Millenniumserien er med Manden der søgte sin skygge nået til sin femte del. Serien, som svenske Stieg Larsson gjorde til en verdensomspændende succes inden sin alt for tidlige død i 2004, er nu overladt til landsmanden David Lagerkrantz. Selv om den første roman fra hans hånd Det der ikke slår os ihjel virkede lidt vaklende, er det som om Lagerkrantz har fundet formen i den nyeste roman.

Nye læsere til Millennium-serien kan godt starte med Manden der søgte sin skygge selv om det selvfølgelig er en fordel at have læst de andre bøger i serien. Ikke alene fordi det centrale handlingsforløb fra de tidligere romaner har ledt til det sted, hvor den nye starter, men også fordi der i handlingen, dialogen eller figurernes tanker konstant refereres tilbage til konkrete situationer eller karakterer, som det selvsagt er en fordel at kende for at få det fulde udbytte af det læste.

Manden der søgte sin skygge er en helt traditionel spændingsroman, hvor læseren følger den handlekraftige Lisbeth Salander og hendes journalistven Mikael Blomkvist i en fortælling, hvor deres jagt på retfærdighed og sandhed atter engang bringer dem i meget farlige situationer. De er hver i sær på sporet af en historie, der giver dem indsigt i nogle menneskeskæbner, som mørke kræfter forsøger at holde skjult for omverdenen.

En af grundstenene ved Millennium-serien er at bøgerne, ud over at være traditionelle thriller- og kriminalromaner, samtidig leverer en slet skjult kritik at det svenske velfærdssamfund. En tradition der kan spores helt tilbage til Sjöwall og Wahlöö, men som i den grad fik en renæssance med Steig Larssons oprindelige trilogi. Selv om socialkritikken måske ikke er lige så skarp i Lagerkrantz seneste, så er den til stede. Uden at afsløre for meget, så stilles der i løbet af romanen både skarpt på radikale fortolkninger af Islam og på videnskabsfolk, der i den grad glemmer deres etiske forpligtelser.

Romanen starter kort tid efter den forrige sluttede. Lisbeth skal afsone en dom som en direkte konsekvens af det hun foretog i sidste roman, men af forskellige årsager ender hun ikke i et åbent fængsel men i stedet blandt de mest hårdkogte svenske kvindelige kriminelle. Ikke fordi Salander føler sig utryg i det selskab, men hun udfordres hurtigt, da hun stort set dagligt ser en gruppe af de stærkeste fanger mishandle en anden indsat.

Udenfor murene er Michael kommet på sporet af en historie, hvor sporene bringer ham tæt på en finansmand, der kan være involveret i en sag, der griber ind i både hans og Lisbeths verden. Kapellet er godt klar over at dette er nogle meget vage formuleringer, men det ville ærligt talt være ganske ærgerligt, hvis anmelder gav sig til at afsløre alt for meget af handlingen, da de forskellige twists og overraskelser der kommer undervejs, er en af hovedårsagerne til at man i det hele taget holder af spændingslitteratur.

Romanen er reelt spændende fortalt og derfor hurtigt læst. En medvirkede årsag til dette er at kapitellængden er er ganske overskuelig samtidig med at fokus i hvert enkelt kapitel ofte flyttes fra den ene karakter til den anden. Dette bevirker dog også at enkelte af de informationer som Michael får researchet sig frem til, allerede er blevet fortalt i store træk, da læseren har haft muligheden for at følge den figur som Michael interviewer tidligere i romanen. Dette skal dog ikke forstås som om at Lagerkrantz udelukkende gentager sig selv for at få romanen til at fylde mere for selvfølgelig får læseren ikke fortalt hele historien i alle detaljer første gang den nævnes.

Overordnet set er Manden der søgte sin skygge en meget vellykket del i serien, da historien er medrivende og en roman, hvor begge hovedfigurer får lov til at træde i karakter. Den kan muligvis godt klantres for at være”Larsson-light” da den indimellem forfalder lidt til klicheer og eksempelvis konsekvent lader Lisbeth være en rigtig råsej kælling der ikke er bange for noget og Blomkvist være den stålsatte journalist der ikke giver sig før han får afdækket alle aspekter af historien. Så selv om man måske kunne savne lidt mere nuanceret skildring af de medvirkende, så er disse jo også blevet etableret i løbet af de sidste fire bøger.

Er du derfor fan af Sallander & co. så skynd dig at få fat i den nye roman. Den stikker måske ikke særligt dybt, men til gengæld er den en af den slags bøger som man – bogstaveligt talt (baseret på undertegnedes meget begrænsede empiri) – har svært ved at lægge fra sig.