To ting der ikke lader sg fornægte. 1. Kapellets anmelder er vild med Anders Morgenthaler. 2. Anders Morgenthaler hader kassetænkning og konformitet. Disse to elementer vil selvsagt påvirke omtalen af Morgenthalers seneste børnebog Røv – verdens vigtigste eventyr selv om der allerede nu skal lyde en undskyldning over for Hr. Morgenthaler, idet anmelder har formastet sig til at bruge tallene et og to, i stedet for, i bogens ånd, at kalde et for ”banansmag” og to for ”jetjager”.

Når man giver en udgivelse titlen Røv – verdens vigtigste eventyr, så er det både ambitiøst og gør læseren nysgerrig. For det ”banansmag’ste”, hvor selvfed er Hr. Morgenthaler lige, når han påstår at hans eventyr er så vigtig? For det ”jetjager’ste”, hvad er det mon, der gør fortællingen så forbistret vigtig? Begge spørgsmål vil Kapellet forsøge at afdække i det følgende.

Før spørgsmålene bliver besvaret er det dog tid til en ganske kort gennemgang af fortællingen. Modsat den første bog om Røv og hans bedste ven Gimmergøj, der er en levende paryk, så er der i den nye bog tale om én længere fortælling. Den er dog ikke så lang, at et barn (eller dennes voksen) ikke vil kunne læse den på én gang – for bogen er både (farve)rigt illustreret af forfatteren selv, og så er der heller ikke så meget tekst, at det bliver overvældende.

Røv – verdens vigtigste eventyr starter med, at Gimmergøj fjanter rundt og oplever en masse mærkværdige ting. Efter et stykke tid begynder hun dog at undre sig over, hvor Røv er. Efter hun har ledt lidt (og blandt andet fundet en vildt sjov pind, hvor en gebislignende bille sidder og drikker Slush-ice), finder hun endelig Røv. Han er helt alene. Farver, former, figurer og alt andet er forsvundet omkring ham. Han sidder i sort og hvid på en tom side, der er så kedelig, at selv Gimmergøjs vilde pind er holdt op med at være sjov længere.

Hvad det er, der har gjort Røv så ene og farveløs, skal man selvfølgelig selv læse sig til. Selv om det hele kan lyde meget syret (og det er det!), kan man også begynde at svare på det banansmag’este spørgsmål. Hr. Morgenthaler er på ingen måde en blærerøv, for hans eventyr er faktisk utroligt vigtigt. Ikke så meget fortællingen som sådan men mere budskabet i hans historie, der selvfølgelig handler om at genfinde farverne og glæden i hverdagen i stedet for udelukkende at gøre de ting, som uopfindsomme tosser mener er vigtigere.

Selvfølgelig kan alle ikke blot smide alt, hvad de har i hænderne og løbe nøgen udenfor for at mærke vinden på kroppen, smage på træets bark eller genfinde glæden ved at nærstudere de mange farver i fluens øjne, men mindre kan muligvis også gøre det.

Det er så her vi kommer tættere på det jetjager’ste, for Kapellets læser opfatter i al fald bogen som et opråb, ja nærmest et påbud fra forfatteren om, at vi bliver nødt til at genfinde (eller insistere på at holde fast i) den ”barnlige” glæde, der kan opstå når man bare går på opdagelse og vælger at se ens omgivelser i et nyt perspektiv. Holder man op med at sanse, med at opleve og forekommer kvartalsregnskaber pludselig langt vigtigere, ja så sker der det samme med en, som med Røv; farverne falmer omkring en, og man opdager måske ikke engang at man bare spilder sit liv på ting, der ikke engang gør en glad.

Lige som det var tilfældet i Mugges mærkelige hjerne, så virker det som om, at Morgenthaler har en mission gående på at hylde de skævt tænkende, kreative folk og samtidig videreformidle en velment kritik til den kassetænkning og konformitet, som muligvis har sneget sig ind på os. Røv – verdens vigtigste eventyr er i al fald en både gakket, hurtigt læst og er en meget morsom fortælling om, hvad der i værste fald kan ske, hvis man holder op med at tænke selv og bare lader andre diktere, hvad man skal bruge sin tid på.

Så selv om du måske kan mene, at det måske kan være pinligt at stå hos din lokale bogpusher og køber en bog der bærer titlen Røv så anbefaler Kapellet, at du overvinder dine kvababbelser, for bag alle de mærkelige figurer, gebis-lignende biller og det bramfri sprog, findes der kilometervis af gode intentioner.