Den tyske forfatter Daniel Kehlmann har skrevet en mageløs roman.

Sindrigt komponeret, virtuost fortalt, med sprogligt mesterskab og et spændende persongalleri, og ikke mindst med et forbløffende greb om et kompliceret og nærmest uoverskueligt stof: Europa i Trediveårskrigens tid.

Lad os tage de enkelte kvalitetselementer, et for et.

Sindrig komposition
Selvom romanens hovedspor følger hovedpersonen Tyll Ulenspiegel gennem det meste af hans (fiktive) liv, er det ikke en kronologisk fremstilling. Fortællingen springer mellem kapitlerne frit i tid, mellem slutningen af 1500-tallet og årene lige før Trediveårskrigens afslutning (1648).
Udover Tyll selv er der en del personer, som dukker op og træder frem i forskellige dele af historien.

Tyll – som vi på dansk nok bedst kender under betegnelsen ”Uglspil” eller fra Richard Strauss’ herlige symfonisk digt Till Eulenspiegels lustige Streiche – skal have været en historisk person fra det 14. århundrede, men Kehlmann flytter ham altså 2-300 år frem i tid (måske er han udødelig?).

Her indgår han i samspil med mange historiske personer fra forskellige samfundslag, fx ”Vinterkongen” Friedrich 1. af Böhmen og hans engelske dronning Liz (Elizabeth Stuart), og ikke mindst den jesuitiske lærde Athanasius Kircher (1602-80), der fungerer som Tylls modbillede. Kircher er ”skriftklog” og eksperimenterer med alt mellem himmel og jord, men på spekulativt grundlag, selvom han også jagter drager, - mens Tyll er ”livsklog” og eksperimenterer med livets elementære kræfter.

Mellem de to optræder mere eller mindre fiktive personer fra fattige bønder og håndværkere (herunder en bøddel), over gøglere, musikere, soldater og præster til diplomater og kongelige. Alle har brug for den virtuose gøgler og nar, som Tyll er, og alle spejler de deres håb og frygt i ham.

Virtuos fortællekunst
Historien fortælles af noget så gammeldags som en alvidende fortæller, der kender personernes tanker, følelser og skjulte tilbøjeligheder, og som ofte går i rette med dem eller korrigerer deres forkerte opfattelser af sig selv og situationerne.

Der er cliffhangere mellem kapitlerne, og personerne er ikke altid hvad de først giver sig ud for. Bogen er fuld af humor, ofte meget grovkornet, andre gange subtil – og nok i vid udstrækning afhængig af læserens kendskab til de mange, mange historiske og litterære referencer, som romanen er fuld af.

Intet er for stort eller for småt for denne fortæller; vi får alt at vide om snavs og uhumskheder i landsbyernes fattigdom og i lejesoldaternes huller, men sandelig også om senmiddelalderdiplomatiets absurde regler, om proceduren i retssager mod heksekunstnere og om de indviklede magtforhold mellem protestanter og katolikker (herskere og nationer) i den store krig. Farceagtige dialoger veksler med dybsindige eller afsindige indre monologer og kæmpemæssige tableauer.

Sprogligt mesterskab Kehlmann mestrer naturligvis periodens sproglige og litterære stilarter og diskurser, fra folkelige ballader med uendelige versrækker til alkymisternes magiske formler, fx det berømte latinske palindrom:

Kancellisprog og lange indviklede sætninger veksler – uden at det generer læsningen – med korte, skarptskårne vendinger og poetiske afsnit. En af de mere indforståede pointer er nok historien om hvordan to af fortællingens bipersoner prøver at skabe et poetisk sprog – på tysk!

Spændvidden er enorm, og det ville være fristende at bringe mange citater. Men lad os nøjes med et enkelt eksempel på Tylls gådefulde magi (s. 300). Efter et af de uendelig slag er han havnet i en totalt afspærret skakt sammen med både døde og levende soldater; der er ingen vej ud. Tyll forestiller sig, at han står på den line, hvis balancekunst han har mestret siden han var dreng:

(Tyll:) Nu går jeg, jeg bryder mig ikke om at være her længer.
Et knald, en skælven, nok en sten falder og strejfer hans skulder.
(Tyll:) Jeg går nu. Sådan har jeg altid gjort. Når der bliver for trangt, går jeg. Jeg dør ikke her. Jeg dør ikke i dag. Jeg dør ikke!

