Selv om noget af det værste anmeldere kan gøre, så vil Kapellets udsendte godt fortælle lidt om, hvordan den anden bog med Elmer Baltazar ender. Det gør den nemlig ikke… eller rettere; der lægges i den grad op til en fortsættelse, idet man når frem til de allersidste sider. På den måde er den nye bog ikke som Tobias Bukhaves første i serien at betragte som en afsluttet helhed. Det gør heller ikke så meget, for selv om der måske kan være enkelte læsere, der vil være skuffede over at Truslen fra Kragoria ikke forløses med en velafrundet slutning, så er der mange af os, der virkelig læder os over udsigten til flere eventyr med Emmy og Elmer.

Det nye eventyr overholder stort set realtime, idet den starter omtrent et års tid efter den første bog sluttede. Elmer og Emmy er for længst vendt tilbage fra deres eventyr i fantasy-computerspilsverdenen Arkadia. Selv om de stadig er venner, har der aldrig været en lejlighed til at få snakket ordentligt ud om det dramatiske begivenheder, som de var en del af, da de pludselig befandt sig midt i Emmys favoritspil. Hun har imidlertid undersøgt den teknologi, som de fik med derfra og har bygget et kommunikationsredskab, som hun håber på sigt kan føre dem tilbage til Arkadia, hvis der skulle være brug for det.

Elmer derimod har valgt at fokusere sine kræfter på det teaterstykke, som skolen sætter op, men mest af alt fordi Emmy spiller i orkestret. Elmer har landet rollen som Gobbo i Shakespeares Købmanden fra Venedig. Det lykkes overraskende nok Elmer at imponere tilskuere, sin dramalærer og ikke mindst Emmy ved at leve sig så overordentligt meget ind i sin figur. Der går dog ikke mange kapitler, før vor to hovedpersoner igen bliver kaldt til Arkadia.

Samtidig med at læseren følger Elmer og Emmy i virkelighedens verden, fortælles der også sideløbende historier fra Arkadia. En krig er under opsejling. Styrker fra Kragoria har på en eller anden måde fået adgang til noget urovækkende teknologi, der ikke synes at høre hjemme i denne ellers så traditionelle fantasyverden. De, der benytter teknologien, smittes også med en slags galskab. Hvordan dette er sket, er der ingen der ved, men truslen fra den gale fyrste Runov er ikke til at tage fejl af.

Læseren opdager også hurtigt, at den ondskab som Elmer og Emmy ellers havde troet var blevet manet bort i den første bog ikke er helt væk. Sidst, men ikke mindst følger vi i fortællingen også troldmanden Tyros, der sammen med sin søn Gremon er taget ud i Arkadias store verden i forsøget på at finde frem til et glemt tempel, som Elmer og Emmy også har til opgave at lokalisere.

Som du nok kan fornemme, er der en hel del handlingstråde, som man skal følge i denne anden bog i serien, men det er slet ikke noget problem, for Hr. Bukhave er mægtig god til at tage sin læser ved hånden og forklare præcis, hvad det er, som sker.

Forfatteren forsøger ikke at lægge skjul på, hvilke forfattere han lader sig inspirere af. Eksempelvis forekommer kragorianernes angreb på Frostelvernes hovedsæde meget inspireret af slaget om Minas Tirith fra Ringenes Herre, mens skildringen af det uhyre, der mod bogens slutning angriber det skib, Emmy og Elmer befinder sig på, er uhyggeligt tæt på en lignende scene man kan finde i Jules Vernes En verdensomsejling under havet. Det gør dog ikke noget, for disse scener fungerer også virkeligt godt i Elmer Baltazar 2 – Truslen fra Kragoria. Den eneste ”bivirkning”, der kan være, er, at man får lyst til at genlæse de ovennævnte værker.

I Elmer Baltazar 2 – Truslen fra Kragoria udvider forfatteren hans fantasy/spilverden, med nye figurer, flere handlingstråde og lader som nævnt ikke hovedhistorien blive afsluttet denne gang. Der er derfor en række ubesvarede spørgsmål og en del cliff-hangers som læseren efterlades med, når sidste side nås. Selv om dette måske kan være frustrerende, så er historien så tilpas actionfyldt og stemningsfuld, at man er virkeligt godt underholdt undervejs.

Elmer Baltazar 2 – Truslen fra Kragoria er ikke helt så helstøbt som den første bog i serien, til gengæld er den langt mere ambitiøs i forhold til sit univers. Der er denne gang heller ikke lige så mange videospil-referencer, som der var i den første, hvilket er lidt ærgerligt, da netop blandingen mellem nørderi, fantasy og ungdsomsbog var det, der fik etteren helt op at ringe. Dette skal dog ikke læses som en sønderlemmende kritik, for bogen er som nævnt virkelig læsværdig.

Kapellets anmelder håber selvsagt på, at der snart kommer en fortsættelse, der kan leve op til den ganske høje standard i de to første bøger. Både højtlæser og de Billebørn, der også opmærksomt har lyttet med denne gang, er selvfølgelig spændt på, hvordan det hele kommer til at spænde af.