I 1985 blev ægteparret Derek og Nancy Haysom brutalt myrdet i Virginia, USA. Efter en intens efterforskning blev parrets tyveårige datter Elizabeth og hendes 18 årige kæreste Jens først fanget, anklaget og siden dømt for dobbeltmordet. Elizabeth blev dømt for at stå bag mordet, som Jens så begik og de to er stadig ved at afsone deres livstidsdomme i hvert sit fængsel.

Dette er den historiske baggrund for Christina Hesselholdts seneste roman Virginia is for lovers. I lighed med romanen om barnepigen og fotografen Vivian i romanen fra 2016 blander Hesselholdt fiktive og faktuelle elementer med hinanden, men det, der interesserer i romanen, er faktisk ikke den historiske begivenhed, men snarere det persongalleri, den indeholder.

Elizabeth er en meget intelligent og køn pige, der lider af en borderline personlighedsforstyrrelse. Hun er lystløgner og lider af vrangforestillinger. Allerede som 10-årig bliver hun sendt på forskellige kostskoler i Europa, og hun har således ikke en ‘normal’ barndom med sine forældre. Hun føler snarere, at de blot vil af med hende. Jens er en umoden, nørdet ung mand, der, da han møder Elizabeth på universitetet, er seksuelt helt uerfaren. Han falder for Elizabeth, og hun spinder ham ind i en tråd af hendes omverdensforståelse.

Et særligt omdrejningspunkt for deres forhold bliver avantgardekunstneren Fernando Arrabals surrealistiske Viva la Muerte. Deres forhold bliver således et ‘dødsforhold’, hvor død og kunst til sidst smelter sammen i planlægningen og udførelsen af mordet på hendes forældre. Angiveligt lykkes det Elizabeth at overføre sit eget had til forældrene til Jens. Ikke mindst Elizabeths voldsomme historier om, hvordan moren har misbrugt hende, siden hun fyldte 13 år, spiller en afgørende rolle i den fortælling om forældrene, de kommer til at dele.

Som man kender fra stort set alle Hesselholdts bøger, så er der en mangfoldighed af stemmer, der blander sig i historien, der aldrig samler sig til én fortælling, men snarere bliver en kakofoni af forskellige stemmer. Hovedpersonerne i det oprindelig mord, nemlig både de myrdede og de dømte, blander sig i historien og får alle relativ lang ‘taletid’. Her involverer stemmerne sig i en dialog både med hinanden og den ‘fortæller’, der forsøger at holde styr på det hele, men som faktisk er en meget dårlig fortæller.

Fortælleren præsenteres som Mr. Up Front. Men hans autoritet som distanceret og ‘objektiv’ fortæller destabiliseres i romanens første sætning: “Jeg blev (næsten) forelsket i Elizabeth under domsafsigelsen, jeg blev forelsket i hendes kostskoleengelsk hendes lavmælthed og fine profil og åh fine ansigt forfra, med arret i panden fra dengang hun blev overfaldet i skolegården i Schweiz….” Fortælleren viser sig at have egne hensigter med fortællingen, han forsøger gennem fortællingen at få del i - eller i det mindste adgang til - et liv, han ikke selv har. Han sidder i kørestol og ser sig selv som en paparazzo, der netop lever af andres - de kendtes – liv, men han har som nævnt ikke selv en distance til de liv, hans suger næring ved.

Det bliver flere gange også klart, at fortælleren ikke er særlig troværdig, hvilket hans handicaphjælper blandt lader os forstå, når han korrigerer fortællerens egne udlægninger. Blandt andet gennem de utallige digressioner viser fortælleren sig som en anfægtelig fortæller.

Det er fortællingens hyr med sig selv som fortælling, der er det mest interessante i romanen. Hesselholdt har en eminent evne for det flerstemmige, og hun har et fantastisk greb om sproget, så det udfordrer læserens forståelser.

Det kan dog være vanskeligt at forstå, hvorfor Hesselholdt har valgt denne mordfortælling som et skelet af ‘virkelighed’ at bygge sin egen fortælling op over. Romanen om Vivian Mayers mærkelige liv virker langt mere interessant og spændende, fordi det levede liv her på en underlig måde giver mening til romanens fortælling om det. Der er da også ansatser til et interessant spændingsforhold mellem beskrivelsen af nogle nøgenbilleder, som Nancy tager af sin datter, og så den sproglige gennemspilning af, hvad de forestiller, og hvad de betyder.

Set i sin helhed forekommer det dokumentariske skelet langt mindre vedkommende og interessant. True Crime er blevet en stor genre - ikke mindst i et format som tv-serier, men jeg det bliver ikke rigtigt vedkommende i romanen. Eller: det gør det ikke for denne læser. Selv om det ikke efter min opfattelse er en af Hesselholdt bedste romaner, så er hun som altid værd at læse. Denne gang er det dog mest på det roman-tekniske, hun scorer de mange point - og langt mindre på indlevelsen i romanens karakterer.