Det er mesterligt at gøre denne fjerne historiske periode levende for læseren, men det formår Kehlmann. Vi kan både fornemme ligheder og forskelle mellem os selv og fortællingens mange personer, uanset hvor på samfundets rangstige de befinder sig.

Spændende persongalleri
Et væld af personer befolker denne rige roman, og uanset stand er alle fascineret af Tylls kunst og gøgl – og spekulerer på, om den kommer fra Gud eller Djævelen. Vi kommer helt ind under huden på Tylls stakkels forældre: møllerdatteren og hendes mand der bliver hængt som heksemester efter en frygtelig retssag; på Tylls livslange ledsager og ”søster” Nele, der ender som slotsfrue på Gottorp Slot; på jesuitten Kircher, hvis spekulative teorier om alt fra musik til hieroglyffer klædes ynkeligt af; på den engelske prinsesse (og böhmiske dronning) Elizabeth, der heroisk kæmper for sin slægts ret, og på mange, mange andre, også selvom de kun optræder i et enkelt kapitel.

Tyll selv er mere et enzym for andres historier end centrum for sin egen; han er hovedperson uden at fylde særlig meget i fortællingen.

Trediveårskrigen
Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har forstået hvad denne lange krig handlede om – historisk set. Efter at have læst Tyll forstår jeg meget mere – og er nu forvirret på et meget højere niveau! Ikke mindst det sidste kapitel - hvor den eksilerede enkedronning Liz dukker op i Osnabrück, et af de steder en masse gesandter forhandler det der blev til ”Den Westphalske fred” - står forståelsesproblemerne i kø. Men det er selvfølgelig heller ikke Kehlmanns anliggende at bibringe læseren en mere eller mindre ”korrekt” forståelse af de indviklede storpolitiske intriger – han vil hellere vise sin læser hvilke kræfter der er på spil mellem spillerne, fx hvad den absurde hofetikette foreskriver og betyder for ”udvekslingerne”.

Et meget elegant træk i kapitlet er, at det ender med Liz’ pludselige fornemmelse af, at hendes ”enkvindesfremstød” snart vil få succes: at hendes (desværre ret uduelige og ikke højt elskede anden) søn Karl vil blive genindsat i slægtens rettigheder. - Kehlmann skrive det ikke, men historiebøgerne kan fortælle, at det faktisk skete: Karl I Ludwig blev i 1648 Kurfyrste af Pfalz, mod alle odds.

Undervejs har læseren i forskellige kapitler medoplevet krigens grusomhed, tæt på såvel som langt fra fronten. Helt suverænt er skildringen af slaget ved Zusmarshausen, som det opleves (og senere i skrift genopleves og omskrives) af ”den tykke greve” Martin von Wolkenstein (efterkommer af den berømte minnesanger Oswald von W.), - assisteret af Tyll, naturligvis.

Et dansk perspektiv
Tyll/Uglspil har beskæftiget mange forfattere fra mange lande. Herhjemme genfortalte Ebbe Kløvedal Reich hans meriter i Till Uglspil (1991). – Jeg kom undervejs i læsningen også til at tænke på Ib Michaels Troubadurens Lærling (1984), også en herlig ”skælme-roman” med stor historisk horisont. Men uanset den historiske kulisse handler Kehlmanns nye roman i realiteten mest om fortællingens identitets- og sammenhængsskabende kraft (i drama, prosa og poesi), så lad os slutte med et citat, der illustrerer dette vigtige meta-spor i romanen.

Tyll, Nele og den gamle gøgler Pirmin er alene i en stor, truende skov, og spontant giver Nele sig til at fortælle eller digte videre på et af de mange eventyr, hun er vokset op med (s. 232):

(Tyll): Et æg af guld? Der var virkelig ingen der tog det?
(Nele:) Det er et eventyr!
(Tyll:) Har du fundet på det?
Nele tier stille, Det spørgsmål forekommer hende meningsløst. Drengens silhuet ser meget smal ud i skovens tusmørke (…) Har hun fundet på dette eventyr? Det ved hun ikke selv. Hun har hørt fortælle så meget, af sin mor og sine to tanter og bedstemoderen, så meget om mandslinge og gyldne æg og riddere og hekse og gode såvel som onde søstre, at hun ikke behøver at tænke over det; er man først engang begyndt, så går det hele videre af sig selv, og delene føjer sig sammen, snart sådan snart sådan, og så har man allerede et eventyr.
(Tyll:) Nå, fortæl videre.