Det kan ikke skjules at undertegnede er fan. Stor fan endda. For ikke alene kan man begejstres på daglig basis over Wullfmorgenthalers kalender eller når man læser den daglige stribe, der punktligt kommer hver morgen i e-postkassen (tilmeld dig eventuelt her, ganske gratis). Selv når Mikael Wulff ikke har tid til at lege, så formår Anders Morgenthaler stadig at brillere med såvel sine mere seriøse projekter (Ekko (Biograf-verson) / Ekko (DVD)) som de absurde påfund, som langt de fleste kender ham for.

Iblandt disse mere letbenede værker, hører uden tvivl Morgenthalers dyrefabler. Fablerne er en række gakkede historier for børn, som startede med Bjarnes tænder og Baobab træet, der blev udgivet separat. I 2008 kom så den første egentlige samling af Morgenthalers Dyrefabler, der blandt andet talte undertegnedes personlige favorit; Torsten og verdens længste snotter. Om strudsen Torsten, der har fået hukommelsestab, og det eneste spor han har at gå efter, er den kolonorme snotter, som hænger ud af næbbet.

I slutningen af august måned 2009 kom så det foreløbigt andet bind i serien med den spidsfindige titel: Hallo! Hvem slukkede lyset? Enkelte kan måske undre sig over hvorfor der skulle gå over en måned før Kapellet valgte at bringe en anmeldelse af dette fine værk, men forklaringen er ligetil; den har primært fungeret som højtlæsningsbog og sekundært som en bog, der ligger på et strategisk sted, så husets voksne også kan snige sig til at læse en af historierne, hvis man har fundet tid til at tage en pause fra hverdagens øvrige rutiner.

Det er denne dobbeltappel som burde resultere i at bogen næsten automatisk ville sælge sig selv. De allermindste børn bliver sikkert hægtet af når Morgenthaler fabulerende fyrer finurlige sprogblomster af, men det ændrer ikke at både lidt større børn og ikke mindst de voksne, som griner højt hvis der bliver sluppet en prut på et særdeles upassende tidspunkt, som synes søpølser er hylende grinagtige eller som aldrig får nok af begavede mennesker, der gavmildt deler ud af deres indfald, vil finde bogen virkeligt god.

Bogen indledes, lige som den første, med Morgenthalers introduktion, der denne gang handler om begrebet lommefilosofi. Gentagne gange viser forfatteren at han er 100 % på børnenes side, og han giver dem endda argumenter som de kan bruge overfor deres forældre. Tillad et kort citat;

Jep, jeg kender godt den slags voksne. De læser højt for dig, men det er, som om de ikke er rigtigt til stede. De læser, men man kan se på dem, at de tænker på noget andet. (s. 11)

Det er måske så lidt paradoksalt at der i bogen er inkluderet en CD, hvor Morgenthaler læser sin bog op. Den kan disse dovne voksne lidt for nemt sætte på, når de ikke selv orker at læse, men også senere i bogen (i historien om fluen Heinos meget stressede tilværelse) falder man over en opsang til os voksne;

Det, min lille ven, er det man kalder stress. De voksne tror ikke, at børn kan se det, men de tror jo heller ikke, at du kan kende forskel på rigtig kærlighed og den kærlighed, man får, når voksne har dårlig samvittighed. Sådan er det med voksne. De har travlt med sig selv. (s. 45)

Sådan! Selv om der måske er nogle voksne, der kan føle sig truffet over sådan nogle røfler fra noget så ”useriøst” som en børnebog, så er det sikkert meget svært ikke at spejle sig i sådanne situationer. Der er sikkert også en del fornuftige voksne, der ville mene at hvis en fjollet børnebog samtidig har bid, så bliver det pludseligt svært vedkommende og hæver sig over simpelt pjat.

Nu skal det ikke forstås som om Hallo! Hvem slukkede lyset? er en lang moraliserende opsang til os voksne, for hovedbestanddelen er stadig fablerne, der lige som hos LaFontaine, altid har en morale. De er muligvis ikke altid lige opbyggelige – som eksempelvis i hovedhistorien hvor giraffen Lennart ikke har talt med sin bror i flere år på grund af gammelt fjendskab. I forsøget på at spise en af de sidste frugter, som hænger i et træ på savannen, løber han med åben mund i høj fart mod frugten, men en anden giraf har fået samme ide og Lennart kommer uvilkårligt til at sluge den anden girafs hoved. Da giraffer har små dumme horn, der nu ubelejligt fungerer som modhager i Lennarts hals, ser de ingen anden udvej end at lade den anden giraf passere naturligt gennem Lennarts krop. I løbet af fordøjelsesprocessen bliver de to selvfølgelig venner og til sidst – da han skider sin nyfundne ven ud - finder Lennart ud af at det faktisk er brormand, der har siddet fast i tarmen. Forsoningen er lige om hjørnet, men moralen der kan overføres på vores hverdag kan måske være lidt svær at finde. ”Man skal gennem meget lort, før alt bliver godt igen”, er denne anmelders bedste bud.

Ud over de allerede nævnte historier, findes der en ganske kort fortælling om den meget stærke bille Ursula og endelig møder vi i samlingens sidste fabel, den ensomme hund Hubert, der klæder sig ud som kat, for at få lidt selskab. Kort sagt er det en fin lille historie om ensomhed og om hvor langt nogle vil gå, blot for at være sammen med andre.

Alle fablerne ender naturligvis godt og er akkompagneret af Morgenthalers utrolig morsomme tegninger. Så hvad enten man er fan, eller først lige har opdaget Morgenthaler, så er Hallo! Hvem slukkede lyset? et rigtigt godt bud på en bog til børneværelset – men husk nu endelig at læse den ordentligt op, for ellers kommer jeres børn efter jer!