vil Karmaboy garanteret vække glæde, for selv om pigerne også sagtens kan læse med, så er det helt klart en bogserie, der er henvendt til den læsergruppe, der slet ikke kan få nok af prutter, platte vitser og ikke mindst kæmpestore klunker.