Er du indstillet på at dele seng – og sengetøj – med en, du aldrig har mødt? Det er udgangspunktet i engelske Beth O’Learys debutroman Lejlighed til deling.

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at ja, det er du, hvis bare du er desperat nok. De to hovedpersoner, Tiffy og Leon, er desperate på hver deres måde: Hun har brug for et billigt sted at bo, efter at et brud med on-and-off-kæresten har efterladt hende uden bolig, penge eller selvtillid. Han har brug for en ekstra indtægt, så han kan betale den advokat, der skal få hans uskyldigt dømte bror ud af fængslet, før han går psykisk ned. Eftersom Leon har natarbejde og er hos kæresten i weekenderne, står sengen og lejligheden jo alligevel ledig. Arrangementet er tilsyneladende perfekt.

Tiffy og Leon har aldrig mødt hinanden, men udvikler snart et system med at kommunikere om alt og intet via gule post-its i lejligheden. Langsomt bevæger de sig fra udsagn som ”vi mangler toiletpapir” til ”jeg er ked af at høre det om din eks – er du okay?”. Som man næsten kan regne ud, spirer følelserne gradvist. Det er ret tankevækkende, at havde de to hovedpersoner udgydt deres inderste følelser til en fremmed i cyberspace, havde det nok virket mere foruroligende, men de gule post-its føjer et betryggende retro-element til det hele. Desuden er der garanti for gode grin, når du følger med i de tos korrespondance og jokes; forfatteren har styr på sin humor.

Som karakter er Tiffy den klassiske chicklit(anti)heltinde: sød, sjov og selvironisk samt med en lettere excentrisk tøjsmag. På mange måder minder hun om Louisa i Jojo Moyes’ megahit Mig før dig. Leon er forfriskende anderledes ved at være en introvert underdog, der får koldsved over større forandringer såsom de mange pyntepuder, Tiffy indfører i sofaen.

Synsvinklen skifter mellem de to karakterer hele romanen igennem, og det bidrager til den romantiske suspense, at vi sådan kan følge deres respektive tanker og følelser omkring bestemte ting, de begge har oplevet. Tiffy og Leon er meget forskellige typer, og som en fin, lille detalje sørger O’Leary for at afspejle det sprogligt: Tiffys kapitler er ordrige og detaljerede; Leons er ordknappe, og sætningerne har tit intet grundled, som vi ser det i sms’er og den slags. (Måske især hos mænd, kunne man tilføje lettere fordomsfuldt).

Temaerne i denne roman er – naturligvis – kærlighed og parforhold, men også venskab, opgør med fortiden og retfærdighed er på spil. Det er vedkommende og interessant læsning hele vejen igennem. Især i bogens anden halvdel vender siderne næsten sig selv af bar spænding.

Nogle vil måske hævde, at en roman som Lejlighed til deling er forudsigelig i sit plot, men hvorfor egentlig? Den er ikke mere forudsigelig end andre chicklit-romaner eller krimier eller fantasyromaner. Alle tre er genrer, der har en række faste karakteristika, som vi kender, og som langt hen ad vejen er grunden til, at vi har lyst til at læse dem. Desuden plejer briterne at have styr på deres chicklit. Hvis du anskaffer dig Beth O’Learys roman, er det højst sandsynlig, fordi du har lyst til at læse en sjov og sød historie om to mennesker, der forsøger at finde hinanden (og få styr på det der liv i processen), og dét får du i hvert fald her. Personligt glæder jeg mig til mere fra O’Learys pen.