Glitter flytter ind / Glitter får en ny ven / Amy Young / 40 sider
Carlsen. ISBN 9788711906996
Anmeldt 27/3 2019, 08:08 af Lise Majgaard Mortensen
En unik og pædagogisk enhjørning
En unik og pædagogisk enhjørning
« TilbageDer er nuttethed og flotte streger over hele linjen i fortællingen om Glitter, den magiske enhjørning-ged, som spyer regnbuer og elsker sommerfugle. På både indhold og udseende rammer bøgerne lige ned i både trenden, tidsånden og børnehavehverdagen for 3-5-årige.
På Instagram findes lige nu 11.3 millioner opslag med hashtagget #unicorn. Hvorfor det? Hvorfor er enhjørninger blevet en megamodedille? Børnene er i den grad også med på bølgen. H&M bugner med prisbilligt enhjørning-gear og -lir, og det mytiske væsen har også indtaget litteraturen.
Den amerikanske børnebogsforfatter Amy Young har fingeren på pulsen med sin serie om den helt unikke enhjørning-ged Glitter, særligt henvendt til 3-5-årige. Glitter flytter ind og Glitter får en ny ven er nyligt udkommet på dansk ved Forlaget Carlsen. Forfatteren selv står for bogens fine illustrationer, og bøgerne er oversat til dansk af Christian Bach. Der er nuttethed og flotte streger over hele linjen i en simpel fortælling, der fint passer ind i målgruppens hverdag. Den er et hit hos den 3,5-årige enhjørningentusiast hjemme hos os.
Enhjørninger overalt
Det var efter sigende en madblogger fra Miami, der startede den verdensomspændende enhjørningtrend, da hun postede billeder af sit ”unicorn toast” – ristet brød med enhjørningefarvet cream cheese og glimmer. Derefter satte den amerikanske rapper Nicki Minaj sig på en oppustelig enhjøming i en musikvideo, Starbucks begyndte at sælge Unicorn Frappuccinos, og nu er det mytiske dyr overalt. I sproget har det ligeledes gjort indtog: På engelsk er ”unicorn” blevet synonym med unik og uopnåelig.
Der er noget nostalgisk over enhjørningen, som den tager sig ud i dag, omgivet af regnbuer og glitter. Den tager mig tilbage til min barndoms børnefjernsyn i 1980’erne med My Little Pony og Care Bears, og den skaber plads til farver, uskyld og drømme om fred og bredsyn i en klimadyster verden.
For min datter på 3,5 år repræsenterer den noget andet. Den er lidt en hest, men den er mere cool end en hest. Den har en snert af almindelighed, men med noget magisk lagt oveni. Den findes ikke, men måske findes den alligevel. Enhjørninger er bare fede!
Glitter flytter ind
Så da der dukkede to styks enhjørningebøger op i vores postkasse forleden, var glæden ikke til at styre. Den første bog i serien, Glitter flytter ind, handler om den lille pige Sofia, der tror, hun gør et kup, da hun bestiller en enhjørning via postordre. Men da enhjørningen dukker op, viser han sig at være mere gammel ged end herlig hest – på alle mulige måder. Sofia må derfor beslutte med sig selv, om hun kan leve med og måske lære at elske hans ufuldkommenheder. Det er en fortælling om at komme til at elske nogen – eller noget – for hvem de er og ikke hvad man håber, at de skal være.
Pædagogisk og smukt tegnet
Fortællingerne i bøgerne er simple og ordene knappe. Måske endda lidt for knappe. For at få en fyldig historie, skal man selv spinde videre og udvide teksten. Men under teksten ligger en tydelig pædagogisk vinkel og en masse følelser og begreber, som man kan gribe fat i og tale om med barnet.
De knappe ord er heldigvis godt underbygget af Youngs meget charmerende blyant- og akvarelillustrationer, og her ligger en hel masse fine, humoristiske detaljer, så man sammen med barnet kan finde på og bygge på historien og karaktererne. Illustrationerne er udtryksfulde, legende og skønne at udforske. Udtrykket er moderne, men uden at være renskuret. I en medieverden fuld af glittet computergrafik er det rart, at Young giver børnene et blik ind i håndholdte detaljer, ufærdige streger og forskelligartede udtryk.
Siden Glitter flyttede ind hos os, har vi læst bøgerne flere gange hver aften og fundet noget nyt at tale om hver gang. Den skøre enhjørning-ged er blevet et referencepunkt, som kan løse mange diskussioner. Det er en vellykket og smuk børnebogsserie, der på indhold og udseende rammer lige ned i både trenden, tidsånden og børnehavehverdagen.
Bonusinfo:
Det amerikanske forlag Macmillan har givet Glitter (eller Sparkle, som han hedder på engelsk) sin egen hjemmeside, hvor man kan downloade en lille aktivitetsbog med små opgaver.