I vort kulturradikale hjem sørger Morgenthalers Dyrefabler, hans underholdende ABC og ikke mindst kalenderen med striber fra Wullfmorgenthaler dagligt for et godt grin og lidt pædagogisk underholdning. Diskussionen om hvorvidt mindre børn bør udsættes for sidstnævnte kalender kan rettelig tages, men der er ingen tvivl om at hans skæve tegninger og ofte udsyrede fortællinger falder i god jord hos hjemmets yngste – for slet ikke at tale om deres forældre. Nu er den meget produktive Anders Morgenthaler så aktuel med en reel roman for lidt større børn og spørgsmålet er så om hvorvidt hans dyrefabel kan holde til at blive spredt ud over 200 sider?

Svaret er et rungende ”Ja” fra nærværende fanboy. For selv om der sikkert eksisterer forældre ude i det Danske som grundet deres politiske overbevisning eller deres konservative syn på livet helt overordnet ikke finder det passende at læse om dyr med forstoppelse, dyrebørn der brænder skolebøger af og begynder at kæmpe indbyrdes bandekampe i samme sekund som de voksne lukker skolen på grund af pengemangel eller for den sags skyld en stakkels giraf, der en morgen vågner op ved at hans søskende (der naturligvis er kyllinger) bogstaveligt talt pikker ham i hoved og pik, så er Børnemagt stadig et fund for alle de forældre, der holder af at læse højt og de børn, der elsker at lytte til en god, vedkommende historie.

For selv om der forekommer både groteske, brutale og lidt uhyggelige sager i løbet af handlingen, så er den – i tråd med de klassiske fabler – en historie med dyr der fortæller os en hel del om os som mennesker. Det er en bog der, for den der læser højt, er skrevet i et meget mundret, aktuelt dansk - så man bør allerede nu være klar på at bruge ord som ” retardo”, ” I røde svin, kan klare jer selv!” og ” skide danskbog” undervejs. Det er ikke sådan at Morgenthalers bog er fyldt med eder og forbandelser fra omslag til omslag, historien er blot fortalt, især i dens dialog i det ofte meget hårde sprog som drengebørn har det med at bruge i dagligdagen.

Kort fortalt så handler Børnemagt om de to venner giraffen Malthe og hans bedste ven gnuen Joakim. De går i en folkeskoleklasse, som i bogens start er ved at falde helt fra hinanden. Ingen kan sidde roligt og deres lærere har for længst opgivet at proppe viden ind i ungernes hoved. Værre endnu bliver det da en finansiel krise pludselig tvinger de voksne til at lukke skolen – tilsyneladende permanent.

Der er nu ingen forældre til at vogte over ungerne, for de skal jo enten arbejde hårdere end nogensinde før for at komme gennem krisen med skindet på snuderne eller bare give op og have ondt af sig selv. Der er heller ingen lærere til at opdrage på børnene længere, og hvad der først forekommer som ubegrænset, fantastisk frihed, udvikler sig hurtigt til noget langt mere grimt og gement, i trit med at sommeren går på hæld og vinteren melder sig.

Den centrale konflikt udspiller sig mellem de to bedste venner. Hvor Malthe sammen med nogle af de andre børn forsøger at bringe lidt normalitet ind i deres dagligdag ved at lave forskellige aktiviteter på deres gamle skole, allierer Joakim sig med en bande ligesindede gnuer, der hellere vil ødelægge end at bygge op.

Læseren følger primært begivenhederne set fra Malthes perspektiv. Selv om alle figurerne er dyr, så er det ikke svært at forholde sig til dem. De er ikke kun flade arketyper, men dyr med sjæl, meninger og vilje. Det er ekstra hårdt for Malthe idet hans bjørnefar var inspektør på den nu lukkede skole. Malthe oplever også, da han tager over for at besøge Jakob, dennes muldvarpemor der nærmest permanent ligger i sengen og ryger cigaretter, i stedet for at forsøge at komme til bunds i de bunker af skrald og opvask, der stinker stedet til. Disse ting er fint illustreret via de mange enkle, sirlige blyantstegninger, som Morgenthaler har strøet om sig med. Det eneste ærgerlige, i den forbindelse, er at nogle af illustrationerne bliver vist før man er nået til pågældende scene i teksten.

Der er altså meget substans at hente i bogen uden man har nødig at grave særligt dybt, for Morgenthaler fortæller sin historie så godt, at det er svært udelukkende at nøjes med at læse - eller højtlæse - et enkelt kapitel af gangen. Det er også en bog der tør pirke til nogle lidt ømtålelige emner som mobning, sociale problemer og voksne der helt tydeligt har sværere ved at håndtere livet, end de børn de har fået.

Dermed ikke sagt at Børnemagt er en bog, der nærmest pr. automatik indtager klassikerstatus, men det er en bog for de lidt større børn som både er spændende, tankevækkende og som rent faktisk også kan gøre nogle af dem lidt klogere på både hinanden og det samfund de lever i. Den er som nævnt velegnet til højtlæsning, men kvikke læsere fra 3-4 klasse af bør sagtens kunne læse den uden voksenhjælp. Det kan godt være at Børnemagt låner lidt fra klassiske bøger som Fluernes Herre eller Peter Pan (som den direkte kommenterer), men den er også i sig selv et intelligent og modigt udspil, skrevet på et mundret dansk, der byder på en anarkisk fortælling, som alle de der har gået i skole og været barn nemt kan forholde sig til.