Gå du blot i krig med dette festlige indslag, smag på retterne og glæd dig over de mange smagsoplevelser, for der er i denne særlige samling femten forskellige indslag, og de har alle rod i en dybere, følsom undersøgelse af det uudtalte, det halvt fremstammede og det tilbageholdte i det hverdagslige liv.

Katherine Mansfield var fra New Zealand, og hun har valgt at placere mange af fortællingerne i dette miljø, endskønt det faktisk ikke var så velkendt endda, idet hun var en omflakkende, ganske urolig skikkelse, der så afgjort ikke kunne finde sig til rette i sit fædreland. Hun var på sin vis med til at anlægge en ny natur for novellen, idet hun ikke skelede til novellekonventioner med begyndelse, midte og slutning i en fortællende stil, men snarere ønskede at skrive med en form for impressionistisk pen, hvor der i særdeleshed gøres plads til sanseindtryk samt flere perspektiver. Det kunne være blevet til meget mere end de to bind, hun fik nedfældet, men Katherine Mansfield havde det svært. Hun havde ikke let ved at sidde stille, og det skaber da vanskelige forfatterbetingelser. Det var først, da den tuberkulose, hun fik konstateret i en alder af 19 år, brød ud, hun fik travlt. Hun skrev mod tiden og med døden som åndende tilskuer. En dag løb hun op ad en trappe, og pludselig opstod en lungeblødning – det skulle desværre blive hendes sidste trappetur. Da var hun 34 år.

Det er Ida Jessen, der har skrevet forordet, og det er – må jeg sige – fremragende, virkelig iscenesættende og besættende, mens det er Camilla Christensen, der står bag oversættelsen, hvilken også fortjener ros herfra!

Vi har den meget lange åbningsnovelle Ved bugten, som fokuserer direkte på livet i familien, hvor der jo er så meget bag og – her – mellem linjerne, mens der er Miss Brill, en sanselig sag, hvor hovedpersonen er en ensom kvinde, der pludselig overhører en fortrolig samtale, og med et er hun slået tilbage til en tilstand uden selvværd. Det er bragende godt, ganske enkelt.

Lad mig for en stund dvæle ved Ved bugten, for dens indledning er mageløs: ”Meget tidlig morgen. Solen var ikke stået op endnu, og Crescent Bay lå fuldstændig skjult af hvid havgus.” Man aner straks, at noget mystisk og skjult er på færde, og undervejs skal man som læser blive ganske opmærksom på, at det har mere med de menneskelige relationer og den subjektive følelse at gøre end med naturen i det hele taget. Man skal ikke lade sig narre af, at der fra fortællerens side er megen opmærksomhed rettet mod de naturlige omgivelser, for det er et metonymisk greb, der kan drejes over mod de personlige perspektiver, en henførende stil. Det er smagfuldt. Scenerne er skarpe som strandens sten, og man kan som læser undertiden skære sig på de spidse dialoger. Jeg var helt opslugt, sådan var det!